Debatindlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk.
”Der er alt for mange klasselokaler, hvor alle taber. Hvor I som lærere står med en fuldstændig umulig opgave. …Og ja, specialundervisning er dyrt, men hvad hvis vi tænker lidt længere? Vi svigter de børn, der har mest brug for hjælp.”
Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil fremførte denne præcise beskrivelse af skoledagen i folkeskolen på sin tale 2. oktober på Danmarks Lærerforenings kongres. I uhyggelig grad er det også gældende for den københavnske folkeskole.
Inden for de seneste måneder har jeg lagt øre til forfærdelige beretninger: Fra en lærer, der fortæller, at hun måtte stoppe en af sine elever i at kvæle en anden elev i klassen. En anden lærer, der fortalte om en elev, som en dag prøvede at springe ud ad vinduet og en anden dag prøvede at kvæle sig selv. Andre har fortalt om, hvordan de efter at være blevet udsat for vold, kun har fået en kort pause og så er blevet sendt op i klassen igen. Jeg har hørt om lærere, der får et psykologisk krisehjælpstilbud, men hvor den arbejdsdag, de vender tilbage til, er præcis den samme – med de samme elever og uden støtte. Jeg har hørt om skoler, der får afslag på deres ansøgning om en elev med særlige behov kunne få en BUF-flex støtteordning.
Den del af skolesystemet, der samler data ind, fungerer meget effektivt, og på BUF-direktørens bord og i bilagsmaterialet til møderne i Børne-og Ungdomsudvalget ligger en omfattende dokumentation: Om stigningen i vold og trusler, om vold i skoledagen, om de få år, der går fra en ny lærer bliver ansat til de selv siger op igen, om de mange erfarne lærere, der vælger at gå på tidlig pension og efterløn.
Det er nu vores egne politikere må handle. Deres beslutning fra august, om med øjeblikkelig virkning at spare flere millioner på specialskolerne, har været ødelæggende. Det skal være slut med at speciallærerstillinger står ubesatte på grund af nedskæringer, slut med at skolebørn nægtes BUF-flex støtte af økonomiske årsager, slut på et arbejdsmiljø, der i urimelig hurtig grad fratager den enkelte både arbejdsglæde og arbejdsevne. Der må med øjeblikkelig virkning tilføres ressourcer til folkeskolen i København.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere