Ungeråd KBH skal sikre, at unge har medindflydelse på udviklingen i Københavns Kommune og er, via samarbejdet med de københavnske politikere, med til at kvalificere politiske beslutninger. Ungerådet består af 35 medlemmer og 15 suppleanter.
Valget til Ungeråd KBH er alle københavnske unges mulighed for at få indflydelse på byens udvikling. For de københavnske lærere er valget desuden en god mulighed for at sætte fokus på demokrati og indflydelse.
”Det er vigtigt, at der bliver sat fokus på valget til Ungerådet i København. Vi unge er fremtiden og vores meninger bør derfor tages alvorligt, når der træffes beslutninger,” siger Marie Greve, som er kandidat til Ungeråd KBH.
”På alle de københavnske skoler bør man, efter min mening, benytte valget til at arbejde med unges muligheder for at få indflydelse gennem demokratiske processer”.
Marie Greve er 13 år. Hun går på Vigerslev Allés Skole, og hun vil være at finde på kandidatlisten, når de københavnske unge kan afgive deres stemmer til september.
Der skal være plads til mere natur i København
”Hvis de københavnske skoler, i kvalitetsrapporten, skulle angive, hvordan der blev arbejdet med valget til Ungeråd KBH, kunne det medvirke til at øge interessen og stemmeprocenten. I Aarhus har de allerede gjort det. Det er vigtigt, at skolerne medvirker til at sikre en høj stemmeprocent,” siger Marie Greve, der har flere mærkesager på hjerte:
”Jeg synes, at der skal plantes meget mere grønt i København. Hvis man har mere grønt og mere natur at se på, har man også mere lyst til at bevæge sig udendørs. Jeg kunne også godt tænke mig flere lettilgængelige og billige kulturtilbud til unge. Kulturtilbud, som man både kan opleve og samtidig være med til at skabe. En form for Street Art.”
Det er Marie Greves oplevelse, at de voksne politikere på Københavns Rådhus tager de unge i Ungeråd KBH alvorligt:
”Jeg synes faktisk, at politikerne lytter til os, at de er villige til at give os indflydelse. Corona har desværre også sat sit aftryk på vores arbejde i år, hvilket blandt andet har betydet, at et planlagt Spoken Word event, hvor digtere kunne fremføre deres digte, måtte aflyses. Eventet skulle have sat fokus på minoriteter,” siger Marie Greve.
Sæt fokus på indflydelse og demokrati
Ungerådet holder møde hver anden onsdag og kan anmode om at få behandlet forslag politisk. Derudover bliver ungerådet hørt i forbindelse med større sager. For at sikre en ungdomsvinkel på udvalgte emner og områder, inviterer politikere af og til rådets medlemmer til møder.
”Jeg håber, at mange lærere og elever vil benytte ungerådsvalget til at sætte fokus på indflydelse og demokratiske processer. Derudover er det mit håb, at mange vil stemme til valget i september,” siger Marie Greve.
På Ungeråd KBH’s hjemmeside, www.ungeraad.kk.dk, er der et undervisningsforløb på 4-5 lektioner, som alle lærere frit kan benytte. På hjemmesiden kan man læse meget mere om ungerådet og ungerådsvalg 2020. Kandidater skal anmelde deres kandidatur inden 7. september, og selve valget foregår i perioden fra 10. september til 23. september.
Følg ungerådet på Instagram og Facebook.
______
Torben Fleckner er lærer og TR-suppleant på Øresundsskolen og er ny freelancejournalist for KLFnet.dk.
Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere