Alle der kan og vil se, kan se det. Skolerne, også min, står overfor nogle voldsomme udfordringer – udfordringer affødt af en gryderet bestående af en ufinansieret skolereform samt alt for ufleksible arbejdstidsregler for os lærere. Når man, som et krydderi til retten, vælger at udsætte folkeskolen for besparelser, kan man, uden at have gennemført den udvidede matematikprøve, udregne resultatet af gryderetten. Retten bliver hverken appetitvækkende eller velsmagende.
De største ofre er eleverne, som må finde sig i fortravlede uforberedte lærere, selvom vi gør det så godt som muligt indenfor de politisk bestemte rammer. Vi lærere, som må kæmpe med at det er blevet vanskeligere at få fritidsliv og arbejdsliv til at hænge sammen, må passe vores arbejde med konstant dårlig samvittighed pga manglende tid til forberedelse. Et enkelt blik på trivselsundersøgelsen i København taler sit tydelige sprog. Rammerne er skabt af politikere, som hidtil har valgt at vende det blinde øje til skolens udfordringer eller blot snakker indholdstløst nysprog om at ting tager tid og om konkurrencen med Kina – hvis vi ikke kigger, eksisterer udfordringerne nok ikke, synes at være en løsning for de ”ansvarlige” politikere! Retten skal bare stå i nogle år, så bliver den nok velsmagende, synes at være en anden ”ansvarlig” løsning!
Der er et skrigende behov for løsninger fra beslutningstagere, som tager skolens udfordringer alvorligt!
Nuvel, der eksisterer da lokale forsøg på at gøre gryderetten lidt mere appetitvækkende og velsmagende. Gode folk i kommuner, lærerkredse, lokale skoleledere og tillidsfolk forsøger at fjerne noget af det usmagelige krydderi fra gryderetten – nogle steder med større succes end andre.
Det er nu, at de gode folk i København skal sætte sig sammen.
I København har vi det såkaldte forståelsespapir, som på nogle områder er en forbedring af retningslinierne på landsplan. Forståelsespapiret er oprindeligt blevet til i en tilspidset situation, hvor KLF og Kommunen har stået stejlt overfor hinanden.
Det kan være svært at være de første til at række hånden ud, særligt for os der jo på groveste vis blev kørt over – men vi skal gøre det alligevel. Vi skal gøre det af hensyn til skolen, af hensyn til eleverne og af hensyn til os selv. Vi skal samtidig gøre det på en måde, så vi styrker vores sammenhold og evne til at vinde fremtidige kampe. Vi skal gøre det for at undgå individuelle skuffeaftaler på skolerne, som kan være en trussel mod vores faglige sammenhold. Vi skal turde række hånden ud til forhandling med Kommunen!
Jeg håber, at generalforsamlingen vedtager forslaget fra Gasværksvejens skole, som opfordrer bestyrelsen til at kæmpe for at vi lærere får en pulje på 5 timer om ugen. 5 timer, som giver mulighed for individuel forberedelse udenfor skolens matrikel.
Sammenholdet på skolerne, og mellem skolerne, er vigtig, så der kan sikres en sammenhæng mellem mængden af opgaver og den afsatte tid. Særligt fokus skal der være på tid til forberedelse af undervisningen. Det bedste værn må være, at der eksisterer et loft over antallet af undervisningstimer for den enkelte lærer. Udover en pulje til den individuelle forberedelse, bør det næste forståelsespapir indeholde et loft over antallet af undervisningstimer for den enkelte lærer.
Af Torben Fleckner, TR på Øresundsskolen
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere