Jeg snyder døden hver dag

Min faglige passion for mine fag er så småt forsvundet. Normaliseringen har gjort, at jeg ikke længere har mulighed for at være den lærer, som jeg gerne ville være. En del kolleger har allerede taget deres afsked af samme årsag.

Jeg blev lærer for at både danne og uddanne. Jeg blev lærer, fordi jeg, som Grundtvig, har troen på ”det levende ord”. At mundtligheden i undervisningen betyder mere, at samtalen mellem lærer og elev og eleverne indbyrdes er essentiel. Essentiel for faget, for stoffet og for den dannelse, som gør at vi i Danmark har unge, som på verdensplan er noget nær de bedste til at se en sag fra flere sider og debattere den. Det levende ord er opbygningen af ånd i eleverne. En dannelsesrejse i ord, som skal hjælpes på vej af svar og modsvar.  Eleverne skal udfordres. De skal mødes, hvor de står og have hjælpen til selv at kunne bevæge sig fremad. Dette arbejde kræver, at jeg bruger den fornødne tid på at gøre min undervisning nærværende og aktuel. Ellers forstummer ordet og bliver til de døde bogstavers regime.

Men jeg kan ikke længere leve op til min egen standard om det levende ord. Min arbejdsramme giver mig ikke nok tid til at blive opdateret på viden til brug i fagene. Jeg har dårlig nok tiden til at give det sociale arbejde plads. For som lærer, er jeg også nødt til at være en ekstra voksen i elevernes liv. Den lyttende voksen. Noget som vi har en 150 år lang tradition for i vores folkeskole. Men som vi ved, så tager dialog og relations arbejde tid. At videregive vores kulturelle og historiske fællesskab tager også tid. Tid til at undres. Tid til at forstå og sætte spørgsmålstegn. Grundstenen for vores velfærdssamfund er forståelsen for, hvor vi kom fra og evnerne til at bygge videre på et samfund for alle. Det er vel også derfor, at det hedder folkeskolen og grunden til, at vi ikke inddeler elever i klasser efter indtægt og socialrang. Selvom at det efterhånden godt kunne se sådan ud. Heldigvis er folkeskolen ikke grundlagt ud fra ”lige børn leger bedst”, men ud fra idéen om at ”alle børn kan blive lige”.

Velfærdssamfundet kræver fornuftige og empatiske mennesker. Disse fremelskes ikke ved ”mål for undervisningen”, men ved ”formål”. Folkeskolens formålsparagraf taler om at ”… fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling”, at ”… eleverne udvikler erkendelse og fantasi…” samt ”… skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed…”. Grundtvig selv har udtalt, at fantasien og følelsen er erkendelsesgrundlaget for fornuften og det er vel netop fornuften, som vi regner med, at fremtidens voksne har med sig? Syddansk Universitet (SDU) har, som det første universitet i landet, indført obligatorisk undervisning i litteratur og kreativ skrivning for medicinstuderende. Lægerne skal lære empati af litteraturen. Patienternes fortællinger skal fremover være central i lægernes virke. Man vil sikre en bredere og mere mangfoldig forståelse af andre mennesker. Modtagelsen var blandet hos de studerende og en af dem udtalte: ”… vi kommer jo ikke til at have tid til at høre på hver patient, de er jo et nummer”. Det samme er ved at ske for mig i mit arbejdsliv. Jeg har ikke længere tid til hver elev. Takket være normaliseringen er eleverne blot et nummer på klasselisten. Det er ikke normalt.

Dog har jeg ikke helt givet op endnu.

Folkeskolen er det sidste store fællesskab, vi har tilbage i landet. Et kulturskabende og kulturbevarende fællesskab og det er værd at kæmpe for. Så jeg snyder med min arbejdstid. Jeg bruger mere tid end jeg har i min arbejdsramme fra lov nr. 409. Mine elever skal ikke gå sultne fra klassen. De skal have både det faglige og det menneskelige løft, som vi giver i den danske folkeskole.

Den faglige passion har stadigvæk en gnist, som nok kan pustes til, blusse op og brænde de fleste politiske tiltag væk. Jeg ser frem til en ny overenskomst, ligesom jeg ser frem til at politikerne vågner op og glemmer deres stolthed, for derved at give os den stjålne tid tilbage. Fremtidens velfærdssamfund kræver det. 

Peter Bugge, TR på Heibergskolen, kandidat til KLF’s bestyrelse.

Debatindlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk.