Guldbryllupper er ikke dagligdag i disse tider, men Københavns Lærerforening fejrer i år, at de kvindelige og mandlige lærere i København har været forenet i samme faglige organisation i 50 år. Denne milepæl markerer KLF med et jubilæumsskrift, der udgives ved den ordinære generalforsamling og udsendes med snail mail til alle foreningens medlemmer.

I anledning af Københavns Lærerforenings runde dag, udgiver foreningen et skrift, der tegner et billede af de store udfordringer, som kønnenes forening indebar i hvert fald rent fagforeningsmæssigt.

De kvindelige læreres forening blev stiftet i 1891, mens herrernes blev dannet i 1895. Gennem mange år blev en sammenlægning debatteret, men gensidig faglig mistillid, uligeløn og forskelle i uddannelse betød, at de to parter ikke kunne samles.

I 1917 faldt forsøget ved en afstemning, fordi de mandlige lærere ikke ville risikere at blive underlagt en kvindelig leder, og så syntes de tillige, at deres positive særbehandling rent lønmæssigt var på sin plads. Gennem årene blev der etableret samarbejde på flere felter, men der skulle gå yderligere 50 år med stridigheder og adskillelse.

Fra hjemmekontor til et helt sekretariat

Jubilæumsskriftet ridser det meget lange tilløb til en fælles forening op. I 1967 lykkes det endelig, og den første fælles generalforsamling i KL, altså Københavns Lærerforening, kunne afholdes. Det skete på et tidspunkt, hvor ungdomsoprøret ulmede til akkompagnement af pigtrådsmusik, og tiden var i den grad ved at løbe fra kønsopdelte lærerværelser og separate foreninger for henholdsvis spadseredragter og habitter.

Københavns Lærerforening bestod fra starten rent administrativt af en enkelt person, der var betitlet sekretariatsleder med kontor i egen lejlighed. Men gennem 1970erne og de følgende år blev sekretariatsfunktionerne udbygget betydeligt. Kontormedarbejdere blev ansat og konsulenter kom til. I 1971 erhvervede foreningen det første hus på Frydendalsvej og i 1989 det andet. I dag er der 13 ansatte i foreningens to huse på Frederiksberg plus Kolonierne og deres medarbejdere.

Flere og større opgaver

I de forløbne fem årtier er foreningens opgaver vokset kraftigt både på den pædagogiske og den fagpolitiske arena. Jubilæumsskriftet giver et overblik over den udvikling, der er sket på talrige områder i forhold til i foreningen, lærerrollen, pædagogik, fagpolitik, kommunikation, organisationsmæssigt, i den kommunale skolepolitik, på lovgivningsområdet og i dagligdagen. 

Som fagforening har Københavns Lærerforening især været optaget af løn, arbejdstid, arbejdskonflikter og medlemshenvendelser. I de seneste år har foreningen lagt mange kræfter i udefra kommende kriser som Accenture-lønskandalen og lockouten for tre år siden. Men også kontakten til medlemmerne er udbygget og styrket, fordi mange medlemmer i stigende omfang har brug for støtte og hjælp i personlige, sociale og ansættelsesmæssige anliggender.

Styrke gennem samling

Sammenlægningen af den kvindelige og mandlige forening, som vi markerer i år, er ikke den eneste sammenslutning, der skal nævnes her. KLF blev i 2009 fuldt tilsluttet Danmarks Lærerforening som Kreds 11 i den landsdækkende forening, og også denne lange vej, der strækker sig over 100 år, beskrives i jubilæumsskriftet.

Siden 1967 har Københavns Lærerforening haft syv formænd, heraf to kvinder. Vores beretning om 50 års fællesskab afrundes med en beskrivelse af deres tid, deres udfordringer og deres greb om taktstokken. Selv om organisationsmæssige sammenslutninger er en vej mod centralisering, så er den lokale forening medlemmernes nærmeste partner, og den forbindelse vil KLF også i fremtiden gøre sit yderste for at fastholde og styrke.

Til lykke med os!

 Jubilumsskriftet lander i din postkasse i uge 41. Kan du ikke vente? Så kan du læse det online herunder.

 

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.