Jo dygtigere unge, desto billigere voksne

Københavns Kommune var virkelig fremme i skoene, da den i 1981 oprettede en ungdomsskole for elever med udviklingshæmning og mange andre krævende behov. Den særlige ungdomsskole, UiU, er i dag et STU-tilbud, altså Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse. Uddannelsens succes’er måles ikke i nationale test eller på PISA-barometeret, men i meget høj grad i menneskelige værdier – for færdigheder giver frihed og mindre afhængighed af andre mennesker.

Fra uddannelsesmæssig investering til sparemål

Hvor tankerne bag skolens start og dens drift de følgende årtier var båret af etiske og uddannelsesmæssige ambitioner tilsat politisk medvind, så oplever uddannelsesstedet de senere år i stigende grad et klimaskift, hvor skolens potentiale som spareobjekt er mere interessant end de mange menneskelige sejre, den opnår. Og rent økonomisk vil enhver besparelse på netop denne elevgruppe senere slå igennem med stærkt øgede udgifter til individuel personlig støtte.

Når fokus rettes mod skolens økonomi og besparelsesmuligheder, skyldes det nok, at på specialområdet ser det ud som om, at der er både store og hurtige penge at spare. Det er bare ikke tilfældet, for der er meget god økonomi i at gøre skolens elever mest muligt selvhjulpne og mindst muligt afhængige af andre menneskers assistance. 

Hver gang en elev lærer at klare hverdagens aktiviteter ved egen hjælp, skal der ikke hentes penge i den offentlige velfærdskasse. Det gælder lige fra den elev, der selv lærer at tage bussen til skole frem for at koste en tur med en dyr handicapbus. Til den elev, der lærer at kommunikere egne ønsker og behov ud til sin omverden.

Over et livsforløb er der så mange millioner at spare, at hjælpen til et enkelt menneske kan koste det samme som hele UiU-skolens budget, der ligger omkring 40 mio. pr. år. Medarbejderne mener derfor, at forringelser af skolens undervisningstilbud ikke bare vil stille eleverne ringere her og nu, men også medføre betydeligt større udgifter for kommunen gennem elevernes voksenliv.

Meget kan spares, hvis lærerne underviser i alle deres arbejdstimer

Gennem de senere år har UiU oplevet, hvordan økonomien tvinger dem til at slække på fagligheden. De årlige 2-procents besparelser skærer skive efter skive, og lærerne oplever, at der er gået inflation i fagligheden, fordi et stort antal lærerstillinger er konverteret til pædagogstillinger eller andre personalekategorier som fx ergoterapeuter og forskellige former for medhjæperstillinger. 

UiU er desuden blevet benchmarked i forhold til tilsvarende uddannelser i de andre store byer, og det har medført mindre bevillinger. Også 10. klassedelen er blevet justeret ned i bevilling. Tillidsrepræsentant Niels Wester-Andersen:

”Nedskæringerne er sket løbende, dog størst for 4 år siden med en besparelse på 3 mio. kroner. Da jeg startede på UiU for 17 år siden, var vi rundt regnet 36-38 uddannede lærere og 12 medhjælpere til 70 elever. I dag er vi 108 elever, og har ansat 23 lærere, 24 medhjælpere og 8-10 af andre faggrupper som fx ergoterapeuter, sansemotoriske terapeuter og en husholdnings- og ernæringsøkonom. Altså et meget bredt spekter, der er dannet ved at konvertere lærerstillinger til andre kategorier.”

Niels Wester-Andersen fortæller, at BUF sidste år havde sendt Deloitte ud på UiU for at finde spareforslag. Ved et møde med dem forlød det, at de ville se på, hvad der er nationale bindinger, altså lovgivning og desuden se nærmere på kommunale løfter, og hvordan medarbejderne løser de daglige opgaver, Niels: 

”Deloitte mente, at det kan være svært at ændre national lovgivning, mens de kommunale aftaler nok kunne justeres. De spurgte også ind til muligheden for, at lærerne kunne undervise i hele deres arbejdstid, for så kunne der nok spares en del.”

En udvikling fra 36 til 9 lærere

Trods den voldsomme nedgang fra 36 til 23 lærerstillinger gennem de foregående år foreslog Deloitte, at yderligere 14 af de tilbageværende 23 lærerstillinger kan konverteres til andre kategorier med lavere lønninger, for den øvelse alene ville spare hele 2 mio. kroner.

”Den plan kæmper vi med i øjeblikket. Hvis den bliver gennemført, vil det medføre, at vi vil være 9 lærere tilbage til pt. 108 elever mod tidligere 36 lærere til 70 elever. Det er jo helt absurd i en institution for undervisning. Nogle lærere er allerede holdt op ved udsigten til så desillusionerende forhold. Siden sommer er 4 lærere stoppet”, fortæller tillidsrepræsentanten og nævner, at da Deloitte besøgte UiU sammen med folk fra BUF, blev der ikke lagt skjul på, at de ønskede besparelser på 4-5 mio. kroner ville gå ud over kerneydelsen. Det må man sige, de har ret i.

De store besparelser skyldes som bekendt ikke, at Københavns Kommune er på falittens rand. Kommunen har mange milliarder på kistebunden, men regeringens låg over de kommunale velfærdsydelser tvinger mange besparelser igennem. Så mens vi oplever den ene fine skolebygning efter den anden skyde op i byen, må københavnerne altså se på, at driftsbudgetterne bliver ringere og ringere. 

Flere færdigheder giver større frihed

Eleverne på UiU omfatter både sent udviklede unge mennesker, elever med indlærings- og kommunikationsvanskeligheder, unge med autisme og lignende problematikker og unge med multiple funktionsnedsættelser. Undervisningen omfatter snart sagt alle tænkelige sider af livet. 

Målet for al undervisning er ifølge tillidsrepræsentant Niels Wester-Andersen at give eleverne færdigheder og dermed større frihed. Men hvorfor kan en dygtig pædagog ikke varetage undervisningen af denne særlige elevgruppe lige så fyldestgørende som en lærer?

”Dygtige pædagoger kan helt sikkert en masse på deres område. Det, læreren er skolet til, er at sætte mål for undervisningen, følge dem, løbende justere praksis undervejs og evaluere resultatet. Samtidig løser lærerne pædagogiske og sociale opgaver. Som lærere spænder vi over både kravene til en underviser og en socialpædagog.” 

”Pædagogen fokuserer på aktiviteten, mens læreren bruger aktiviten til at opnå noget andet, en læring, et nyt trin i progressionen, som læreren på forhånd har sat som mål at gå efter”, forklarer Niels og giver eksempler på, hvordan han hele tiden sørger for, at hans undervisning er funktionel, konkret og ikke abstrakt. 

Undervisningen i fx dansk, matematik og engelsk skal løbende være en del af elevens dagligdag. Mange faglige programmer kan fx trænes i Netto, og en pige fra STU-forløbet har med succes fået job ved kassen i Føtex. Andre elever med større vanskeligheder skal fx lære at formulere deres ønsker, og hvad de ikke ønsker.  

”Jeg er sikker på, at hver gang de lærer noget, der giver dem en frihedsgrad, så husker de det og vil stræbe efter at lære mere. Det er i skoletiden og på STU, at vi skal klæde dem på til at blive ved med at ville noget. For efter skole og STU er der ikke mange, der holder dem i hånden.”

Underviser i kommunikation med næsten sprogløse elever

I D-sporet på UiU sidder alle eleverne i kørestol og har meget svært ved alt. Her arbejder lærerne med digitale kommunikationssystemer, der er temmelig avancerede, for nogle af eleverne er næsten ikke i stand til at kommunikere, Niels:

”Men det er jo en menneskeret at kunne kommunikere med omverdenen. Hvis den unge ikke får den mulighed, er der stor sandsynlighed for, at man visner hen eller udvikler en meget uhensigsmæssig adfærd, der enten kan blive selvdestruktiv eller udadreagerende. Begge dele kan blive dyrt for samfundet og aldeles ødelæggende for personen selv.”

”Alligevel har vi for eksempel lært en næsten sprogløs pige at give udtryk for noget så relativt indviklet som: ’at når hun skal til fest i morgen, vil hun gerne have sin røde kjole på, men allerhelst vil hun i byen og finde en ny kjole, for det trænger hun til’. Når en person kan give udtryk for det på trods af sin fysiske og intellektuelle situation, så er vi altså nået rigtig, rigtig langt.” 

”Vi siger, at det er en kæmpestor frihedsgrad for sådan et ungt menneske”, fortæller Niels Wester-Andersen og nævner, at UiU’s medarbejdere forsøger at sprede nogle af de nye enestående kommunikationssystemer ned i børneskolen og ind på bostederne, hvor de unge har deres hjem. 

”Faktisk bør det starte i specialbørnehaven og være i brug hele vejen i skolen og videre i deres liv. Det væreste er at tænke på, hvis en ung sidder med nogle evner, der er lukket helt inde, og vi ved ikke, hvad der foregår inde i hovedet, før vi får sat nogle kommuknikationssystemer på. Altså, bare for at sige, at undervisning er mange ting herude.”

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.