Katrine Fylkings tale 1. maj, Fælledparken 2024

I sidste uge fejrede vi store bededag, og nogle af os spiste sikkert også varme hveder, som der er tradition for. For første gang siden 1686 var store bededag ikke en helligdag, men en helt almindelig arbejdsdag for alle lønmodtagere.

Sidste år besluttede regeringen nemlig at afskaffe store bededag som helligdag for dermed at sætte alle lønmodtageres samlede arbejdstid op med en arbejdsdag om året. På grund af krigen i Ukraine, sagde man. Og alligevel var der så også råderum til skattelettelser.

Der var tale om et helt uhørt regeringsindgreb i forhold, som vi normalt – som en central del af den danske model – aftaler mellem arbejdsmarkedets parter. Det virker helt absurd, at vi i tiåret for lærerlockouten og regeringens indgreb i form af lov 409 igen skulle opleve en socialdemokratisk ledet regering, som ikke anerkender værdien af den danske model og i stedet trumfer forringelser for arbejdstagerne igennem med et flertal i folketinget. Jeg har kaldt det en svinestreg, og det mener jeg! Hvornår, hvordan og hvor meget vi er på arbejde, det er noget arbejdsmarkedets parter har forhandlet i mere end 100 år. Skal regeringen pludselig ind og lovgive om det? Gu’ skal de da ej!

--

Men der er desværre ikke tale om en enkelt undtagelse eller en svipser fra regeringens side. Det så vi i optakten til OK-forhandlingerne. Her gik man på forhånd ind i de såkaldte ”trepartsforhandlinger” med en pose penge til udvalgte faggrupper. Officielt på områder, hvor der er rekrutteringsproblemer. Men hvad så med lærerfaget – hvad med underviserne? Her i København mangler op mod hver tredje, som underviser i folkeskolen, en læreruddannelse. Det tør jeg godt betegne som et rekrutteringsproblem. Alligevel var det andre faggrupper, som nød godt af regeringens almisser.

Tag ikke fejl: Jeg under både sosu’er og pædagoger og andre hårdtarbejdende lavtlønsgrupper rimelige arbejdsforhold og mere i løn. Der har været brug for et lønløft! Men vi må og skal holde fast i, at på det danske arbejdsmarked er løn og arbejdsvilkår noget, der aftales mellem parterne. Det er den model, der har sikret os fremgang og medindflydelse på arbejdsmarkedet – og sikrer os aftalte forhold, som alle tager et fælles ansvar for.

Hvis regeringen igen og igen fristes til lovgive om vores overenskomstforhold, ender vi meget hurtigt med, at det bliver alles kamp mod alle. Det er der ingen, som kan være tjent med. Den måde, regeringen optrådte på med sin trepartsaftale, kan nærmest sammenlignes med en elefant i en glasbutik. Det krævede al vores goodwill og al vores opsparede tillid faggrupperne imellem at forhindre porcelænet i at falde på gulvet. Det var et benspænd for vores OK-forhandlinger og var IKKE det, vi havde brug for. Derfor, kære regering og kære socialdemokrati: Hold fingrene fra den danske model.

--

Det lykkedes faktisk at lande en overenskomstaftale, som et meget stort flertal af vores medlemmer kunne se sig selv i. Stor ros til vores forhandlere, for det var ikke en nem opgave efter flere år med høj inflation og en udhulet realløn. Selvom vi ikke får indhentet hele vores reallønstab, kommer vi et godt stykke i den kommende OK-periode på to år. Og vi har mulighed for genforhandling i perioden, hvis lønningerne på det private arbejdsmarked udvikler sig anderledes end hos os.

Selvom jeg samlet set anbefalede et JA til overenskomsten, så er der også dele af aftalen, jeg synes er problematiske. Det gælder først og fremmest indtræden i den ”kommunale kompetencefond”. Jeg er helt med på, at vi skal have styrket medlemmernes muligheder for kompetenceudvikling, men jeg har den grundlæggende holdning, at det ikke alene skal være vores egne lønmidler, som finansierer det. Vi må i den kommende OK-periode have et skarpt øje på, at den nye kompetencefond ikke kommer til at betyde, at arbejdsgiverne skruer ned på de i forvejen sparsomme ressourcer til uddannelse af vores medlemmer. Det må aldrig blive sådan, at vi ender med at betale vores efteruddannelse alene med vores egne lønkroner.

--

For mig handler den danske model om meget andet end overenskomster. Jeg tror grundlæggende på fælles forhandlinger og fælles løsninger. Vi skal som fagforening være med alle de steder, hvor der træffes beslutninger, som har betydning for vores medlemmers daglige arbejdsvilkår. Ethvert skridt i den rigtige retning er værd at kæmpe for.

I Sammen om Skolen har vores forening gennem flere år siddet med ved bordet sammen med folketingets politiske partier og andre parter for at finde løsninger på folkeskolens udfordringer. Og nej, man får det ikke altid helt, som man gerne vil. Der er dele af aftalen, som jeg er meget imod, men jeg kan faktisk genkende nogle af vores synspunkter i den aftale om udvikling af folkeskolen, som blev indgået af forligspartierne her i foråret. Ikke mindst når det handler om at skære ned på den centrale kontrol med mål og styring i fagene – og give mere frihed tilbage til os som fagprofessionelle. I forhold til os, som oplever folkeskolens tilstand i hverdagen, så opleves det som om, at det går langsomt med de forandringer. Det forstår jeg godt.

For mig at se ligger folkeskolens grundlæggende problem et andet sted.

Vi har et folketing, som mener, at folkeskolen er vigtig for vores samfund. Tak for det. Vi har nogle politikere, som mener, at folkeskolen kan og skal løse mange af samfundets problemer. Tak for det. Man har kort sagt kæmpe ambitioner og planer for folkeskolen. Tak også for det.

Men man vil bare ikke betale det, det koster.

Regeringens folkeskoleudspil indeholder en lang række nye tiltag, men absolut ingen finansiering. Når nu skoledagen bliver lidt kortere, så kan det vel betale gildet, mener man. Regeringen glemmer bare, at en stor del af pengene vil blive brugt på længere fritidstilbud. Og at skoledagene i øvrigt allerede er blev gjort kortere rigtig mange steder. Der er simpelthen ingen penge at hente – tværtimod. Og nej, man kan ikke bruge pengene to gange! Børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye, har da også erkendt, at der mangler mindst en mia. i folkeskoleaftalen.

I sidste uge skrev jeg sammen med mine kolleger som lærerformænd, rådmænd og borgmestre fra København, Aahus og Odense et fælles brev til folketingets politikere, hvor vi sammen kommer med et opråb om problemerne. Vores budskab er: Vi kan ikke løse folkeskolens kæmpe udfordringer med den nuværende finansiering. Det er bemærkelsesværdigt, at de tre socialdemokratiske borgmestre fra landets tre største kommuner nu går sammen med os fra fagbevægelsen, og det viser med al tydelighed, at det er alvor. Nu må politikerne træde i karakter: Folkeskolen har brug for flere ressourcer, ellers kan vi ikke løfte vores vigtige opgave. Mattias Tesfaye har besvaret vores henvendelse med en opfordring til, at vi samarbejder. Der er godt nok langt fra Christiansborg til skolernes hverdag!

..

Her i København oplever vi, hvordan den pressede økonomi på folkeskoleområdet får vores lokale politikere til at tage drastiske metoder i brug. Vi ved allerede, at der inden sommerferien vil komme forslag om, at en stor del af de elever, der i dag modtager specialundervisning, skal tilbage i almenundervisningen. År efter år har vi råbt op om, at besparelserne i folkeskolen gør det sværere for os at undervise elever, som har særlige behov. Det kræver flere lærerkræfter, det kræver bedre forberedelse, og det kræver mere tid den enkelte elev. Det kræver kort sagt, at man investerer i folkeskolen i stedet for at spare.

Desværre ser det ud til, at politikernes bud på en løsning bliver noget helt andet. Nemlig et procent-tal for, hvor mange elever, der må modtage specialundervisning. Synes I det lyder bekendt? Det synes jeg. Tilbage i 2012 blev der vedtaget en såkaldt inklusionslov, som satte mål for, hvor mange elever, der kunne henvises til specialiserede tilbud. Som vi alle ved, blev man meget hurtigt nødt til at droppe ambitionerne. Procenttal i en lov har simpelthen intet at gøre med den virkelighed, vi står med i folkeskolen.

Vi må holde fast i, at folkeskolen skal have tilbud om undervisning til alle børn. Og at det er det enkelte barns situation, der afgør, hvordan det undervisningstilbud skal se ud. Ikke procenttal i et regneark. Vi må aldrig acceptere, at der er elever i folkeskolen, som bliver tabt og sat uden for fællesskabet. Det risikerer at få negative konsekvenser for resten af deres liv. Og det er i øvrigt en meget dyr løsning for samfundet.

Vores folkeskole har i mere end 200 år været en bærende kraft i det danske samfund. Skolen har været med til at sikre os et velhavende samfund med lighed og demokrati. Et samfund med plads til alle – også dem, der har behov for en ekstra hånd for at være med i fællesskabet. Det er værdier, der gør os stolte over vores eget samfund, når vi kigger os omkring i verden. Og det er jo også grundlæggende de værdier, vi hylder, når vi samles her i Fælledparken. Troen på lighed og demokrati. Og troen på, at alle har ret til at være en del af fællesskabet.

Jeg vil kæmpe for at styrke de vigtige fællesskaber i vores samfund. I folkeskolen og i fagbevægelsen. Det er de fællesskaber, der er rygraden i vores demokrati. Det er ikke fællesskaber, som er kommet af sig selv. Vi skal respektere dem. Vi skal investere i dem. Vi skal værne om dem. Vi skal kæmpe for dem. Det er på de fællesskaber, vi skal bygge fremtidens samfund. God 1. maj.