Ved repræsentantskabsmødet i KTO 4. april i Arbejdermuseets fællessal blev forliget tiltrådt.

KTO-aftalen tiltrådt Alle 45 organisationer i det kommunale forhandlingsfællesskab er enige om, at KTO-aftalen er et ikke prangende vedligeholdelsesforlig, som vi dog kan leve med.

Derfor blev det også tiltrådt (også af LC/DLF) i den smukke, gamle fællessal i Arbejdermuseet, mens FOA undlod at stemme.

Formand Dennis Kristensen forklarede i sit indlæg, at han stod ved sin anbefaling af aftalen, men syntes, at timingen med en godkendelse nu var dårlig. Det skyldes hans frygt for, at et folketingsindgreb i skolekonflikten kan medføre, at vi lærere får noget til gengæld for bortfaldet af arbejdstidsaftalen.

Det kunne være penge for fjernelse af aldersreduktionen - sådan som det er sket for gymnasielærerne - og det kan løbe op i hele 4-500 mio. kroner. Da de penge ikke vil komme udefra, men tages fra puljen, betyder det, at reguleringsordningen - der skal sikre, at vi offentligt ansatte ikke halter efter de privatansattes lønudvikling - forringes, så de andres lønstigninger derved beskæres kraftigt.

Ved ikke at vedtage forliget nu, ville det efter Dennis Kristensens mening lægge et maksimalt pres på regeringen for ikke at forære fællesskabets penge til DLF.

Det vil sige, at dét medlemmerne risikerer at få efter et indgreb ikke svarer til dét, der ligger i KTO-aftalen. Og den melding vil sikkert komme, mens der foregår en urafstemning i de forskellige forbund (undtagen i Lærernes Centralorganisation).

Det vil være dybt skadeligt for tilliden til indgåelse af aftaler. Anders Bondo var helt enig i analysen og tilkendegav, at lærerne absolut ikke ønsker at modtage penge for aldersreduktionen, men ønsker at bevare den for at give ældre lærere mulighed for bedre at klare de flere arbejdsår, der er et resultat af de senere års reformer.

Bondo takkede i øvrigt for, at KTO 4. marts valgte at udskyde vedtagelsen af KTO-forliget og for moralsk opbakning i forløbet, der aldrig kom til at være realitetsforhandlinger. Han udtrykte samtidig forståelse for, at organisationerne nu ønskede aftalen helt på plads, og at LC/DLF ikke ville tage KTO som gidsel.

Han slog fast, at i vores forløb var den danske model afmonteret, og den samlede fagbevægelse bør være meget opmærksom på, at det kan komme til at ramme andre grupper.

Jan Trojaborg 

Udtalelse fra KTO mødet:

Diktater er gift for den danske forhandlingsmodel

KTO tager meget skarpt afstand fra KL's manglende vilje til at føre reelle forhandlinger med LC om lærernes arbejdstid. KL har i forhandlingerne med LC stædigt holdt fast i deres krav og har ikke vist vilje eller evne til at bevæge sig i forhold til at komme med nye forslag for at søge en forhandlingsløsning. KL har således styret eter et sammenbrud og lockout.

Den danske aftalemodels styrke ligger i, at begge parter fører reelle forhandlinger og finder fælles løsninger.

KTO finderdet derfor også meget bekymrende for den danske model, når regeringen forud for overenskomstforhandlingerne fremlægger en skolereform, hvori den væsentligste del af finansieringen skal tilvejebringes gennem forringelser af lærernes arbejdstidsaftale. Det låser forhandlingerne og lægger et urimeligt pres på den ene part, nemlig lærere.

KTO finder det helt uacceptabelt, at den offentlige service og velfærd i den konkrete situation og fremadrettet skal finansieres gennem forringede vilkår for de offentligt ansatte. Regeringens åbenlyse opbakning til KL i dette fjerner den afgørende ligeværdighed i forhandlingerne.

KTO vil fortsat på det kraftigste opfordre KL til at komme til forhandlingsbordet, gennemføre reelle forhandlinger og finde en fælles forhandingsløsning med lærerne.

En afslutning af lockouten må i givet fald samtidig respektere de aftaler og forudsætninger, der lå til grund ved de afsluttende KTO-forhandlinger.

KTO vil ikke acceptere, at en løsning vil medføre, at de øvrige ansatte får en lavere lønstigning end forudsat i forliget.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.