KLF-debat på Folkemødet: Politikerne stillede spørgsmålene – lærerne gav svarene

Katrine Fylking, forperson for Københavns Lærerforening, satte rammen for debatten med en række tal på folkeskoleområdet. Bl.a. at 30 % af lærerne i Københavns Kommune ikke har en læreruddannelse, og at 57 % har overvejet at forlade folkeskolen inden for det seneste år.

Politikerne Rasmus Steenberger (SF), Yildiz Akdogan (S) og Louise Theilade Thomsen (V) fra Børne- og Ungdomsudvalget i København præsenterede deres dilemmaer, og lærerpanelet: Kathrine Kristensen (Skolen i Sydhavnen), Jack Holmsted (Engskolen), Kira Schilfer (Sortedamskolen), Sarah Thylgård Johansen (Skolen på Strandboulevarden), kom med gode og spændende svar på politikernes udfordringer, forankret i lærernes hverdag.

Hvad overser politikerne?

Det første dilemma var fra Yildiz Akdogan (S): Hvad er det vigtigste, vi som politikere overser? Hvis målet er både at styrke inklusionen, mindske mistrivsel og fastholde høj faglighed i folkeskolen – hvad er så de vigtigste greb i klasselokalerne?

For Sarah Thylgård Johansen var tempoet i de forandringer, der rammer skolerne, noget af det vigtigste.

”På skolerne oplever vi, at det går hurtigere, end jeg tror, I oplever på rådhuset. Allerede nu bliver lærerne rykket rundt, og eleverne bliver flyttet. Derfor er det vigtigt, at vi ikke går for hurtigt frem,” sagde hun.

Hun pegede samtidig på behovet for løbende tilbagemeldinger fra skolerne, så processer kan justeres undervejs. Politikerne kan blandt andet få viden gennem KLF’s bestyrelse, lød det.

Fra lærerpanelet blev der også efterlyst mere tillid til lærerne og skolelederne.

”Vi har mange tvungne opgaver på skolerne med notater i Meebook og kurser i noget, vi måske allerede har været igennem. Stol på, at vi og skolelederne ved, hvad der er bedst for undervisningen og eleverne,” lød det fra Kathrine Kristensen.

Hvordan kan vi undgå langvarigt skolefravær og alvorlig mistrivsel?

Rasmus Steenberger (SF) spurgte, hvordan politikere, lærere og skoler kan hjælpes ad, så flere børn får tidlig støtte og hjælp, før udfordringerne udvikler sig til langvarigt skolefravær og alvorlig mistrivsel.

Kira Schilfer pegede på behovet for større faglig autonomi.

”Jeg savner allermest autonomi og mulighed for at gøre tingene på forskellige måder. Og så mangler jeg efteruddannelse. Jeg er jo ikke psykolog,” sagde hun og fortsatte:

”Men jeg synes også, vi skal have mindre fokus på elevernes indre liv og mere fokus på, hvordan vi skaber trivsel gennem fællesskab, faglighed og undervisning.”

Kathrine Kristensen fremhævede de fysiske rammer og klassestørrelser som helt centrale.

”Vi skal undgå at lave kæmpeskoler. Det er utrygt for eleverne. Vi er pressede på lokaler i København, men ’flekslokaler’, hvor eleverne ikke har et fast lokale, er helt urealistisk. Og 28 elever i en 5. klasse er absurd mange. Hvis vi havde 20-21 elever i klassen, ville færre få skolefravær,” sagde hun.

Jack Holmsted pegede på behovet for bedre sammenhæng mellem almen- og specialområdet.

”Vi skal sikre et tættere samarbejde mellem almen- og specialskoler og mellem de forskellige forvaltninger, så viden ikke går tabt,” sagde han.

Hensyn til fællesskabet og hensynet til den enkelte elev

Louise Theilade Thomsen (V) rejste et andet vigtigt dilemma: Hvad bør læreren gøre, når hensynet til den enkelte elev og hensynet til klassens fællesskab trækker i hver sin retning?

For lærerpanelet lød det:

”Rammerne er ikke til, at vi kan gøre det optimalt for alle hele tiden. Det skal vi acceptere som lærere – og være ærlige omkring, når vi taler med forældrene.”

Og så var de enige om, at fællesskabet var afgørende. For den enkelte elev bliver løftet af fællesskabet. Det betyder naturligvis ikke, at lærerne skal overse den enkelte elev.

”Et godt fællesskab er afgørende. Hvis der er en eller to elever, hvor det igen og igen går ud over fællesskabet, så er det de forkerte rammer, vi er blevet givet,” sagde Sarah Thylgård Johansen.

Flere i panelet fremhævede tolærerordningen som et konkret greb, der gør en mærkbar forskel i hverdagen.

Flere i panelet fremhævede tolærerordningen som et konkret greb, der gør en mærkbar forskel i hverdagen.

”Tolærerordningen er fantastisk. Den betyder, at vi kan dele os op og fokusere på forskellige områder i timen,” sagde Kathrine Kristensen.

Jack Holmsted mindede samtidig om, at trivsel og faglighed ikke kan skilles ad.

”Vi skal huske, at trivsel og faglighed ikke er uafhængige af hinanden, men gensidigt afhængige,” sagde han.

Hvordan får vi viden fra skolerne til politikerne?

Afslutningsvis stillede Katrine Fylking et fælles spørgsmål sammen med politikerne til lærerpanelet og deltagerne i debatten: Hvordan får vi viden fra skolerne til politikerne?

Svarene pegede på mere dialog og tættere kontakt til skolernes hverdag. KLF’s bestyrelse har fingeren på pulsen, lød det, og politikerne blev opfordret til at holde jævnlige kaffemøder med Københavns Lærerforening, besøge TR-møder, deltage i uformelle arrangementer, møde skolebestyrelserne og komme ud på skolerne.

Katrine Fylking pegede også selv på, at et enkelt pædagogisk rådsmøde om året ikke er meget.

”Der er nødt til at være flere kollektive møder og demokratiske rum, hvor lærerne kan udvikle skolen i fællesskab og melde ind til politikerne i udvalget,” sagde hun.

Tak til politikere, lærerpanel og de mange fremmødte for en god og spændende debat.