Katrine Fylking, forperson for Københavns Lærerforening (KLF), der via Danmarks Lærerforening rejste sagen for Ombudsmanden, siger om Ombudsmandens kritik:
- Jeg er tilfreds med en meget klar afgørelse fra Ombudsmanden. Afgørelsen har stor betydning ikke bare for lærerne i København, men for alle offentligt ansatte i hele landet. Vores offentlige arbejdsgivere skal respektere alle ansattes ret til at ytre sig. Så kort kan det siges.
- Skolen i København er båret oppe af dygtige lærere, som hver dag gør deres bedste for en god folkeskole med god undervisning. Men det er ikke muligt at sikre en positiv udvikling af skolen, hvis vi som fagprofessionelle ikke kan ytre os om de problemer, vi selvfølgelig også oplever i vores hverdag. Hverken lærere, forældre, elever, skoleledere eller i sidste ende de politisk valgte på Københavns Rådhus kan leve med, at den øverste ledelse i forvaltningen forsøger at undertrykke de ansattes ytringsfrihed. God undervisning og en god folkeskole bygger i høj grad på lærernes mulighed for at ytre sig.
- Københavns Lærerforening er klar til at forsvare medlemmernes grundlovssikrede ret til at ytre sig også i fremtiden. Det er en forudsætning for at udvikle en stærk folkeskole i København. Og så glæder jeg mig til at fortsætte et rigtigt godt samarbejde med den nyvalgte Borgerrepræsentation, som vi allerede har taget fat på. En åben og demokratisk samtale er forudsætningen for en god folkeskole, og det vil den øverste ledelse i Børne- og Ungdomsforvaltningen forhåbentlig også anerkende fremover. Ligesom jeg forventer, at der rettes op på fejlene, som der er begået i sagen om lærer Rikke Johansen, og at kritikken af forvaltningens kontakt til medierne fremadrettet tages til efterretning.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere