Næsten 40 medlemmer af KLF og repræsentanter fra KLF’s bestyrelse har de sidste tre dage sat deres aftryk på Folkemødet på Bornholm. Halvdelen af delegationen er Københavns Lærerkor, der optræder med en række danske sommersange. Den anden halvdel fra Københavns Lærerforening er tillidsrepræsentanter og bestyrelsesmedlemmer, der quizzer med forbipasserende og deltager i en del debatter under Folkemødet.
Danmarks Lærerforenings formand er glad for, at KLF er med til Folkemødet:
”Under hele folkemødet er KLF'erne med til at skabe opmærksomhed om lærerne og om Danmarks Lærerforening på en positiv måde,” lyder det fra Anders Bondo Christensen.
Jeg fornemmer et stemningsskifte
Det er efter Anders Bondos mening helt nødvendigt, at DLF er til stede på Folkemødet. Han vurderer, at en fjerdedel af de flere tusind arrangementer på folkemødet relaterer sig til uddannelse: ”Vores delegation er hele tiden med rundt til vores egne og andres arrangementer for at være med til at løfte lærernes stemme her på Bornholm.”.
”Vi skal have genskabt respekten for lærernes professionalisme, og vi skal sørge for, at skolen får nogle ordentlige rammer, så vi kan lave god undervisning.” Det er ifølge Anders Bondo de to hovedbudskaber.
”Heldigvis oplever jeg i år, at der er større forståelse for den dagsorden. Jeg oplever også en forståelse for, at der er nogle forhold, der skal laves om på. Der er faktisk ved at ske et stemningsskifte,” vurderer han.
De besøgende fik test og karakterer
KLF’s deltagere har haft travlt med at snakke med de mange, der er interesseret i folkeskole, Kjell Nilsson:
”Vi tilbyder de forbipasserende at deltage i en hurtig vidensquiz om folkeskolen, og efter en fair og retfærdig vurdering deler vi karakterer ud fra hele skalaen. Det kom der mange gode grin ud af og en udvidet forståelse for, at de som mennesker ikke skal karakteriseres ved et enkelt tal. I tilgift fik de et skolekridt og en ballon med budskabet ’Plads til begejstring – ikke alt kan måles og vejes’ – nu husker de det nok.”
Med den ene hånd viklet ind i snore til ballonerne og med den anden en skål med skolekridt smiler Morten Petersen, tr-suppleant fra Ungdommens Uddannelsesvejledning, til de mange, der høfligt napper slik fra den orange skål. Morten er med til Folkemødet af flere grunde:
”Jeg er her, fordi jeg gerne vil være med til at sætte fokus på uddannelsesvejledning, men også fordi jeg synes, det er vigtigt at vise flaget som lærer”.
Det politiske kludetæppe
Tillidsrepræsentanterne Jørgen Andreasen, Valby Skole, og Peter Viggo Vestergaard, Kildevældsskolen, er taget til Allinge for at få plads i hovedet til inspiration og gode ideer:
”Jeg kommer på grund af kludetæppet - det politiske kludetæppe. Når jeg er i København og søger svar på alle de problemer, vi hører om, så er det de samme svar, jeg hører igen og igen. Herovre får jeg en masse indspark – også dem jeg ikke har bedt om. Så min fantasi er i bedre form, når jeg kommer hjem, end da jeg tog afsted”, siger Jørgen, og Peter er enig:
”Det giver et bredere perspektiv, når man har været sammen med en masse mennesker og haft gode møder med et hav af mennesker.”
Det er ikke hver gang, man snakker med nogen, at budskaberne trænger igennem, men for Peter er det vigtigt, at der bliver sat ord på de forhold, som lærerne arbejder under. ”Mange snakke giver nye perspektiver, og så bliver verden lidt større,” siger Peter, og Jørgen nikker:
”Jeg vil gerne blive i troen på, at jeg gør en forskel. At der også er nogen, der kommer hjem og kan bruge mig i en eller anden sammenhæng.”
Både Peter og Jørgen er klar til næste års Folkemøde, og det er de ikke alene om. For Christina Møller og Sisse Lund, henholdsvis TR og TR-sup. på Gerbrandskolen, har oplevelserne på Folkemødet været overvældende og meget meningsfulde: ”Det har været vildt inspirerende!”, fastslår de.
Se flere fotos fra KLF's deltagelse i Folkemødet:
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere