Jamal Bakhteyars tale til DLF's kongres 2015

Kære Kongres og Hovedstyrelse,

Vi skal snart vælge ny formand, næstformand og Hovedstyrelse. I den forbindelse vil jeg gerne henlede jeres opmærksomhed på et område, som efter min mening mangler fokus fra DLFs side. Det er et område, hvor ministeriet af politiske årsager og kommuner af økonomiske årsager finder det bekvemt at spare. Det drejer sig om undervisning af tosprogede elever. Både politikere og kommuner vil hellere begrunde de manglende uddannelsesresultater med elevernes religiøse eller etnisk baggrund, i stedet for at påtage sig ansvaret og overveje hvilke strategier der bedst løser problemerne.

København er den største kommune og har den største andel af tosprogede elever. Cirka en 1/3 del af københavnske folkeskoleelever er tosprogede eller flersprogede. Vi har mange skoler, hvor antal tosprogede elever er over 80 %. Nogle af de andre store kommuner som Århus, Odense og Ålborg har også nogle skoler med mange tosprogede elever. Jeg ved godt, at det ikke fylder meget hos de fleste af de andre kommuner, men der hvor de tosprogede elever er, fylder de mere - fordi de elever og deres forældre stikker ud som fremmedelementer i et ellers homogent landskab.

Der var en tid, hvor mange troede, at problemer med undervisning af tosprogede elever ville forsvinde med tiden, fordi de ville blive lige så integreret i uddannelsessystem som danske elever. Men man glemmer at mangel på uddannelse påvirker flere generationer. Med indsatser som kurser i Dansk som andet sprog, sproggruppe undervisning, modersmålsundervisning og støtte undervisning har vi opnået, at mange af vores tosprogede unge har klaret sig flot både på ungdomsuddannelse og videregående uddannelse. Desværre er alle disse tiltag af politiske og økonomiske årsager blevet voldsomt beskåret. Dansk som andet sprog er droppet som linjefag på seminarne og det betyder, at mange af de nye lærer ikke er trænet til at arbejde med elever med anden herkomst end dansk.

Kvalitetsrapporten 2014 fra København viser, at andelen af skolernes elever, der fik mindst 02 ved afgangsprøven efter 9. klasse var 90 % for hele landet, mens andelen i København var 83,7 %. Gennemsnittet i bundne prøvefag for alle elever i København var 6,2, mens for de tosprogede piger var 5,2 og for tosprogede drenge var 4,6. Det er en forskel der gør ondt og noget vi ikke kan leve med.

Undervisningsministeriets afskaffelse af tilskud til kommunale tilbud af modersmålsundervisning har ført til, at København er den sidst bastion, hvor der tilbydes gratis MMU fra 0-5. klasse. På den anden side skærer Københavns kommune drastisk på det tosprogede område i budget 2015 og 2016. I år blev 17 tosprogede lærer afskediget og i 2016 forventes København at skære ned med yderligere 20 fuldtidsstillinger på tosprogsområdet. Noget lignede har mange af de andre kommuner måske også oplevede for nogle år siden. Den tidligere Socialdemokratiske regering havde modersmålsundervisning som et punkt på deres valg program, men det blev gemt og glemt på ingen tid. Den tidligere undervisningsminister Christina Antorini satte en undersøgelse i gang, hvis resultater forventes i 2016 og den nuværende regering, med Dansk Folkeparti som bagstopper, vil sikkert bruge resultaterne kynisk at argumentere imod bedre resurser til området.

Tosprogskonsulentstillinger er nedlagt i de fleste kommuner bl.a. i København og fagligforening FOKUTO for tosprogkonsulenter har nedlagt sig selv. Tilbage har vi en lille fagligforening af modersmåls- og tosprogede lærere FMTL som kæmper for overlevelse. Mange af vores trofaste kolleger – lærere, ledere og andre fagfolk, og endnu vigtigere vores tosprogede forældre, er begyndt at tvivle på værdien af det vigtigt arbejde, vi laver med vores tosprogede elever.

Jeg vil appellere til formandskab og Hovedstyrelse at fokusere på tosprogsområdet og sammen med Undervisningsministeriet og KL finde på værktøjer, redskaber, løsninger og muligheder, så vi ikke taber flere tosprogede unge drenge og piger, hverken til marginalisering, til radikalisering eller til arbejdsløshed. Der kan gøres noget på kredsniveau, men der er behov for at sætte i gang med forskning, evaluering og implementering af nye ideer og strategier på nationalt niveau. Vores tosprogede elever og deres forældre har nogle kvalifikationer og resurser, som vi skal være bedre at udvikle og udnytte for samfundsudvikling.

Vi har haft 2 tumultøse og urolige år bag os, hvor lærerfaget har gennemgået store forandringer. Ved den ny periode af formandskab og Hovedstyrelse vil jeg håbe at der kommer mere fokus på det pædagogiske arbejde at løfte det faglige niveau for alle elever i Folkeskolen.

Tak for ordet!