KLF skal kæmpe for fem timers forberedelse i hjemmet

Redigeret 5. oktober kl. 17.50: I artiklens rubrik fremgik det, at resolutionsforslaget fra Gasværksvejens Skole indeholdt ordene 'kæmpe for' istedet for retteligt 'arbejde på' (...at skolernes lærere får mulighed for at arbejde 5 timer hjemme, om ugen.) Dette er nu rettet. At artiklens overskrift fortsat lyder: 'KLF skal kæmpe for...', henviser til formandens afsluttende kommentarer om det arbejde, der venter forude. Redaktør Jan Klint Poulsen.  

Der skal ledes længe i arkiverne for at opspore en debat på Københavns Lærerforenings generalforsamling på højde med den, der i går kunne opleves. Det var Gasværksvejens Skole, der havde stillet resolutionsforslaget om, at lærerforeningen skal arbejde for en aftale med kommunen, så lærerne fremover kan placere fem timers forberedelse om ugen, hvor de vil. 

Dorte Meyer fra skolen præsenterede forslaget: 

”Vi ser det som en mulighed for at forbedre arbejdsforholdene. Allerhelst ville vi have et max på undervisningstimetallet eller egne kontorer med ro til forberedelse. Men det sker jo ikke. Derfor er den hurtigste og nemmeste vej til en bedre hverdag at åbne for, at man kan få nogle timer med hjem til forberedelse.”

Hun påpegede, at lærere har ligeså forskellige læringsstile som eleverne. Nogle kan forberede sig på banegården, mens andre har bedst af at sidde på et tæppe i et sofahjørne for at lave god forberedelse. 

”Der er ingen tvivl om, at mange trives med fuld tilstedeværelse, og at man har fri, når man går hjem. Men der er også dem, der ikke er gode til at bruge den sparsomme forberedelsestid, vi har, effektivt på skolen, så det fylder enormt meget for dem hjemme”, sagde Dorte Meyer og fortsatte:

”Mange kommuner har lavet lokalaftaler. Det har givet de uens arbejdsforhold, vi frygtede i 2013. Men hvis vi kan give lærerne en bedre hverdag, så skal vi det. Vores helbred skal ikke sættes på spil for at holde fanen højt”.

Modstand: Forslaget kan føre til det grænseløse arbejde

Herefter fulgte en lang debat om forslaget, som fik rigtig mange lærere og bestyrelsesmedlemmer lokket til talerstolen. Det er nemlig på ingen måde entydigt godt at kunne tage forberedelsen med hjem, mente flere.

”Jeg er ikke i tvivl om, I har de bedste intentioner med forslaget. Men fem timer derhjemme kan hurtigt blive til syv eller ti eller flere. Skal vi nu være villige til at løse KLs problem med den ufinansierede reform, ved at vi overarbejder?” spurgte Kirsten Kubstrup fra katrinedals Skole, og fortsatte:

”Vi får jo ikke mere tid, fordi vi arbejder hjemme. Det her kan føre til gratis arbejde. Løsningen er ikke at tage arbejdet med hjem, men at få færre lektioner og forberedelse i sammenhængende blokke. Vi ønsker det bedste for skolen, fagligheden og trivslen, men det her vil være en lappeløsning.”

Hun mente, at alle har ret til et arbejdsmiljø, hvor man kan udføre sit hverv. Men det er et spørgsmål om vilje og tid, før det er en realitet, sagde hun. Derfor anbefalede hun på det kraftigste, at der skulle stemmes nej til forslaget og i stedet arbejdes for bedre vilkår under fuld tilstedeværelse på skolen.

Gør ikke vores arbejde usynligt igen

Den holdning bakkede blandt andre Line Baadsgaard fra Skolen på Islands Brygge op om. Hun kaldte forslaget ’at tisse i bukserne for at holde varmen’, fordi det ikke fjerner problemerne med den manglende forberedelsestid eller for mange undervisningslektioner. Og hun advarede imod, at det her kan fritage KL fra kravet om at lave ordentlige arbejdspladser på skolerne.

”Hvis arbejdsforholdene er på plads både fysisk og psykisk, vil jeg meget gerne være med til at diskutere det her igen. Men jeg tror ikke, vi er der endnu,” sagde Line Baadsgaard. 

Også Marianne Juul fra Kirsebærhavens Skole var imod forslaget:

”Jeg er også bekymret for det grænseløse arbejde. Og her er det vigtigt at se på, hvorfor vi står i denne situation. Hvad bragte os til, at politikerne mente, de havde opbakning i befolkningen til at gennemføre Lov 409? Det var, at den brede befolkning havde en opfattelse af, at lærerne ikke arbejdede ret meget,” sagde hun og fortsatte:

”Vores arbejde var usynligt. Vi lignende, at vi altid havde tidligt fri og lange ferier. Er vi i gang med at gøre det samme igen? Tage arbejdet med hjem og gøre det usynligt? Nu kan de i det mindste se, vi arbejder helt vildt og ikke kan nå opgaverne. Derfor mener jeg, vi skal blive på arbejdspladserne.”

Kæmp kampen for bedre vilkår og sig fra

Fra flere kanter lød det også, at der er vigtigere vilkår at kæmpe for, end at man kan tage arbejdet med hjem. Johan Elkjær fra Blågård Skole mente, KLF hellere skulle arbejde for et loft for undervisningstimerne, sammenhængende forberedelsestid og en fyldestgørende opgaveoversigt.

”Jeg nyder arbejdet rigtig mange dage, men ikke forberedelsen. Jeg vil gerne kunne passe mit arbejde på min arbejdsplads, i stedet for at have frustrationen med hjem. Men vi taler her om det grænseløse arbejde, som om det er noget, der kommer en dag. Det er her jo nu. Vi er ikke beskyttede, hvis vi arbejder hjemme,” sagde han og pointerede:

”Det eneste, der beskytter os mod det grænseløse arbejde, er, hvis vi står sammen om ikke at arbejde mere end det, vi bliver betalt for. Vores forberedelsestid er nøjagtig lige presset, uanset hvor vi lægger den. Min påstand er endda, at det bliver værre, hvis vi sidder hjemme med det.” 

Den holdning delte Peter Jensen fra Christianshavns Skole:

”Det grænseløse arbejde har været der enormt længe. Den store forskel i dag er, at vi før i tiden arbejdede på et tillidsfundament. I dag er tilliden væk. Derfor er vi nødt til at kigge på det kæmpe arbejdspres, vi arbejder under. Med kolleger der græder og går ned med stress. Det er uacceptabelt!”

Til morskab for salen lød det fra Peter Jensen, ’at nu tænker I nok, at han vil sige revolution. Det vil jeg også gerne’. Men spøg til side fastslog Peter Jensen, at det er på tide at sige fra:

”Vi skal kæmpe for vores vilkår. Når lederen siger: ”Du kan da lige nå det”, skal vi svare, at nej, det kan vi ikke, medmindre lederen aflyser noget andet. Vi skal være mere offensive og angribe det horrible sygefraværssystem, som truer folk til at gå på arbejde, selvom de er syge.”

Er det stressen værd at holde fanen højt?

Der var selvfølgelig også en stor gruppe, som talte for forslaget. Og den splittelse, der var i salen om for og imod, opleves også på skolerne, påpegede flere. Line Hultengren fra Tove Ditlevsens Skole fortalte eksempelvis, at der på hendes skole er en cirka 50/50-fordeling mellem lærere, der gerne vil tage arbejdet med hjem, og dem, der gerne vil udføre det på skolen. 

”Netop derfor er jeg glad for, at det her forslag er et kompromis. Ingen ønsker det grænseløsearbejde – men det her er kun én time om dagen, så det er nemt at holde hånd i hanke med tiden og ikke arbejde for meget”, mente hun.

Og så havde hun især én pointe: Er den her sag vigtig nok til, at vi sætter vores helbred på spil?

”Vi har diskuteret meget, om vi skal lade alle de her problemer eksplodere i hænderne på KL eller politikerne. Der er ingen tvivl om, at Lov 409 ’stinker for hårdt’, som mine elever ville sige. Men jeg har ikke i sinde at lave et principielt bål – for dem der brænder på det er os og vores kolleger, som knækker nakken. Vores helbred er aldrig mindre vigtigt end en politisk sag”, sagde hun.

Hun påpegede, at hun godt er klar over, at forslaget ikke redder det hele eller giver mere tid til opgaverne. Men hun mener, det kan hjælpe lidt, så lærerne kan sove bedre om natten, mens de venter på ordentlige vilkår.

Svært at rekruttere med dårlige vilkår

Morten Andersen fra Guldberg Skole, som havde stillet et lignende resolutionsforslag, mente, det er en god ide at give mulighed for en mere samlet forberedelsestid hjemme, hvor man kan fordybe sig uden at blive afbrudt af kolleger, elever, ledere og vikarer. Og det ene udelukker jo ikke det andet, påpegede han:

”Hvis lederen siger, man skal lave det ene og det andet hjemme, så kan man jo bare blive siddende på skolen, så lederen kan se, at man altså ikke kan nå det. Og det er også vigtigt at se på, at vi mangler lærere og har svært ved at rekruttere. Det bliver ikke mindre svært, hvis det her ikke går igennem”. 

Også Johnny Sørensen fra Gasværksvejens Skole var for forslaget med sin pointe om, at lærerne alligevel slæber arbejdet med hjem i dag – i hvert fald i hovedet.

”Det her er ikke svaret på en alt for stor arbejdsopgave. Men det er svaret på, at nogle lærere har det rigtig dårligt med at forberede sig på skolerne med afbrydelser. Vi kan godt tælle til fem. Og vi slæber alligevel arbejdet hjem – i hvert fald i hovedet. De færreste lærere kan lægge det helt fra sig, når de går hjem.” 

Uenighed i KLFs bestyrelse

Også bestyrelsen var splittet over, om forslaget burde vedtages eller ej. Blandt fortalerne for forslaget var blandt andre Jane Pilegaard:

”Vi står som faggruppe med nogle fundamentale problemer, og vi har brug for alle kræfter i den faglige kamp, det kræver at få ændret de åbenlyst urimelige arbejdsforhold. Men det tager tid det her, og imens skal vi ikke bare overleve, men leve. Derfor mener jeg, vi skal imødekomme de kolleger, som mistrives på grund af kravet om fuld tilstedeværelse. Men det kræver, at I registrerer tiden – for fem timer er fem timer,” fastslog hun.

Registrering af tiden var også den helt store pointe fra Janne Riise Hansen, som også støttede forslaget:

”Det her letter ikke arbejdspresset for nogen. Men det kan gøre det lettere for nogen at arbejde. Så man kan åbne intra efter klokken 17 uden at føle, at man gør noget forkert. Jeg tror sagtens, lærerne kan tælle timerne, for ingen ønsker det grænseløse arbejde. Så registrering af tiden er afgørende, hvis dette bliver en realitet.”

Kjell Nilsson opfordrede til, at vi skal være rummelige overfor hinanden. Selvfølgelig skal der være et max på timetallet. Og en OK18, alle har lyst til at stemme for, så lærerne kan slippe ud af maset med alt for mange opgaver, mente han. Men indtil den fælles kamp om de ordentlige vilkår er kæmpet, må vi være rummelige overfor hinandens behov – i en begrænset tidsramme og med tidsregistrering, pointerede han.

Omvendt mente Inge Thomsen, at dette er en rigtig farlig vej at gå:

”Løsningen er ikke at flytte arbejdet hjem. Det bliver der ikke mindre arbejde af. Der følger ikke tid med til krav og forventninger, og der er ikke ordentlige arbejdsforhold på skolerne. Det er problemet, og det her er bare symptombehandling,” sagde hun og fortsatte:

”Hvem bestemmer, hvad der skal være i de timer hjemme? Svækkes kravet om ordentlige arbejdsforhold på skolerne så ikke også? Og er der så forskel på, hvilke lærere man kan ringe op om aftenen eller ej? Jeg tror, vi begynder at arbejde mere gratis.”

Også Nina Boertmann var tydeligt imod:

”Vi har en helt urimelig arbejdssituation. Løsningen er ikke, at vi går hjem og arbejder. Vi har bilag 4 med 15 punkter, der skal overholdes – men det bliver de ikke. Så er kuren da ikke, at vi går hjem og arbejder, hvis arbejdsgiver ikke er i stand til at overholde det, de selv har underskrevet!”, udtrykte hun. Hun mener i stedet, at der skal kæmpes for bedre arbejdsvilkår med grænser for antallet af lektioner, et minimum af forberedelse, ordentlige arbejdspladser og en ordentlig opgaveoversigt.

”Lad os lade være med at løse arbejdsgivers problem ved at gøre det til vores problem. Det løser ikke, at vi ikke har tid til at løse opgaven. Vi er vidensarbejdere presset ind i en lønarbejdermentalitet. Vi tænker på arbejdet, når vi har fri – og det skal vi også. Vi er professionelle og kan håndtere vores arbejde, hvis vi får rimelige rammer”, lød det fra Nina Boertmann.

Usædvanligt tæt afstemning

Formand Jan Trojaborg lukkede debatten med en ros til de mange deltagere for en spændende debat, som ikke er set lignende i en hel del år. Og en opfordring til at stemme for forslaget:

”Det tager rigtig lang tid at kæmpe de her faglige kampe – det kan vi også se fra historien. Det tog 15 år at få A08 efter kommunaliseringen i ’93 og de mange problemer, det førte med sig. Og i Ontario har det taget ti år,” fortalte formanden. Derfor mener han også, der bør tages affære, ’mens vi venter’ på, at kampen kæmpes. 

”Rigtig mange følger ikke forståelsespapiret, og der bliver lavet lokumsaftaler, som ikke kommer frem i lyset, fordi man ikke må gøre sådan. Men mange kan simpelthen ikke holde tanken ud om at gå hjem uden at forberede sig. Så det her er ikke et udsalg. Vi giver ikke op. Der er en ubalance mellem mængden af opgaver og tiden til at løse det, og det ændrer det her ikke på. Men hvor længe skal vi vente på, at det bliver løst?” spurgte Jan Trojaborg og fortsatte:

”Vi kan godt sige, det her er arbejdsgivers ansvar, men vi er nødt til at se på, hvad vi vil gøre i mellemtiden. Så skal vi sige fra? Ja vi skal da! Men der er hjerneflugt fra København, fordi lærerene taget til mere lempelige kommuner. Vi skal også stille andre krav om opgaveoversigter og loft på undervisningen – men det får vi altså ikke lige nu.” 

Resolutionsforslaget kom til afstemning, hvor 92 stemte for og 88 imod. Dermed blev det vedtaget med et snævert flertal. Guldbergskolen, som havde stillet et lignende forslag, trak sit, da Gasværksvejens Skoles forslag blev vedtaget.