Der var mødt mange lærere og fagforeningsfolk op ved Undervisernes Telt i Fælledparken, som Københavns Lærerforening sammen med de øvrige kredse i hovedstadsområdet og Uddannelsesforbundet og Frie Skolers Lærerforening står for.
Thomas Roy Larsen er bestyrelsesmedlem i KLF og i dagens anledning også barchef i Undervisernes Telt. Han ser teltet i Fælledparken, som et godt mødested, der kan bygge bro mellem de forskellige fagforeninger og deres medlemmer.
”Vi taler altid om os selv, men det er godt at høre, hvad andre også synes”, siger han.
”Samarbejde er vejen frem. Det er dejligt at vi her har et mødested, hvor lærerne kan mødes og tale om udfordringer både her og i andre kommuner. Folkeskolen burde være ens, men der er store forskelle blandt skoler og kommuner”.
Møder kollegaer fra andre skoler
Udenfor teltet sidder Signe Kløve Dreyer. Hun er lærer på Skolen på Islands Brygge og hun synger også i Københavns Lærerkor, der gav koncert i dag. Det var sæsondebuten, inden der for alvor skal synges igennem på Folkemødet i juni. Selvom hun ikke skulle have sunget, ville hun dog alligevel være kommet, for det er en vigtig dag.
Hendes kollega, Lars Bechager, er tillidsrepræsentant på Skolen på Islands Brygge, og han er kommet, fordi 1. maj er et godt forum for at møde kollegaer fra andre skoler og høre, hvordan det går med fagfordeling og skemalægning. Men det er også vigtigt for ham at vise, at der er sammenhold på tværs af faggrupper.
”Vi skal stå sammen som fagforeninger. Det er især vigtigt op til et valg, at vi står sammen om, at nedskæringer er ødelæggende for arbejdsmiljøet, hvad enten man er lærer, sosu’er eller sygeplejerske”, siger Lars Bechager.
”Den offentlige sektor er under pres. Vi er nødt til at lave et arbejdsmiljø, hvor man har lyst til at komme og blive”.
Uformel stemning
Foran teltet har de to lærere slået sig ned ved et bord sammen med deres tidligere kollega Christina Rinaldo, der nu arbejder på Skolen på Grundtvigsvej på Frederiksberg. Udover at være lærer og fast deltager ved 1. maj på Fælleden, så er hun også en del af Ceveas meningsdannere, og hun ser dagen i dag som en oplagt mulighed for at tale med andre fagforeningsfolk på et mere uformelt plan.
”Vi har kunnet diskutere, hvordan vi får sat børn og folkeskolen på dagsordenen i stedet for en debat om udlændinge, når der kommer valg”, fortæller hun.
”Det er jo også en kamp om, hvor resurserne flytter hen”, siger Lars Bechager og fortæller, at de i høj grad mærker 2-procents besparelsen ude på skolen.
”Man kan kun effektivisere til et vist punkt, og så er det altså også mennesker, vi har med at gøre”.
”Det presser os, at vi skal undervise mere. Og det er ikke fordi vores leder vil os det ondt, de (ledelserne red.) er lige så presset”, indskyder Signe Kløve Dreyer og fortæller, at det er hårdt at se nyuddannede læreres glimt i øjet brænde ud efter kun to måneder.
”Jeg synes, det var fremragende at høre elektrikerlærlingens tale (Mathias Vinholt, Dansk El-forbunds Ungdom red.). Udsultning på uddannelsesområdet påvirker alle. Når underviserne på teknisk skole er pressede, så bliver hans uddannelse også forringet. Uddannelse skal ses som en investering”, siger Signe Kløve Dreyer.
Direkte kontakt til KLF
Inde i teltet sidder Anders Müller, lærer, AMR og TR-suppleant på Bellahøj Skole. Han er ligeledes taget i Fælledparken med sin søn for at møde kollegaer, men også for at høre hvad andre har på sinde og vise, at der et fællesskab, som man står sammen om. Og så har han mulighed for at komme i direkte dialog med KLF’s bestyrelse.
”Jeg er TR-suppleant, og det er oplagt at møde KLF’s bestyrelse her og ’skubbe’ lidt til dem. Som fagforening skal vi stå sammen og finde fælles mål, og det synes jeg mangler”, siger Anders Müller.
”Der mangler en klar kommunikation fra KLF’s bestyrelse til TR. Lige nu er der mange individuelle synspunkter, men jeg savner, at der bliver meldt nogle klare politiske ting ud til TR, som vi kan diskutere på skolerne og så melde tilbage til KLF, siger han og forklarer, at der mangler tydelig besked om, hvad bestyrelsen arbejder efter og for.
”Der er ingen tvivl om, at de laver meget arbejde i bestyrelsen, men det skal være gennemsigtigt”, afslutter han.
Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere