I podcastserien, som er for alle, der interesserer sig for psykologi, pædagogik og børneliv, har Rasmus Alenkær inviteret en række af landets dygtigste fagfolk som gæster. Afsnittet med Katrine Fylking omhandler det nye børnesyn, ny lovgivning om fysisk indgriben og lærernes mulighed for at lykkes med god undervisning.
Om det Nye Børnesyn siger Katrine Fylking siger bl.a.:
”Vi har jo ikke lavet andet de seneste 15 år end at forsøge at skabe en folkeskole, hvor så mange elever som muligt kunne trives. I Københavns Kommune hed det f.eks. ”Plads til Forskellighed”, indtil vi nu fik ”Mangfoldige Børnefællesskaber”, og en dag får vi sikkert noget andet. Og nogle steder med målsætninger, som er heftigere end inklusionsloven i 2012. Hvordan kan man forsvare det? Jo, man indfører et nyt børnesyn.”
”Det er jo et børnesyn, der kommer fra en forvaltning, og som er blevet lagt ud på skolerne. Lærerne har ikke været en del af udviklingen af et nyt børnesyn. Og derfor vil det være meget svært at få forankret det i praksis.”
”Man ser den bevægelse i hele landet, at nu er der for mange elever, der er visiteret til specialundervisning, nu skal de tilbage, vi vil have dem ind i den almene undervisning. Og det er det, der fylder allermest for mine medlemmer. De fortæller, at de alligevel nu har elever i klassen, som fortjener et helt andet skoletilbud. Det handler om, at man skal have nogle ressourcer, og det handler om at respektere lærernes faglige vurderinger og sige OK, der er de her vurderinger – den elev har brug for mere støtte eller et andet skoletilbud.”
”Det, der bliver efterspurgt, det er langt hurtigere hjælp. Lærerne ved jo ofte godt, hvad det er, der skal til. Mange af de lærere har jo været lærere i 20 eller 30 år. De har så meget erfaring i at vurdere, hvad det er, der skal til. Og det er utroligt svært at være i, hvis man godt ved, hvad der skal til, og man så bliver sat i en venteposition”.
Du kan høre hele podcastserien med Rasmus Alenkær her.
https://www.alenkaer.dk/brnepsykologi/2026/1/2/95-katrine-fylking-vil-have-arbejdsro
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.

Vær den første til at kommentere