Hvordan løser vi de svære dilemmaer fra folkeskolens hverdag uden at tabe elever og fællesskab på gulvet? Kommunalvalg 25 var omdrejningspunktet, da Københavns Lærerforening inviterede politikere til debat under årets Folkemøde.

Under overskriften ”Fylking og folkeskolen – dilemmaer og dømmekraft” blev tre centrale dilemmaer fra folkeskolens hverdag foldet ud. I panelet sad tre politikere med forskellige politiske ståsteder:

  • Morten Melchiors (C), medlem af Teknik- og Miljøudvalget samt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og med stor interesse for folkeskolen
  • Knud Holt Nielsen (Ø), medlem af Børne- og Ungdomsudvalget samt Teknik- og Miljøudvalget
  • Jonas Manthey Olsen (A), politisk chef i DUF og kandidat til Borgerrepræsentationen

 

 

De tre politikere skulle forholde sig til konkrete dilemmaer, der blev præsenteret af Sarah Thylgård Johansen, Per Gottfredsen Grammagnat og Jan Frejlev. De tre lærere satte ord på de svære valg og prioriteringer, de står i til daglig.

Dilemmaerne handlede om:

  • Inklusion og skolefravær: Skal læreren gå ud af klassen med den elev, der har ufrivilligt skolefravær, eller blive hos resten af klassen?
  • Eksterne eller lokale løsninger: Skal skolen sende elever ud i eksterne forløb – fx Idrætsprojektet – eller udvikle egne inkluderende tiltag for elever, der har svært ved at indgå i klassens fællesskab?
  • Ambitioner vs. rammer: Hvordan investerer vi i pædagogiske metoder som co-teaching og Nest, når de fysiske rammer ikke matcher ambitionerne?

 

Politisk uenighed og fælles erkendelser

Debatten, der var inspireret af Mads og A-holdet, udviklede sig hurtigt til en engageret samtale med bidrag fra panel og publikum.

Der var bred enighed om, at relationer og samarbejde er fundamentet for en stærk folkeskole. Politikerne fremhævede inddragelse af lærerne og mere tværprofessionelt samarbejde med pædagoger, forældre og andre fagligheder.

"Vi skal udvikle folkeskolen sammen," sagde Jonas Manthey Olsen (A), og pointerede samtidig, at store skoleprojekter kun lykkes, hvis lærerne er med helt fra starten.

Knud Holt Nielsen (Ø) betonede behovet for rummelighed, tværfagligt samarbejde og bedre skole-hjem-samarbejde, mens Morten Melchiors (C) bl.a. efterlyste større medejerskab og færre symbolske hensyn i skolebyggerier:

"Skolerne skal bygges til børn – ikke til bier," sagde han med et glimt i øjet.

 

Sammenhæng og medinddragelse
Mange lærere oplever en virkelighed, hvor ambitionerne er høje, men rammerne ikke lever op til forventningerne. Og formand for KLF, Katrine Fylking, pegede på det paradoksale i, at Københavns Kommune hvert år bruger 240 mio. kr. på tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med skolefravær:

"Måske kunne pengene bruges klogere – fx på forebyggelse og samarbejde," sagde hun.

I debatten var der anerkendelse af, at folkeskolens virkelighed kræver politisk handling og respekt for lærerens faglighed.

"Vi var enige om, at der er brug for dialog og samarbejde. At vi skal have flere lærere i klasserne og styrke de vigtige relationer i skolen. Debatten viste, at lærerne vildt gerne vil byde ind, og vi glæder os til at fortsætte dialogen," lød det efterfølgende fra Katrine Fylking.

Tak til alle deltagere – politikere, lærere og publikum – for en intens og inspirerende debat. Også tak til bl.a. Emil Sloth Andersen (Å) og Cille Hald Egholm (V), der deltog aktivt som en del af publikum.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.