"Lad os få en national handleplan for inklusion og specialundervisning"

Debatindlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk.

Tale afholdt af Inge Thomsen, næstformand i Københavns Lærerforening, ved Danmarks Lærerforenings kongres 1. oktober 2019.

På det kongresforberedende møde i hovedstaden var inklusion og specialundervisning et punkt, vi mente var vigtigt at få diskuteret på kongressen.

Jeg vil opfordre til, at vi i DLF arbejder for en national handle- og genopretningsplan for inklusion og specialundervisningsområdet. Det er der hårdt brug for.

Nanna, hun er mor til Valdemar, som er elev på en specialskole i København. Hun udtaler til KLFnet.dk: ”Besparelser på specialområdet er den største trussel for mit barn nu, bare små forringelser kan vælte læsset for ham.”

Valdemar har gået som enkeltintegereret i folkeskolen, men der var ikke støtte og hjælp nok til ham. Før han kom på specialskole, udviklede han en psykose, angst og skoleværing, og han var hjemme i halvandet år, bare fordi han var i de forkerte rammer.

Det Nanna og Valdemar har oplevet er ikke et velfærdssamfund værdigt, men desværre er deres historie ikke en enlig svale. Masser af forældre og børn med specialundervisningsbehov har lignede oplevelser. Kommunerne har alt for stramme budgetter og handikapområdet, herunder specialområdet, kommer til kort her.

Lige nu sidder de i kommunerne og planlægger budgetterne for næste år. Et område, der er under stærkt pres er specialundervisningsområdet i hele landet.

I København er der de sidste to år visiteret 30% flere elever til specialundervisning. Det koster 135 millioner kroner ekstra om året. Kan de ikke findes i det store kommunale budget, skal skoleområdet hvert år spare 135 millioner på den konto.

Samme meldinger hører vi fra mange steder i landet. Der budgetteres med for få specialskoleelever. Men eleverne er der jo, og så overskrides budgetterne og nye besparelser rulles ud. Sådan kan det så køre i ring år efter år, indtil skolevæsenet ikke bare er skåret ind til benet, men til benet er savet over.

Det er noget af en bombe, ikke bare under skolernes, men også kommunernes økonomi.  Det skal der rettes op på nationalt.

Den nye undervisningsminister udtalte i Folkeskolen i august, at hun varsler et opgør med inklusionsreformen, der med hendes ord har været lidt for meget med økonomisk besparelse for øje. Det tør da nok siges. Og hun siger videre, at målsætningen om at flere elever oplever at være en del af fællesskabet i almindelige klasser sjældent lykkes, nu skal flere modtage specialundervisning.

Det er jo glædeligt nok, at hun har øje for at specialreformen, her syv år efter den blev vedtaget, ikke virker og er parat til at handle.

Ministeren siger, det kan vise sig at være et problem, at specialpædagogik ikke har været et linjefag på læreruddannelsen siden 2013, og at der mangler lærere med den viden. Det kan jeg da kun give hende ret i, og det vidner de mange mislykkede forsøg med inklusion i folkeskolen da også om. Specialpædagogik skal hurtigst mulig udbydes som linjefag igen

Men det er slet ikke nok. Der er massivt brug for, at lederne og lærere får efteruddannelse i specialpædagogik. Skal vi lykkes med undervisningen af elever med specialundervisningsbehov, har det afgørende betydning, at vi har viden inden for området.

Ministeren har også en vision om, at det skal være meget nemmere for skolerne at tildele en elev specialundervisning i en kortere eller længere periode og giver et eksempel:

"Læreren skal kunne gå hen til speciallæreren i frikvarteret og sige: 'Jeg kan mærke, at der er virkelig bombet hjemme hos Peter i øjeblikket, fordi Peters far er kvartals-alkoholiker. For tiden har Peter derfor svært ved at overskue at være i klassen. Kunne han være i specialklassen nogle timer om dagen det næste stykke tid, så han får noget ro?' Det skal de have lov til, så der ikke er brug for store udredninger og diagnoser”.

Ja det ville nok være godt for lille Peter at være på en skole, hvor der er ressourcer til det, jeg vil kalde omsorg, men for elever med specialundervisningsbehov skal der meget mere til. Her er der brug for en national handle- og genopretningsplan for inklusion og specialundervisningsområdet.

Den skal bl.a. indeholde massiv efteruddannelse af alle lærere og ledere i specialpædagogik, genindførelse af linjefaget, og en økonomi, som sikrer eleverne de rette rammer, så bl.a. Valdemar og hans familie, jeg nævnte i starten, ikke skal opleve, at besparelser vælter læsset for ham, og en økonomi, der sikrer, at elever som har brug for et undervisningstilbud på specialskole, får det.

Det er barnets tarv og ikke økonomien, som skal være omdrejningspunktet. Det bør der være råd til i et velfærdssamfund.

Derfor opfordrer jeg DLF til at arbejde for en sådan national handle- og genopretningsplan.

Tak for ordet!