Onsdag er 300 kongresdelegerede fra hele landet mødt op med mundbind og håndsprit i Falkoner Centret til Danmarks Lærerforenings kongres. Grundet bekymringerne for corona-smittespredning har hovedstyrelsen besluttet at afkorte kongressen fra de oprindelige to dage til én lang kongresdag. Det betyder samtidigt, at en række planlagte punkter er taget ud af dagsordenen.
Selve evalueringen af den nyligt indgåede arbejdstidsaftale vil blive taget op på et senere tidspunkt på året i organisationen. I stedet skal kongressen tage stilling til et forslag fra hovedstyrelsen om implementeringen af Arbejdstidsaftalen 2020.
Forslaget indeholder målsætninger for forbedringer af lærernes arbejdssituation og en række organisatoriske målsætninger, der skal holde hele organisationen ansvarlige på at sikre deres del af implementeringen af arbejdstidsaftalen.
OK21 krav skal vedtages
Efter frokost skal kongressen tage stilling til, hvilke krav der skal med til de kommende overenskomstforhandlinger i 2021. Der skal ikke forhandles arbejdstid ved forhandlingerne, da lærerne allerede ved periodeforhandlingerne har fået en aftale, som medlemmerne har stemt om.
Det forventes at det bliver en tre-årig overenskomst, hvor hovedkravene er reallønsstigninger og bevarelse af reguleringsordningen, der skal sikre de offentligt ansatte i tilfælde af ændringer på det private område.
Fra den københavnske delegation ventes Cristian Hornbøll Borch at fremsætte et forslag sammen med Kjell Nilsson, Lasse Hansen fra Frederiksberg Lærerforening og Thomas Agerskov fra Gladsaxe Lærerforening.
Forslagsstillerne ønsker, at vilkårene på det statslige overenskomstområde svarer til vilkårene på det kommunale område, herunder pensionsforhold, undervisningstillæg når man er på deltid, aldersreduktion og regulering for tillæg for dansk som andetsprog.
Formandsvalg i DLF
Som afslutning på kongressen er der valg af ny formand for Danmarks Lærerforening. Her stiller tre hovedstyrelsesmedlemmer op som efterfølger til Anders Bondo Christensen, der har siddet som formand i 18 år. De tre kandidater, Morten Kvist Refskov, Gordon Ørskov Madsen og Anders Liltorp holder deres taler for kongressen inden afstemningen gennemføres digitalt blandt de kongresdelegerede.
Læs også Folkeskolens dækning af kongressen. Klik her.
Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere