Debat: Lad fanen blafre for dialogen

Debatindlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk.

Vi har igennem en årrække haft tradition for, at samarbejdet om skolen hviler på en aftale om rammerne herfor. MED-aftalen i København har skabt grobund for megen god skoleudvikling, og den har givet os mulighed for at kalde ledelsen tilbage til dialogen, når de forsøgte at trække lidt for mange tiltag ned over hovedet på os. Vi må dog erkende, at vi stadig kæmper med ytringer som: ”Så må vi være enige om at være uenige” og: ”Vi har jo ledelsesret”.  Ledelsesretten er jo retten til at lede hen imod en skole, som giver mening for børnene og for medarbejderne. Hver gang man er nødt til at trække kortet med ledelsesret, har man taget medansvar og inddragelse ud af hænderne på de ansatte. Der kan derfor ofte opleves scenarier, hvor vi som lærere skal udføre opgaver, som ikke giver mening for os. Vi skal bort fra uenighedsreferater og situationer, hvor vores ledelser føler sig tvunget til at trække ledelseskortet.

A20 rummer mange intentioner om at sikre et godt samarbejde om skolen. Vi skal med A20 i hånden sikre et endnu bedre samarbejde, vi skal utrætteligt søge dialogen om, hvad der skaber en god skole. Men vi er langt fra i mål med at etablere et godt samarbejde om skolen. Der er stadig mange faldgruber og områder, hvor det er alt for uklart, hvad der er de gældende rammer i A20

Et godt eksempel er den meget vidtgående formulering om elevpauser. Den efterlader os i endeløse frugtesløse diskussioner om, hvor meget elevpause der er, og hvad der skal foregå i dem. Næsten alle skoler har forskellige definitioner af dette og mange af os støder ofte på en udmelding, der tager ansvaret og indflydelsen fra os. ”Det er ledelsen, der har definitionsretten”. Vi står tilbage med en dyb frustration over, at vi ikke sammen løser opgaven med at lave en skoleplan, der virker.

Min overbevisning er, at vi fortsat skal insistere på dialogen og derigennem sikre, at skoleplanerne kommer til at give mening.

Vi skal søge nye måder at aktionere og nye måder at inddrage medlemmerne i fagforeningens arbejde - både lokalt og på DLF´s kongres. Der er en lang tradition i fagforeningen for at stille sig op på barrikaderne med fanen i hånden. Det er et virkemiddel som har bragt mange sejre, men også et virkemiddel der ind i mellem har skabt afstand og givet dialogen og samarbejdet svære vilkår. Når vi er mange og virkelig skal markere os, kan det noget, men når vi enkelte gange står en meget lille flok, kan det udstille, at der mangler opbakning til vores dagsordner.

Vi skal først træde op på barrikaderne med en blafrende fane, når det virkelig spidser til. Det er vores middel, når intet andet står tilbage at afprøve.

For helt grundlæggende skal vi være opmærksomme på, at demonstrationer også kan opfattes som en kraftig understregning af, at dialogen har spillet fallit.

Jeg mener, at vi som lærerforening har en stor opgave i at afsøge nye veje til at påvirke meningsdannere og politikere. Vi skal finde veje til at inddrage alle medlemmer i arbejde og sikre, at medlemmernes stemme kommer helt ind på kongressen i Danmarks Lærerforening.

Det arbejde skal geare os til fremtiden og styrke dialogen og samarbejdet.

Ved at styrke dialogen og samarbejdet, internt og eksternt bliver vi gearet til fremtiden, og på den måde kommer vi længst med bestræbelserne på at skabe en god folkeskole.