Katrine Fylking, formand for Københavns Lærerforening, siger: ”Helt overordnet er jeg glad for, at der er så bred opbakning fra alle partier til en række helt nødvendige investeringer i den københavnske folkeskole. Det tegner godt for folkeskolens udvikling de kommende år, at der er en fælles vilje til at prioritere området. Med de ændringer, der er lagt op til med de såkaldte ”Mangfoldige børnefællesskaber” kan man forudse behov for flere investeringer i de kommende år, som ikke er en del af den nye aftale. Der bliver behov for politisk opbakning til skolen fremover.”
Der er en række initiativer, som Københavns Lærerforening er tilfreds med f.eks. midler til lejrskoler, rekruttering og fastholdelse af lærere, senere skolestart for børnehaveklasseeleverne, og flere fysiske bøger. Men KLF’s formand hæfter sig især ved to elementer i aftalen:
Af aftalen fremgår det, at parterne er enige om at videreføre bevillingen til en varieret og inspirerende skole for alle med midler direkte til skolerne. Katrine Fylking siger: ”Midlerne til en ”varieret og inspirerende skole” har reelt været medvirkende til at finansiere vigtige dele af den almindelige drift af den københavnske folkeskole. Det ville have været en katastrofe for skolen, hvis de ressourcer var forsvundet. Det er afgørende, at de midler er en del aftalen.”
Budgetaftalen indeholder også en opfølgning på anbefalingerne fra ekspertgruppen om at sikre, at flere elever består folkeskolens afgangsprøver i dansk og matematik i form af to ”fagprofessionelle” i undervisningen. Katrine Fylking siger: ”Jeg er meget glad for, at partierne anerkender betydningen af to lærere i undervisningen. Det er en god begyndelse, som jeg håber på længere sigt også vil kunne gennemføres på mellemtrin og i indskoling. Vi ved fra vores medlemmer, at det står højest på deres liste over, hvordan man sikrer den gode undervisning til alle elever. Det afgørende er selvfølgelig, at der bliver tale om to uddannede lærere. Min vurdering er, at en sådan to-lærerordning i sig selv vil medvirke til at rekruttere og fastholde uddannede lærere i København.”
”Jeg ser meget frem til, at vi sammen med den nye Borgerrepræsentation efter kommunalvalget kan være med til at gøre initiativerne i den nye budgetaftale til virkelighed i den københavnske folkeskole til glæde for elever, forældre og lærere,” slutter Katrine Fylking.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere