Den forudgående høring om en ny skolestruktur for Blågård Skole, hvor udskolingen skulle overgå til Nørrebro Park Skole, viste entydigt manglende lokal opbakning. Derfor blev indstillingen frafaldet.
I stedet anbefalede Børne- og Ungeforvaltningen en indsats, ”hvor der sættes klare mål for skolen og indenfor den eksisterende skolestruktur sker en midlertidig opdeling af skolen i to mindre enheder samt tilføres ekstra ledelsesressourcer m.v., mhp. at genoprette elevernes resultater og arbejdsmiljøet på skolen.”
På mødet i Børne- og Ungdomsudvalget onsdag den 18. juni blev forvaltningens indstilling godkendt uden afstemning.
Det betyder, at Blågård Skole skal opdeles i to afdelinger: en for børnehaveklasse til 3. klasse og en for 4. til 9. klasse. Begge på skolens nuværende adresser.
"Vi støtter op om lokale pejlemærkerne for skolens udvikling og den ekstra ressourceindsats, der nu lægges på Blågård Skole”, siger Katrine Fylking, formand for Københavns Lærerforening. ”For os er det afgørende med gode og bæredygtige rammer for at skabe en god skole og et godt arbejdsmiljø for skolens ansatte.”
Hun siger videre:
”Vi er enige med skolebestyrelsen og er imod en opdeling af skolen. Vi undrer os meget over, at politikerne har valgt at blande sig i skolens organisering og ikke bakke op om skolebestyrelse, forældre og lærere. Der er brug for ro og stabilitet. Ikke flere midlertidige løsninger. Denne organisering kan skabe nogle organisatoriske udfordringer, som kan gøre det sværere for skolen at lykkes, og det er virkelig ærgerligt. At der endnu engang er valgt en midlertidig løsning, er med til at skabe usikkerhed. Det gør ikke noget godt.”
”Jeg forstår godt, at skolebestyrelsen og lærerne står uforstående overfor beslutningen, særligt når man læser de mange høringssvar. Jeg mener, at politikerne havde alle muligheder for at træffe en rigtig god beslutning for Blågård Skole med ejerskab og opbakning. Det er desværre ikke det, de har valgt at gøre.”
Katrine Fylking undrer sig også over, at skolen får to såkaldte TRIO’er. En TRIO er et samarbejde mellem tre funktioner: leder, tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant. Det er en beslutning, der normalt træffes i det såkaldte HovedMED, hvor man bl.a. drøfter emner af generel betydning for arbejdsmiljø og samarbejde.
Hun siger: ”Vi vil naturligvis gå videre med, om det overhovedet er muligt for det politiske udvalg at tage beslutning om antal TRIO’er, når beslutningskompetencen ligger i HovedMED.”
Københavns Lærerforening opfordrer til, at der skabes et tæt og kontinuerligt samarbejde med de faglige organisationer i arbejdet med Blågård Skole.
”Det ved vi har positiv effekt i forhold til at opnå de ønskede resultater, og vi håber, at vi fremover kan skabe et godt samarbejde om skolen. Det har vi gode erfaringer med fra andre skoler,” slutter Katrine Fylking.
Se hele indstillingen og referatet omkring ny skolestruktur for Blågård Skole – efter høring – her.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere