Ind i de voksnes rækker ...

De bliver konfirmeret i disse uger, de unge mennesker. Børn, om du vil. Eller voksne; det siger man jo. Men når jeg ser på mine elever omkring konfirmationsalderen, så tror jeg, vi skal være glade for, at man ikke længere bliver sendt ud at tjene på en gård, når man er færdig med syvende klasse. Det er nok svært for andre end lærere at sætte sig ind i, men det er bare et point of no return, når man første gang skal forklare en femtenårig dreng, hvordan man skræller en gulerod. True story.

Andre steder i verden bliver en ung mand overhovedet ikke taget seriøst, før han har klaret sig alene i ørkenen i seks måneder, dræbt en løve med de bare næver eller er sprunget ud fra dødbringende højder med en lian viklet om fødderne. Her til lands giver vi dem penge og modetøj.

Jeg blev selv konfirmeret seks måneder og fire dage efter Berlinmurens fald, og festen blev holdt i Helstrup Forsamlingshus. Jeg ønskede mig brændende et stereoanlæg, og det fik jeg. Jeg kan slet ikke beskrive, hvad det stereoanlæg betød for mig. Og penge, selvfølgelig. Penge fik jeg også, men ikke 40.000 kr., som jeg forleden hørte, at en ganske almindelig konfirmand havde fået. Du kan nok selv finde på en passende kommentar her. Jeg kan kun finde på noget upassende.

Og sådan har meget ændret sig siden min østjyske opvækst i 80’erne og 90’erne. Det var en verden før 9/11, Facebook, smartphones, arabisk forår og reality-tv. Tanken er svimlende. Men visse ting er uændrede, og vil nok også være det, når nutidens konfirmander når min alder. Bøgen springer stadig ud hvert forår, ligesom unge mennesker gør det.

Der sker et eller andet i de år. Flosklen om, at man træder ind i de voksnes rækker er naturligvis grotesk overdrevet. Det gør man selvfølgelig ikke, og det er da heldigt. Du har sikkert bemærket, at politibetjente, skadestuelæger og visse medlemmer af Folketinget ligner konfirmander, men vi beholder dem altså i skolen et par år længere. Har du prøvet at bede en af de teenagere, der arbejder i et supermarked om hjælp til at finde en vare? Det gider man kun en gang.

Men noget sker der altså. Det ville nok være mere rigtigt at sige, at man begynder at træde i karakter som selvstændigt menneske. Man vælger, hvem man vil være. Udvikler identitet og selvforståelse, som det kan være svært for omgivelserne at følge med i.

Og så har vi altså konfirmationen. En præst ville måske forklare fænomenet med, at man bekræfter sin dåb og træder ind i det kristne fællesskab på mere selvstændige præmisser. Man bekender sin tro. Selv ville jeg nok forklare det lidt anderledes … Jeg kan godt huske min egen konfirmationsforberedelse. Der blev ført streng kontrol med, om vi nu også kom i kirke de påkrævede otte gange, for ellers kom vi nemlig ikke. Jomfrufødsler og genopstandelse har jeg altid forholdt mig lidt skeptisk til. I dag kan jeg godt se det smarte i Kristendommens budskab om næstekærlighed, men dengang ville jeg formentlig lige så gerne have tilbedt Satan i stedet, hvis det var ham, der udløste pengegaver, blå mandag og den nye LP med Kim Larsen.

Og i dag er det så stukket helt af. En gennemsnitlig udskolingselevs færdigheder inden for behovsudskydelse rækker ikke engang til at lade være med at spise madpakken i første lektion, og nu er der altså MacBooks, VR-briller, airboards, designerure og femcifrede pengebeløb på spil. Til gengæld skal man lære trosbekendelsen udenad.

Trosbekendelsen. Det drejer sig om fire sætninger. Ikke nogen uoverkommelig indsats i forhold til indtægten, tænker du måske. Og så findes der endda betingelser, der er endnu nemmere. Man kan nemlig også blive nonfirmeret. Prøv lige at skrive det i et tekstbehandlingsprogram. Kan du se den røde streg? Det er fordi, det ikke er et rigtigt ord. Det er vrøvl. At konfirmere betyder at bekræfte. At nonfirmere betyder ikke noget, og det er præcis, hvad det er: ikke noget. Nonfirmation er curlingforældrenes uambitiøse, halvrøvede antievent, der erstatter anvendelsen af ordet nej i den tidlige barndom. Her fejrer vi, at man ikke bliver konfirmeret. Vi fejrer, at der ikke er noget at fejre. Vi fejrer fraværet af en begivenhed. Vi fejrer… ingenting.

Hvis man har lyst til at holde fest for et ungt menneske, men ikke orker det religiøse aspekt, så kan der sagtens være alle mulige fine anledninger til det. Men kunne man så ikke i det mindste gøre sig den ulejlighed at kalde festen noget, der ikke er decideret hjernedødt? Hvad siger man i sin tale til sådan en fest? ”Kære nonfirmand! I dag er der ikke sket noget særligt. Du har ikke foretaget dig noget specielt. Du har ikke gjort noget, ikke sagt noget og ikke tænkt noget, som du ikke plejer. Det er vi samlet for at fejre – stort til lykke med ingenting!”

På den anden side kan man vel sige næsten det samme om fødselsdage. Det er egentlig ikke nogen stor bedrift, at man har været en tur mere rundt om solen uden at dø på vejen. Men så giver vi hinanden gaver og spiser kage sammen, og det er da dejligt! De andre 364 dage på året har man ikke fødselsdag. Man bliver vel også kun voksen én gang, hvis man altså nogensinde bliver det. Om det lige er den ene eller den anden dag kan være lidt svært at planlægge, men jeg synes bestemt, det er værd at fejre.

Stort til lykke til alle konfirmander!