Kan du så styre dig!

Ret ind eller forsvind!  Sådan har mange lærere oplevet budskabet fra deres ledere de seneste år.  Det udtrykkes sjældent eksplicit.  Magt fungerer ikke uhildet i vores åbne og demokratiske og på mange måder antiautoritære samfund.  Den fungerer mest bekvemt i det skjulte installeret som sprogspil, subtile styringsteknikker og anonyme kontrolsystemer, udgrænsning af kritik, idealisering af personlige egenskaber som fleksibilitet og resiliens (robusthed), opstilling af falske modsætninger, rolleforvrængning, konstante og kaotiske forandringer, inddæmning af følelser, internaliseret kultur og selvcensur.

Det har sociologen Rasmus Willig skrevet en særdeles vigtig og banebrydende bog om med titlen ”Afvæbnet kritik” (Hans Reitzels Forlag).  Banebrydende, fordi det mig bekendt er første gang i Danmark, at den interne ytringsfrihed, altså kritik som ressource og potentielt udviklingsredskab inden for arbejdspladsens egne mure, gøres til genstand for forskning.

Denne interne ytringsfrihed er formelt set væsentligt ringere beskyttet end den eksterne. Det kan som lærer være vanskeligere at kritisere skolen internt bag lukkede døre end åbent ud af huset, for internt kan man nemt risikere at komme i konflikt med ledelsesretten.  Det er en decideret demokratisk svaghed ved systemet, for holdes kritikken internt, er det mindre vidtgående, end at gå i offentligheden med kritikken.  Men ledelsesretten skal man for tiden ikke komme i karambolage med.  De dårlige skoleledere våger krampagtigt over den, som nyfrelste hellige over Bibelens ord.

Retten til at ytre sig ud af huset er paradoksalt nok mere beskyttet – dels gennem grundloven, dels gennem justitsministreriets ”Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed”. Paradoksalt, fordi det i justitsministeriets vejledning nævnes, at det (i særlige situationer) kan være mest hensigtsmæssigt at rejse en kritik ”via de interne systemer”, før man som medarbejder rejser kritik gennem offentlige medier.

EN ARBEJDSPLADSKULTUR DER AFSKYR KRITIK

Samlet set giver det empiriske materiale i ”Afvæbnet kritik” i form af lederes svar på kritik fra medarbejdere, sætninger, der i bogen fylder 20 sider, et billede af ”en kultur, der afskyr kritik, en utålmodig og i flere tilfælde grov og intimiderende kultur,” skriver Willig.

De mange ledersvar på kritiske udsagn fra de professionsansatte bæres ifølge Willig frem af ”et manipulerende, utålmodigt sprog, et magtfuldkomment sprog, der instrumentelt gør den, der ytrer sig kritisk, til genstand for ideologisk bearbejdning.  Kritik afvæbnes nemlig ikke kun, den returneres også, ofte hårdt og brutalt.  Heri består bearbejdningen.  Returneringen producerer frygt og følelser af utilstrækkelighed og den erfaring, at det ikke er hensigtsmæssigt at ytre sig.”

Willig skriver endda, at hans ledende antagelse er, at neoliberalismens egentlige succes består i ”dens særlige evne til at kombinere følelserne frygt og utilstrækkelighed, som degraderer enhver, der så meget som forsøger at sætte spørgsmål ved dette regime.”

Antagelsen forsøges verificeret gennem systematisering og fortolkning af de mange indsamlede ledersvar.

Den første sætning, som Willig griber fat i er denne: ”Det, du siger dér, hører til på de bageste rækker.”  Den og mange andre svar på kritik kan ses som statusdevaluerende, skriver han.  Sproget bidrager til at klassificere og stratificere.  Det regulerer og fastsætter grænserne for, hvad der kan eller ikke kan give status.

I flæng kan også nævnes: ”Jeg hører, hvad du siger, men det er ikke min oplevelse,” ”Ja, men det er et vilkår,” ”Du skaber en negativ stemning,” ”Hør lige hvad du siger, du er ikke anerkendende,” ”Det er ikke stenalderen, vi lever i,” De kan få det til at fungere andre steder,” ”Tænk nu i muligheder i stedet for begrænsninger,” ”Hvad kan du bidrage med for at nå målene?” ”Sådan er det, det er min ledelsesret,” ”Men det er kun din oplevelse” ”Du skal lære at finde dig i mere,” ”Du er for emotionelt engageret,” ”Du skaber dårlig stemning på møderne,” ”I har haft jeres fest,” ”Det må da være hårdt for dig at være på en arbejdsplads, hvor du synes, det går så dårligt” og ”Det tror jeg ikke, du mener!”

MARKEDSLIBERALISME MED STATSSUPPORT

Rasmus Willig lægger ikke skjul på, at dynamoen for inddæmningen af kritikken på uddannelsessteder og velfærdsinstitutioner efter hans vurdering er neoliberalismen.

Han skriver, at ”staten har indoptaget de neoliberale fordringer og derfor ikke længere kan ses i opposition til markedet, men også er i stand til at producere og facilitere nye markeder.”

Neoliberalismen er kendetegnet ved at være ”struktureret omkring individuelle konkurrencemål og statuskampe på bekostning af andre og er reduceret til kun at dirigere alle handlinger i retning af at blive mere effektive og udfylde ethvert tomrum, således at de kan bidrage til at reproducere ideen om den totale kapitalisering af enhver tidslig dimension.”

Men den neoliberale politiske ideologi kan ifølge Willig kun opretholde sin nuværende dominans, hvis enhver form for kritik neutraliseres eller afvæbnes.  Kritik ses som gift mod den entreprenante ånd.  Afvæbningen sker gennem en række teknikker, som er velbeskrevet i bogen. ”Det neoliberale svar på kritik har den særlige egenskab, at det afpatruljerer grænser for adfærd,” skriver han.

Neoliberalismen legitimerer forandringsprocesser gennem evidensforskning, men Rasmus Willig kritiserer brugen af denne, fordi den har ”et naturvidenskabeligt islæt, som umiddelbart ikke er anvendligt i samfundsvidenskaberne, der ikke på samme måde kan levere konkrete beviser for, hvad der virker.  Samfundsvidenskaberne tilhører tværtimod fortolkningsvidenskaberne, og derfor virker svarene falske.”

Med den indbyggede samfundsforståelse gaber forfatteren over meget.  Samfundskritikken er skitseagtig og selvfølgelig langt fra udtømmende.  Hovedærindet er et andet. Det er de detaljerede beskrivelser og vurderinger af neoliberalismens teknikker, dens sprog og måden hvorpå den internaliseres i medarbejderen. Den skitseagtige tegning af neoliberalismen tjener som forklaring på, at den er en altomfattende ideologi, der gennemsyrer kulturen og sproget. 

DEN OMVENDTE VERDEN

Noget af det stærkeste i Willigs bog er beskrivelsen af fleksismens teknikker til afmontering af kritik. Flexisme er et begreb, som er karakteriseret ved vilkårlighed i ansættelsen, magtudøvelse gennem et sprog, der afvæbner, parkerer og returnerer kritiske ytringer og frygt for sanktioner og repressalier.

Der er sket en besynderlig omvæltning, skriver Willig i ét af de mest spændende afsnit.  ”Det er ikke længere professionerne og befolkningen, som stiller kritiske spørgsmål til den måde, der bliver styret på, men staten, der stiller spørgsmål om, hvorvidt både professionerne og befolkningen kan styre sig selv og blive mere effektive.  Der er tale om styringsteknikker til selvstyring.”

Willig beskriver, hvordan selvet spaltes i to. Selv 1 er den, jeg er, selv 2 er den, jeg bør være, og nu begynder arbejdet med at udvikle selv 1 i forhold til denne ideologiske tvangsfordring.

Styringsteknikkerne er ikke alene ”kolde teknikker”, men suppleres af ”varme teknikker” såsom supervision, coaching, vejledning og medarbejderudviklingssamtaler.

Stærkt er også afsnittet om falske dikotomier, hvor Willig taler om ”apardheidspsykologi og psykologisk adskillelse”, når der opstilles en modsætning mellem at være positiv og negativ.  Det er tydeligt, at de negative er dem, der har udtrykt sig kritisk og har lavstatus, hvorimod de positive er dem, man gerne vil have flere af.

Flere af ledelsessvarene opererer med en adskillelse mellem de negative og de positive.  Men ikke alene det.  De opererer også med en smittebærerteori.  Det er bedst at holde sig væk fra de negative for ikke at blive inficeret.

Som én, der af skolelederen og kommunen har fået en tjenstlig advarsel for ”negativ adfærd og negativ attitude” og således har papir på det, er denne ledelsesstrategi nemt genkendelig for mig. Den er virkelig. ”Negativ ledelsesreaktion” er en del af styringen.  Formålet er at installere selvkritik og selvcensur i medarbejderne. Også smittebærerteorien er et retorisk trick.  Selv blev jeg ved den tjenstlige samtale, der førte til, at jeg blev tildelt en advarsel, beskyldt for at opildne kollegerne. Man siger som regel noget på møderne for at påvirke andre, hvilket er en legitim, demokratisk disciplin. Men ligefrem opildne! Man må i hvert fald forstå, at det ikke er gangbart.

HURTIGE FORANDRINGER OG ROBUSTHED

Et andet ledelsestrick er at rangordne og statusstratificere værdien af følelser på arbejdspladsen.  Rasmus Willig opstiller en liste med tilstedelige og statusgivende (korrekte) følelser og egenskaber udledt af det empiriske materiale: fleksibel, omstillingsparat, forandringsparat, konstruktiv, realistisk, fremadrettet, inkluderende, løsningsorienteret, positiv osv.  Tilsvarende er nogle af de negative: ufleksibel, illoyal, kritisk, ulydig, under afvikling, for emotionelt engageret, tilbageskuende, overambitiøs, stresset, tung, mavesur, bagstræberisk, skinger, overgearet, udbrændt.

De seneste år har begrebet robusthed (resiliens) som personlig egenskab vundet en særlig status på arbejdsmarkedet i hele den vestlige verden.  Det efterspørges efterhånden i alle stillingsannoncer.  Bag erhvervslivets nye yndlingsord gemmer sig en markant forandring i selve synet på det enkelte menneskes plads i fællesskabet og på værdien af den kritiske tænkning, siger Rasmus Willig.  Den enkelte medarbejder skal ikke gøre sig håb om at kunne ændre arbejdspladsen eller samfundet.  Kritik er ikke velset, og den nytter ikke noget.

Noget, som alle offentligt ansatte har oplevet, er den stakåndethed og hekticitet, der præger neoliberalismens forandringsprocesser.  Rasmus Willig hævder plausibelt, at det er en del af den neoliberale strategi.

”Forudsætningen for at formulere og ytre en kritik er en stabil erfaringsdannelse, men sprogets acceleration sætter enhver erfaring under pres, da fænomener knap nok når at forme sig, endsige bundfælde sig, før de bliver erstattet af nye.”

Det er godt set!

RAMMER EN NERVE OG VIRKER FRIGØRENDE

Det helt specielle ved ”Afvæbnet kritik” er, at Rasmus Willig bruger sproget i form af udsagn som udgangspunkt for sin samfundsanalyse og -kritik.  Derfor også indledningscitatet af filologen Victor Klemperer: ”Ord kan virke som bitte små doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel.”

Bogens store styrke og attraktion er, at den meget præcist beskriver og tilbyder en forklaring med tilhørende begreber på det fænomen, som mange offentligt ansatte oplever.  Kritik vendes mod kritikeren selv.  Strukturelle problemer individualiseres. Medarbejdere rammes af følelsen af utilstrækkelighed og frygt. 

”Afvæbnet kritik” er kort tid efter sin udgivelse helt usædvanligt blevet et faglitterært hit hos boghandlerne. Den ligger nr. 1 på Saxos bestsellerliste! Det er ret godt for en bog med et potentielt abstrakt emne i et rimelig tørt, sociologisk perspektiv skrevet til en forholdsvis snæver målgruppe.  Det viser sammen med den stærke omtale, bogen har fået, at det stadig kan lade sig gøre at sætte en dagsorden for en offentlig debat, selv om udgangspunktet ikke er mainstream markedsliberalisme og konkurrencestat.  Ligesom Svend Brinkmann gjorde det med ”Stå fast”.  Og før ham ledelsesforskeren Christian Ørsted med bestselleren ”Livsfarlig ledelse”.

Det viser også, at forskere på trods af, at de selv er underlagt dynamikken i det offentlige, ikke alene er overladt til at betjene myndigheder og erhvervsliv.

Rasmus Willig har simpelthen ramt en nerve hos de store grupper af professionsudøvere, lærere, pædagoger, sygeplejersker, politibetjente, og socialrådgivere.  Bogens indhold gør de offentlige ansattes – herunder lærernes – individuelle oplevelser til almene erfaringer, og giver den subjektive oplevelse af uretfærdighed og utilstrækkelighed et troværdigt fundament og en mulig platform for politisk forandring. 

Forklaringen på bogens succes er formentlig, at det er en lettelse for mange læsere at få almengjort og dokumenteret deres hverdagserfaringer gennem et indhold, der virker afdækkende og frigørende.  Læsningen af bogen kan lette og åbne for indestængte følelser.  For den enkelte kan indholdet bekræfte, at læseren ikke er alene, at det ikke nødvendigvis er hans eller hendes virkelighedsopfattelse, det er galt med.  At bogen kan have den psykologiske virkning fremgår af flere Facebookopdateringer. 

Siden Bjarne Corydon på Grundtvigs Højskole sagde: ”Jeg tror på konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat,” har der været meget kritik af den neoliberale ideologi, der kendetegnes af en ny statsopfattelse, som understøtter markedet, så vi får en slags markedssstat med statssupport.  Men blandt offentligt ansatte er den tavse kritik massiv.  Det ved enhver, der selv er offentligt ansat.  Men tavs, fordi en stor del af kritikken aldrig kommer til udtryk.

60% af de offentlige ansatte mener nemlig ifølge en splinterny FTF-undersøgelse, at det kan få negative konsekvenser for dem, hvis de kritiserer deres arbejdsplads offentligt. 

Det gælder ikke mindst lærere, selv om skolen ikke alene er en velfærdsforanstaltning eller et økonomisk redskab for staten, men en kulturinstitution, et arnested for demokratiet og et skrøbeligt fristed for elevers erkendelse og erfaringer med sig selv i deres omverden.