Den Københavnske folkeskole er enormt presset. En ny rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, udført på opfordring af Danmarks Lærerforening viser, at hver femte lærerstilling i København er besat af en ikke-læreruddannet. Tallene er fra perioden 2013 til 2016, så gad vide om det ikke står endnu værre til i 2018 – det er i hvert fald min formodning! Tallene varierer fra skole til skole, men set over hele byen, så er det et kæmpe problem.
Folkeskolereformen og lockouten i 2013 bærer skylden. De med Lov 409 og reformen forringede arbejdsvilkår samt en manglende lokal arbejdstidsaftale i København frem til 2016 ligeledes.
Rapporten viser, at i perioden 2013-2016 er andelen af ikke uddannede ansatte i den københavnske folkeskole steget med 5,6 procentpoint – fra 15,0% til 20,6%. En stigning på 37%! Københavns Kommune må indse, at det er og bliver et problem! Vi bliver nødt til i samarbejde at finde løsninger. Vi skal som nævnt have en forbedret arbejdstidsaftale – gerne centralt for hele Danmark – alternativt lokalt i København. Vi har hele tiden brug for nye og uddannede kollegaer derude – de bliver sværere og sværere at få!
Jeg ved, at tallene også dækker over en lang række kollegaer, der sideløbende med lærerarbejdet uddanner sig til lærer. Det er selvfølgelig dejligt, at folk stadigvæk ønsker at være lærere, men det er også en belastning for dem, at udføre to ”jobs” på en gang!
Hvad kan vi så gøre for at stoppe denne udvikling?
1. KL kunne starte med at tage problemet seriøst og indgå en arbejdstidsaftale med LC ved OK18.
2. Københavns Kommune kunne indse, at vejen frem er forbedrede vilkår for arbejdet som lærer og børnehaveklasseleder.
3. Vi skal som medarbejdergruppe kræve, at der til ansættelsessamtalerne ansættes nye læreruddannede kollegaer – det er tillidsrepræsentanterne garant for.
4. Sørge for at nye kollegaer på skolerne hjælpes godt i gang. Altså have en plan for, hvordan man tager imod nyuddannede og nye erfarne kollegaer – så de bliver!
5. Huske skolelederne på, at de skal kunne redegøre for, hvorfor man valgte en ”lærer med særlige kvalifikationer” og ikke en uddannet – såfremt der var en sådan imellem ansøgerne.
Vi skal arbejde benhårdt på, at vi i landets hovedstad skal have ordentlige forhold, der resulterer i hundredevis af ansøgere til hver stilling! Desværre lader det ikke til, at regnedrengene og –pigerne ønsker at gå den vej! En krone sparet – er en krone tjent.
Vi skal værne om vores profession og hvis vi skal respekteres som faggruppe, så skal vi italesætte problemerne ved de mange uuddannede. Ja, jeg har igennem årene også haft udmærkede kollegaer, som ikke var/er læreruddannede – men det går bare ikke i længden!
Som Andreas Rasch Christensen, forskningsleder på VIA University College, siger ”Jeg synes, tallene er foruroligende, for det har faktisk en betydning, at børn og unge bliver undervist af nogen, der har en læreruddannelse. Dels det at de er uddannet i de fag, de underviser i, men måske lige så meget, at de er uddannet i at kunne lede klassen, skabe nogle gode relationer og kunne skabe et godt forældresamarbejde.”
Så kære kollegaer – hvis udviklingen skal vende, så skal vi i fællesskab vende den. Vi skal sammen kræve uddannet arbejdskraft på skolerne!
Skrevet af Thomas Roy Larsen, kandidat til formand-, næstformands- og bestyrelsesvalget i KLF.
Debatindlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere