For det nye år er der fremlagt et spareforslag, som vil medføre, at Københavns Lærerforening ikke længere kan gennemføre kolonierne, der sender omkring 3.000 københavnske børn af sted, uanset økonomisk formåen. Disse besparelser er med til at ødelægge 125 års arbejde, hvor man har sendt børn og unge ud til sunde fællesskaber, naturoplevelser og ikke mindst fede aktiviteter planlagt af helt fantastiske og passionerede lærere og andre ildsjæle. Det gør mig ulykkelig og frustreret, at 125 års historie og godt arbejde bare sådan kan smides på gulvet.

Jeg er nu 20 år gammel og længes stadig efter at komme tilbage på koloni. Jeg længes efter at komme tilbage til alle de søde og dejlige mennesker, tilbage til den dejlige koloni, der året rundt venter på mit og mange andre børns selskab. Jeg har i 12 år vendt tilbage til den samme koloni Egilsholm, som ligger på Bornholm. Kolonien har rundt regnet været grundlaget for over 100 magiske og helt perfekte feriedage igennem hele min barndom. Disse dage vil jeg for evigt huske tilbage på og tænke, hvilket menneske havde jeg dog været uden dem? Ikke det samme i hvert fald!

I 2010 drog jeg af sted på koloni for første gang. Mine forældre havde, på opfordring af en af de bedste lærere jeg har haft, truffet den beslutning, at jeg skulle tilbringe to uger af min sommerferie på en koloni ved navn Egilsholm. Hvad jeg ikke vidste var, at det var begyndelsen på mange helt igennem fantastiske somre, de dejligste venskaber på tværs af klassetrin, køn og baggrunde. Det helt igennem søde personale, som har trøstet mig, hvis jeg slog mig, hvis jeg havde hjemve og som har været der i mindeværdige stunder sammen med mig og mine medkolonister. De er personer, jeg husker tilbage på, og som stadigvæk er rollemodeller for både mig og mine venner.

Heldigvis for mig er det ikke helt slut med koloni. Da jeg ikke længere kunne komme med som koloni-barn, har jeg deltaget som køkkenpersonale og pædagogisk personale. Som næsten voksen er det gået op for mig, at det er guld værd at tilbringe tid med og gøre en forskel for spændte, glade og lidt nervøse børn. At se disse børn åbne sig op, slappe af og blomstre er helt specielt og virkelig noget som giver mig glæde, så det er et kæmpe tab, hvis skolebørn fremadrettet ikke får mulighed for at opleve det samme, som jeg har oplevet igennem min kolonitid og nu som voksen.

Alt det gode og hårde arbejde tabes, hvis Børne- og Ungdomsudvalget gennemfører de foreslåede besparelser, som vil ramme kolonierne. Det tilskud, som foreslås skåret til Københavns Lærerforening, tæller 5 MDKK - og det er en dråbe i havet for den københavnske økonomi. Vi bruger rask 150 MDKK væk på én cykelbro, 1 MDKK til at indrette borgmesterkontorer, og 100+ MDKK på eksterne konsulenter og advokater ÅRLIGT. Så er små 5 MDKK da virkelig småpenge i det store billede. Jeg er fuldstændig med på, at midlerne i Københavns Kommune skal prioriteres og bruges på mange ting som at forbedre infrastrukturen, men at skære i tilskud, som investeres i børns trivsel og velvære, er helt forkert.

Med de nye besparelser er det sandsynligvis slut med fripladser, og prisen kommer til at stige - hvis kolonierne i det hele taget kan gennemføres. Jeg var nok kommet afsted alligevel, hvis det havde kostet mere, for mine forældre havde råd til at betale, men hvad med dem, der ikke har råd til det? Det er måske de børn, som i virkeligheden mest har brug for et frirum, brug for struktur og sund voksenkontakt, man kan regne med. Det skærer mig i hjertet, at politikerne vil tage kolonilivet fra Københavns mange børn og unge.

Husk nu at det er børn, vi skal investere i. Vi skal investere, så vores børn kan formes, trives og blive hele voksne. Så jeg håber og ønsker, at alle Københavns børn alligevel kan stole på, at de voksne, vi har valgt til at forvalte vores penge, fortsat investerer i dem.

#allebørnharrettilengodsommerferie

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.