
- Vi skal turde tage vigtige sværdslag for vores lærerfaglighed og profession. Lærerne er rygraden i folkeskolen, og det skal vi tydeliggøre i debatten og gennem vores praksis. Københavns Lærerforening er afhængig af de lærere, der tør give et indblik i virkeligheden.
Vi stiller alle tre op til bestyrelsen i Københavns Lærerforening. Vi kommer fra en hverdag i den helt almindelige folkeskole. Vi vil gerne være dine stemmer i Københavns Lærerforenings bestyrelse.
Vi har mærket, hvordan almen-delen i folkeskolen har lidt under det store fokus på inklusion og specialpædagogiske tilgange. I forsøget på at skabe en rummelig skole oplever vi en hverdag, som er blevet alt andet end rummelig og inkluderende. En hverdag, hvor kommunale styringsstrategier har sat en dagsorden, som fortæller os:
- At barnet altid gør det, så godt det kan.
- At uhensigtsmæssig adfærd aldrig er ikke problemet.
- At eleven ikke skal passe i rammen, men rammen skal passe til eleven.
Disse meget kategoriske sloganagtige sætninger har sat sit præg på den københavnske folkeskole og lærernes hverdag - det skal ændres. Som lærere ved vi, at hverdagen i folkeskolen er kompleks og ikke kan koges ned til slogans og hurtige løsninger. Som lærere ved vi, at vi skal tage beslutninger, som er langt fra kategoriske og entydige. Så trods flere elever med specialpædagogiske behov, så ved vi lærere godt, at størstedelen af vores elever er helt almindelige elever, der skal lære at regulere sig selv. Lære at begå sig i et forpligtende fællesskab, hvor alt ikke handler om dem. De skal lære at passe ind i rammen. Hvis ikke de lærer disse helt almindelige adfærdsmæssige kompetencer, vil det gå ud over undervisningen i skolen og på sigt sammenhængskraften i samfundet. Lærerne i folkeskolen skal være de tydelige autoriteter, der gennem deres undervisning, pædagogik og didaktik sætter retning
Vi er hverken psykologer eller speciallærere. Vi har mærket, at vores hverdag er blevet presset af det store fokus på trivsel, psykologi og special pædagogik. Vi er blevet sendt på utallige kurser om low arousal, cirkulære tilgange, girafsprog, co-teaching, emotion coaching, A-guide kursus, konflikthåndteringsmetode og aktionslæring.
Alt sammen har det handlet om børns psykologi og relationer - hvilket selvsagt også er en del af lærergerningen. Men vores virkelige kerneopgave, som handler om elevernes tilegnelse af færdigheder og kundskaber er totalt blevet udsultet og negligeret. Vi er blevet sat på en umulig opgave, med kurser, som egentlig er udviklet til små grupper af elever med flere lærere tilknyttet. Vores virkelighed er store klasser med 26 elever. Elever som har krav på lærere med fagligt overskud, der kan åbne deres verden og gøre den større. Det kræver, at man anerkender, hvad dygtige lærere kan gøre i en folkeskole. Det kræver en anerkendelse af, at faglighed og trivsel er hinandens forudsætninger. Det kræver, at vores faglighed løbende bliver opgraderet gennem kurser i vores fag. Det kræver, at man ikke bare omtaler os som voksne.
Vi mener, at Københavns Lærerforenings bestyrelse har brug for flere lærere fra almen-delen, som har mærket, hvordan hverdagen er blevet mere og mere presset. Som har haft modet til at fortælle om hverdagen, både når den handler om vold og urealistiske børnesyn, men også de gode fortællinger, der opstår, når dygtige lærere får verden til at åbne sig op og blive større. Når dygtige lærere skaber mestring og får børn til at tro på, at de kan mere, end de selv tror. Der er heri trivslen bor.
Vi er sådanne tre skolelærere, og vi håber på din stemme.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere