Samarbejde på tværs af arbejdsmarked og Folketing og kommuner har skabt verdens bedste samfund, siger Ove Kaj Pedersen. Nu skranter samarbejdet. Det kan blive afslutningen på den danske velfærdsstat

En fremstrakt hånd – sådan opfatter professor Ove Kaj Pedersen den opfordring til at danne partnerskaber mellem stat og kommuner og ansatte, som FTF just er kommet med i udspillet ”Ny offentlig styring og ledelse – med borgerne og velfærden i centrum”

Tag den nu, politikere. Det er budskabet fra professoren. Tag imod den fremstrakte hånd. 

Ove Kaj Pedersen og jeg er trukket ned i auditoriet for at få lidt ro til at tale om FTF’s ide om partnerskaber. Det kunne være interessant at se på ideen i lyset af hovedtesen i Ove Kaj Pedersens nye bog, ”Reaktionens tid – konkurrencestaten mellem reaktion og reform”.

Den sidste halve time har han haft travlt med at signere bøger ved den reception, somCopenhagen Business School afholder i anledning af bogudgivelsen. Inden da forelæste han i et fyldt auditorium.  

Bogen gennemgår den unikke, såkaldte ’reformisme’ i dansk politisk historie, som har gjort Danmark til ’verdenshistoriens bedste samfund’, som amerikanske akademikere udtrykker det.

Et lykkeligt land

Dét er tesen i bogen - danskernes vilje til at lave reformer på tværs af partipolitiske skel og på tværs af arbejdsmarked og Folketing har gjort Danmark til et usædvanligt velstående, velfungerende, lige og retfærdigt. Et lykkeligt land.

Men nu er der ballade. Uro. Konflikter. Og et populistisk spøgelse rumsterer rundt omkring.

Lad os først kigge på de tre milepæle i reformismens historie:

– Septemberforliget i 1899, som skabte den såkaldte danske model med ordnede forhold på arbejdsmarkedet.

– Kanslergadeforliget i 1933, som blev underskrevet samme dag, som Hitler overtog magten i Tyskland, og som blev startskuddet til den danske velfærdsstat.

 – Fælleserklæringen i 1987 mellem arbejdsmarkedets parter og regeringen, hvor der blev givet håndslag på løntilbageholdenhed og oprettelse af arbejdsmarkedspensioner. Aftalen rettede op på landets skræntende økonomi, og ikke nok med det: Danmark er i et internationalt perspektiv nu et stinkende rigt land alene på grund af de mange milliarder kroner, der står på lønmodtagernes pensionsopsparing.

En succeshistorie ud over alle grænser er Danmark, fastslår Ove Kaj Pedersen. Skabt af en politisk vilje til at indgå kompromisser på tværs af politiske partier og en vilje til at indgå overenskomster mellem arbejdsmarkedets parter og en lyst til at samarbejde på tværs af arbejdsmarked og regering. Gennem mere 100 år.

Grus i maskinen

Men nu er der grus i reformmaskinen. Konsensus-Danmark er i splid med sig selv. Lockout i 2013 og ballade i 2018, for eksempel. Hårdt optrukne fronter. Vrede. Uforsonlighed. Professoren er bekymret. Populismen visser tænder i USA og lige uden for Danmarks grænser. 

Hvis Danmark også denne gang skal stå imod, kræver det samarbejde, mener han. Vilje til samarbejde fra begge sider, både a-side og b-side, både offentligt ansatte og politikere. Derfor ser Ove Kaj Pedersen udspillet fra FTF som en vej frem.

”Jeg opfatter FTF’s udspil, som en videreførelse af den reformisme, som ligger i Fælleserklæringen, og som et forsøg på at komme ud over den radikalisering af den offentligt ansatte, som er sket med ’08- og med ’13- og nu med ’18-overenskomstforhandlingerne”, siger han.

”Og samtidig ser jeg FTF’s forslag som en accept af, at ledelse er nødvendig. En accept af, at den del af New Public Management, som taler om ledelse, og som anvender ledelse til at effektivisere og øge kvalitet – at den er uomgængelig”, tilføjer han.

FTF: Lad os arbejde sammen

FTF-udspillet indeholder 13 såkaldte principper, og et af dem lyder netop sådan her: 

”Der skal etableres lokale partnerskaber i de offentlige organisationer, hvor politikere, ledere og medarbejdere arbejder sammen om at udvikle den måde, der styres og arbejdes med kerneopgaven på, så det skaber værdi for borgerne. Et partnerskab mellem regering/Folketing, Danske Regioner, KL, FTF, LO og AC skal sætte en overordnet ramme på nationalt plan, der understøtter og fjerner forhindringer for de lokale partnerskaber”.

Partnerskaber, altså.

Hvad kan sådanne et partnerskaber komme til at betyde for lærerne?

”Det betyder jo, at læreren - både tillidsmanden og den faglige organisation, men også den enkelte lærer - får et medansvar for ledelsen af sin egen skole, herunder medansvar for, at skolen med de resurser, den bliver tildelt, leverer den bedst mulige kvalitet. Det betyder, ar det er et medansvar. Det betyder, at man ikke kan stå udenfor og kritisere. Man kan ikke konflikte, men man kan gå ind i et forløb, hvor man påtager sig ansvar for, hvad der foregår”.

”Og det er jo et forsøg på at opløse modsætningen, men også dermed at pålægge den enkelte lærer en form for selvledelse, en form for selvansvar for, hvordan skolen trives eller ikke gør det”.

”Jeg er spændt på at se, hvordan det udvikler sig – fordi det er et krav til den faglige medarbejder, som faktisk er større og mere krævende end det at være i konflikt og det at stå med en kritisk distance til ledelsen”.

Mange lærere vil nok tænke: ’Jamen det gør jeg jo allerede; i hele mit lærerliv har jeg taget ansvaret for mit arbejde’?

”Ja, men det har jeg ikke nogen argumentation imod - fordi det ved jeg fra min egen universitetsverden og den pædagogik, jeg har været med til at bedrive; det mener vi jo. Men det nye er, at vi også bliver pålagt at tage ansvaret for, hvilke resurser vi anvender til det. Det vil sige at afveje effektivitet med kvalitet og at tilstræbe, at vi gør det på den mest omkostningslette måde”.

Nye billeder på fremtiden

Ud over FTF’s opfordring til samarbejde er KL og Danmarks Lærerforeningen blevet enige om ”En ny start”. Gode tegn, mener altså Ove Kaj Pedersen – for den nuværende udgave af velfærdsstaten, kaldet konkurrencestaten, mangler en ideologi. Et samfundsideal. Et menneskesyn. Til forskel fra velfærdsstaten, hvor idealet var ’det dydige menneske i det gode samfund’.

Den nuværende konkurrencestat mangler simpelthen en fortælling, forklarer professoren. Et legitimitetsgrundlag. Velfærden er blevet målet i sig selv, punktum. I velfærdsstaten var velfærden kun det middel, som skulle skabe grundlaget for ’det dydige menneske’ og ’det gode samfund’, som var meningen med hele projektet, der blev skudt i sænk med jordskredsvalget i 1973.

”FTF’s udspil er ikke kun en videreførelse af reformismen, det er også et forslag til et ideal for, hvordan den fremtidige offentlige organisation skal ledes, og hvordan arbejdet skal gennemføres. Og det skal gennemføres i partnerskaber”.

”Dermed er der et fremtidsbillede; dermed er der et ideal om den velfungerende offentlige organisation; den velfungerende offentlige skole”.

”Og dermed er vi jo inde i en situation, hvor de historiske erfaringer med New Public Management fra 80erne og fremefter lægges til grund for at tage det næste skridt. Vi har accepteret, at der er uønskede konsekvenser af den måde, vi har gjort det på ind til videre. Nu tager vi de uønskede konsekvenser og adresserer dem med nogle nye idealer. Og det er godt. Det er det, der er den danske reformismes historie”.

Fra konflikt til samarbejde

Hvordan ser skolen ud i det fremtidsbillede?

”Det er en skole, hvor den faglige medarbejder er medansvarlig for ledelsen. Skolen baserer sig på et fællesskab bestående af de faglige medarbejdere og lederen om at lede skolen i den rigtige retning. Men forudsætningen er så også, at læreren inddrages – hvad er formålet, hvordan gør vi det, hvad er resultatkravene?”

”Det ændrer ikke ved, at der vil være en masse dilemmaer og konfliktmuligheder, men det gør, at vi går fra en konfliktstrategi til en samarbejdsstrategi. Og det er det, der er reformismens kerne – altid at gå fra konflikten til samarbejdet”.

Så der er brug for, at politikerne nu i højere grad inddrager lærerne?

”Ja. Det ligger i partnerskabstanken, og det ligger også i den sammenhængsreform, som regeringen spiller ud med i øjeblikket, og i den ledelseskommission, regeringen har nedsat - at inddrage den faglige medarbejder, ikke bare lærerne, men den faglige medarbejder i det hele taget”, siger Ove Kaj Pedersen.

Er vi ved velfærdsstatens slutning?

Han blev verdensberømt i Danmark – og på amerikanske universiteter -, da han for nogle år siden udgav sin bog om ”Konkurrencestaten”, der beskriver overgangen fra velfærdstat til konkurrencestat, som han ser som en redning af det velstående, lige og retfærdige velfærds-Danmark.

I den nye bog stiller han spørgsmålet: Bryder konkurrencestaten - og dermed ’det rige, lige og retfærdige Danmark’ – sammen som følge af den heftige kritik, der er udsat for blandt andet fra lærere og andre offentligt ansatte?

Eller er der stadig en vilje til at udvikle velfærdsstaten gennem reformer, udarbejdet i et samarbejde på tværs af politiske partier og i et samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter og kommuner og Folketing?

Nu skal Ove Kaj Pedersen i hvert fald op i receptionen og signere flere bøger.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.

 

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.