297 delegerede fra hele landet var i to dage samlet i København til den årlige ordinære DLF-kongres bl.a. for at diskutere en status på lærerprofessionen ud fra det grundlæggende synspunkt, at folkeskolen som bærende samfundsinstitution ikke bliver bedre end dens lærere. Debatten handlede om, hvordan DLF kan medvirke til at styrke lærerprofessionen. De delegeredes indlæg var delt op i tre undertemaer: ”Råderum, ansvar og styrke”, ”viden og uddannelse” samt ”identitet, normer og fællesskab”. Debatten mundede ud i en vedtagelse om en stærk lærerprofession. Læs vedtagelsen her.
KLF’s formand, Katrine Fylking, deltog under overskriften ”En stærk lærerprofession” i debatten med et indlæg, hvor hun havde fokus på en stærk lærerprofession, en stærk folkeskole og en stærk fagforening, hun sagde bl.a.:
”Det er altafgørende, at vi på skolerne har stærke fællesskaber og lærerkollegier, hvor vi kan udfolde vores faglighed, ytre os frit, kvalificere ledelsens beslutninger og få indflydelse på skolens udvikling og på de beslutninger, som der træffes. Vi skal være kritiske i forhold til os selv som profession, men også overfor de beslutninger, som har betydning for vores arbejde. Vi skal ind imellem fremføre saglig og faglig kritik. Det er ikke bare en ret, men også en pligt for vores profession. Forudsætningen for, at det kan fungere sådan på arbejdsplads, det er først og fremmest et godt, sundt og trygt arbejdsmiljø. Et arbejdsmiljø, hvor den enkelte uden frygt for konsekvenser eller repressalier kan fremføre sine meninger.”
Katrine Fylking berørte også sagen, hvor forvaltningen i Københavns Kommune har valgt at fritage en tillidsrepræsentant fra tjeneste.
”Det er et angreb på den danske model, og det er et brud på vores overenskomst. Derfor er vi naturligvis gået fuldt ud ind i sagen og har taget sagen videre.”
”Fordi sagen er principiel. Tillidsrepræsentanternes rolle på det danske arbejdsmarked er beskrevet i Hovedaftalen, og der er beskyttelse i ansættelsesforholdet. Formålet med den beskyttelse er naturligvis at sikre, at tillidsrepræsentanterne kan udføre deres opgaver og repræsentere medarbejderne i forhold til for eksempel arbejdsmiljøproblemer uden frygt for negative konsekvenser fra arbejdsgiveren. Det ER principielt, når en tillidsrepræsentant bliver pludseligt hjemsendt - uden nogen foregående handlinger eller sanktioner.”
”Tak til Gordon og til Danmarks Lærerforening for at stå sammen med os. Det betyder meget at opleve, at når det gælder, så står vi øjeblikkelig sammen i vores forening, med solid støtte og opbakning til hinanden.”
DLF gennem 150 år
Efter kongressens afslutning var der lagt op til en fejring af, at Danmarks Lærerforening nu har eksisteret i 150 år som professions- og fagforening for landets lærere. Der var ud over kongressens delegerede besøg af både nuværende og tidligere ministre og samarbejdspartnere fra Christiansborg, fra den kommunale verden, fra fagbevægelsen og fra skoleverdenen. Statsminister Mette Frederiksen deltog også i fejringen og holdt en tale, hvor hun understregede betydningen af lærergerningen. For den enkelte elev og for hele samfundet.
I sin tale til forsamlingen kvitterede DLF-formand Gordon Ørskov Madsen for, at Mette Frederiksen i sidste års åbningstale i Folketinget havde sagt, at hun altid havde haft et ønske om at blive lærer, men nu var så heldig at være blevet landets statsminister. DLF-formanden havde, fortalte han, altid haft et ønske om at blive landets statsminister. Men var nu så heldig at være blevet lærer.
Det blev en både højtidelig og munter eftermiddag, hvor lærerforeningen og lærerprofessionen blev fejret.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere