Klokken halv tre stod de første børn i kø ved havelågen for at komme ind, og en halv time senere myldrede børn og voksne ind.
Hele eftermiddagen var der gang i pizzabageriet i lerovnen, pandekager blev bagt på bål og vendt i luften.
I et andet hjørne blev der ihærdigt ledt efter nålen i høstakken, og mange børn og voksne fik nye og sanselige duft- og smagsoplevelser ved 'Spis-en-blomst'-boden.
De håndtamme høns blev fodret, og under sommerhatten lyttede både børn og voksne til oplæsning af Carl Ewalds natureventyr samt guitarspil og høstsange.
Flere voksne genopdagede glæden ved at snitte med kniv i snitteværkstedet, og lige ved siden af kunne man slukke tørsten i friskpresset æblemost lavet af saftige Guldborg-æbler.
I et andet hjørne kunne man høre fortælling om biernes spændende liv og smage på nyslynget honning og bagefter købe den på glas hos biavleren.
Hvis der stadig var appetit på mere, kunne man grave kartofler op fra årets meget gavmilde kartoffelmark.
Cirka 600 børn og voksne i alderen ½-85 år lagde vejen forbi haverne denne dag og var med til at gøre årets høstfest vidunderlig og høstfortryllende.
Camilla
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.


Vær den første til at kommentere