Når Københavns Lærerforening om få uger afholder opstillingsgeneralforsamling for kandidater til bestyrelsen og som kongresdelegerede, bliver det uden Jane Pilegaard i kandidatfeltet.
Efter 17 år med det politiske bestyrelsesarbejde er tiden kommet til at fokusere på andre prioriteringer, fortæller Jane Pilegaard.
”Jeg er ikke blevet træt af det politiske arbejde, jeg skal bare heller ikke blive det, så jeg kan mærke, at tiden er den rigtige til at sige stop og fylde min tid ud med andre prioriteringer.”
En fod ude i virkeligheden
Ved siden af sit virke som politiker i KLF’s bestyrelse arbejder Jane Pilegaard som lærer på Nørrebro Park Skole på Nørrebro. Et arbejde hun i alle årene som fagpolitiker har holdt fast i og prioriteret højt:
”Det har været vigtigt at have en fod ude i virkeligheden samtidigt med, at jeg har arbejdet politisk med skoleforhold i Københavns Lærerforening.”
I de seneste mange år har Jane Pilegaard været formand for Fagligt Udvalg i KLF’s bestyrelse og været med til at sætte lærernes arbejdstid og arbejdsvilkår på dagsordenen sammen med andre centrale indsatsområder. Senest har arbejdet med vold, trusler og chikane mod lærere i folkeskolen stået højt på to-do-listen for Jane Pilegaard og resten af udvalget.
”Der har været år, særligt efter lockouten, hvor det har været op ad bakke i forhold til at levere nogle fornuftige resultater, som kunne forbedre medlemmernes arbejdsforhold. Men det er da glædeligt, at selvom træerne ikke er vokset ind i himlen, at vi i det mindste nu har en aftale på arbejdstid.”
Selvom Jane Pilegaard nu selv slipper det politiske arbejde i KLF, er hun ikke tilbageholdende med at anbefale det politiske arbejde i Københavns Lærerforening til andre:
”Det er et spændende arbejde. Man keder sig ikke et sekund. Der er så mange dygtige folk derude, så de skal ikke holde sig tilbage”.
Dygtig analytiker
Nyheden om, at Jane Pilegaard sætter et punktum for sit politiske liv i KLF, bliver mødt af en blanding af ærgrelse og forståelse hos formand Lars Sørensen. Han har siddet i KLF’s bestyrelse sammen med Jane Pilegaard i mange år, og har kun rosende ord om samarbejdet:
”Jane har været god til at finde den fagpolitiske linje, når der har været en problemstilling. Hun er dygtig til at analysere sig frem til en vej ud af problemerne, som vi kæmper med. Det har været værdifuldt for foreningen – det kommer vi til at savne.”
Lars Sørensen fremhæver især Jane Pilegaards indsats som arbejdsmiljøansvarlig i de første år af hendes bestyrelsesarbejde, hendes rolle som stærk ankerkvinde for Fagligt Udvalg og ikke mindst kurserne for de nyuddannede lærere, som KLF afholder to gange om året.
”Det er mere eller mindre Janes opfindelse og har været med til at give en masse nyuddannede lærere en fælles platform til at diskutere og rådfører sig om de erfaringer, de gør sig på deres arbejdsplads. Det er i høj grad Janes fortjeneste, at det er blevet en succes.”
Når Jane Pilegaard fra april måned ikke længere vil have sin faste gang på Frydendalsvej, vil hun alligevel ikke være helt ude af foreningens arbejde, hvis det står til Lars Sørensen. Han vil nemlig ikke udelukke, at han med jævne mellemrum fremover vil gribe telefonen for at få gode råd og analyser fra Jane, når der skal andre øjne på KLF’s strategisk arbejde med opgaverne i fagforeningen.
Selv ser Jane Pilegaard frem til at kunne dedikere sig fuldt ud til lærerarbejdet og få mere tid til familien, vennerne og alt det, man ikke når, når man har kalenderen fyldt med politiske projekter og fagforeningsarbejde.
Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere