Mit skønne, inspirerende lærerjob

Stadigt flere bliver syge af at gå på arbejde. Sådan lyder jævnligt meldingerne. Det siges, at det er måden, vi har indrettet arbejdet på, der er årsagen. Stress er også blevet en erhvervsskade, som mange lærere og børnehaveklasseledere i folkeskolen pådrager sig.

Den kedelige tilstand er blevet meget synlig gennem de seneste 10-15 år, og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har for nylig dokumenteret, at hver fjerde lærer og pædagog rammes af stress. Med de voldsomme forringelser i lærernes arbejdsvilkår som følge af lov 409 tog mange lærere personligt konsekvensen. De sagde, ’nok er nok’, og farvel til arbejdslivet og gik på efterløn eller pension.

Mange lærere kender nok den tanke. Og mange vil måske nikke anerkendende, måske misundeligt, til løsningen – at droppe jobbet. Men ikke alle har det sådan. Vi har mødt tre lærere omkring de 60 år, der stadig er engagerede i deres lærerliv og som ikke drømmer om hverken efterløn eller pension – om end de alle dagligt ærgrer sig over, at uvidende politikere har lagt så mange forhindringer ud for deres arbejde. Men hvad er det så, der holder dem fast? Hvor kommer engagementet og energien fra?

Det menneskelige møde og den faglige ambition

”Jeg synes, det er totalt fedt at undervise. Det er jo min kerneopgave. Det at være med til ungernes ah-ha-oplevelser, det er simpelthen noget af det største. Det er glæden ved, at eleverne oplever, at de har forstået noget. Det er skønt at være en del af det, så jeg møder glad ind hver dag”, siger Morten From, der slår sine folder på Amager Fælled Skole, og han tilføjer:

”Sidste år havde jeg 1. klasse i matematik, og her er det glæden ved bare at træde ind i klassen. Mandag morgen kommer eleverne hen og krammer mig, som om jeg har været væk i flere år. Her møder jeg den spontane glæde, og det er da skønt.”

”Jeg har det sjovt i skolen, for jeg synes, det er skægt at være sammen med børn”, konstaterer Marianne Østergaard, Den Classenske Legatskole. ”Det er spændende at tage børn alvorligt og se, hvad der sker. I mit arbejde som akt-lærer skal jeg somme tider kigge lidt om bagved og forstå børnenes forudsætninger og se, hvad der ligger bag deres måde at fungere på. Når de føler sig forstået, kan man aflæse det i deres ansigt. Det kan da godt redde en hel dag – for mig og måske også for eleven”.

Og for Lars Fabricius, Den Classenske Legatskole, er det både den daglige omsorg for pædagogikken og skolen som platform for fællesskaber, der har værdi: ”Jeg er dansklærer i udskolingen og it-vejleder og kommer derfor jævnligt i alle klasserne fra femte til niende. Det er smadder spændende og sjovt. I øjeblikket har jeg en 8. klasse, der rigtig gerne vil det faglige. Selv om eleverne har vidt forskellige forudsætninger, er der ingen, der trækker i håndbremsen. Jeg oplever, at det er lykkedes at skabe et stærkt tillidsforhold, der er gensidigt, og det glæder jeg mig over.”

”Det betyder også meget, at jeg har gode kolleger omkring mig. Vi har et godt sammenhold på lærerværelset, og vi laver også andre ting sammen uden for skolen og privat. De gode fællesskaber med elever og lærere skaber en god stemning på hele skolen”, oplever Lars Fabricius.

At vinde elevernes tillid, at åbne deres ører

Fælles for de tre lærere med lyst og hjerte for lærerjobbet er, at de hver har opbygget et eget personligt fundament i deres job. Lars Fabricius, der i øvrigt har en fortid som souschef på en privatskole, er mangeårig dansklærer i udskolingen. Her oplever han sin faglige ballast som en daglig styrke, ikke mindst i disse tider, hvor han ofte ’må spille fra bladet’, som han siger, altså møde uforberedt. 

Hans udgangspunkt i mødet og samværet med eleverne er at skabe tillid, for det er forudsætning for, at han i lærerens rolle kan bidrage til elevernes dannelse og faglige udvikling:

”Jeg tror, at det i høj grad drejer sig om at skabe tillid og at komme tæt på eleverne. At de stoler på, at det, jeg kommer med, er vigtigt, og at det er noget, de har brug for at lære”, siger Lars og understreger, at tilliden må gå begge veje. Derfor praktiserer han en stor åbenhed over for eleverne. Han siger fx til dem, når han tager en beslutning, der involverer dem. Som eksempel nævner han, at han for nogle år siden besluttede, at han ville holde op med at skælde ud.

”Det var sådan en beslutning, som jeg meddelte eleverne. Jeg kunne mærke, at det med at give skideballer, det hjalp overhovedet ikke. Beslutningen gav en masse følgevirkninger, som jeg egentlig ikke havde tænkt over på forhånd – blandt andet at når man snakker sammen, er man også mere åben for at lytte og tage hinanden alvorligt. Jeg oplever, at når jeg tager eleverne alvorligt, så tager de også mig alvorligt.”

Man hører og læser om, at eleverne (igen) skal have mere respekt for deres lærere, er ’drop skideballer’ en vej til at opbygge respekt?

”Det er en mere ærlig og åben form for respekt, og den frisætter en masse i klasserummet. Jeg føler mig mere fri i klassen, når jeg mærker, at eleverne stoler på mig. Jeg skal ikke have et øje på hver finger. Jeg kan lave sjov, og jeg kan gå ud ad et sidespor, for jeg er sikker på, at vi skal nok komme tilbage. 

”Respektfuldheden giver også fagligt afkast, for villigheden til at lytte er stor – noget der også mærkes, når vi skal løse lidt svære konflikter mellem eleverne indbyrdes. Det kræver både åbenhed og tillid”, betoner Lars, der som +60-årig dagligt kan glæde sig over egen personlig pædagogisk udvikling og små nye sejre. Så nej til efterløn lige nu, dagligdagen på jobbet har for mange store øjeblikke.

Leve og arbejde med relationerne

Det er heller ikke aftrædelsesordninger, der fylder Marianne Østergaards tanker, for hun mener simpelthen ikke, at hun kan trives uden et arbejde, og i øvrigt har hun slet ikke tid til at stoppe. Ud over dansk- og matematiktimer i indskolingen er hun optaget af sin funktion som akt-vejleder, hvor hun kommer tæt på mange familier, der har brug for en hånd eller en stemme. Det brede arbejdsfelt som AKT-vejleder er både en daglig inspiration og faglig udfordring.

”Jeg har mit særlige område, og det er relationerne til børn, der driver mig. Det er en daglig glæde. Jeg kan være med til at præge deres personlige og sociale udvikling. Det lægger jeg stor vægt på. Jeg står også til rådighed for forældrene, hvis de har lyst til at snakke. Jeg ved meget om børn, opdragelse og pædagogik, og min ledelse giver mig frihed til at gøre det på min måde, og derfor giver det gode resultater”, fortæller Marianne Østergaard, der som ballast i jobbet har et par år på en observationsskole og 10 år som lærer og medstifter af Børneuniversitetet på Vesterbro.

Marianne husker skiftet til folkeskolen fra en privatskole med fuld knald på og en kaos-pilot som leder – det var markant. Umiddelbart oplevede hun mindre frihed og mere struktur i det kommunale, men det så hun også nogle fordele i:

”Da jeg kom til Den Classenske tænkte jeg, Gud, her er der både computere, bibliotek og bøger i bjerge. Her er der ikke noget at klage over – tænk på det, I der er her.”

Tager vare på de sårbare og deres familie 

Nu efter 10-11 år på den kommunale skole bag Københavns Rådhus kan Marianne stadig glæde sig over den materielle standard på skolen, men det er arbejdet med mennesker, der driver hende. Sideløbende med arbejdet uddanner hun sig til familieterapeut, og det er de personlige relationer mellem børn og voksne, der optager hende mest og som giver hendes arbejdsliv næring. 

”Som AKT-lærer tager jeg mig af udadreagerende børn, konflikter, klasser der ikke fungerer så godt, er måske med ude i frikvartererne, samler sårede krigere op, sådan nogle der har været mobbet og udelukket på en anden skole. Og på det senere er det skræmmende at se, at så mange børn bliver ramt af angst.”

”Jeg går til en masse møder som akt-lærer og snakker ofte i telefon med forældre om aftenen, for det skal gøres, når børnene er gået i seng. Det kan være sårbart at snakke om børnene, og det er vigtigt, at man bliver forstået rigtigt. Der skal være den omsorg for forældrenes bekymringer, at man har tid og ro til at snakke. Vi har en aftale om, at forældrene lægger en besked, og så ringer jeg, når det passer mig. Somme tider tager jeg også på hjemmebesøg”, fortæller Marianne:

”Jeg oplever det som et stort gode, at jeg har min egen niche. Det kræver en masse arbejde, men det er ikke så opslidende som at stå med 29 elever.”

”Min fremtidsplan er at gå en dag ned om ugen, og den opnåede frie tid vil jeg gerne bruge til familiebehandling. Meget af min identitet ligger i mit job, og derfor lever jeg livet, når jeg er på skolen, med børnene eller med forældrene”, siger den snart 60 årige Marianne.

Den ideelle relationsplatform

Også Morten From har en særlig niche for ikke at sige en åben platform, der vist er noget overset på de fleste skoler. Han er nemlig skolepatruljeansvarlig, og det er ikke noget pseudo-job herude på Amager. Alle skolens åbninger vender ud mod to af byens tæt befærdede gader.

”Jeg kender alle eleverne og forældrene, for jeg er ham, der hver morgen står på Sundholmsvej og siger go’ morgen til dem. Siden 1995 har jeg stået sammen med skolepatruljerne fra kl. 7.45 til 8.00. Det er nærmest en livsstil.”

”De små elever kommer og siger ”go’ Morten”, når de møder, og det synes vi jo er fantastisk morsomt. Andre stopper mig og snakker om alt muligt. Jeg skal høre om deres tur på McDonalds, og jeg skal se deres nye støvler. Jeg har været på skolen altid, i hvert fald i deres tid, så vi kender hinanden. Jeg er en voksen, der har været rigtig meget med i deres liv, og det skaber en fortrolighed.”

”Forældrene kommer også og fortæller noget, og somme tider beder de mig videregive en besked. Det er helt fint, så gør jeg det. Jeg møder hele tiden nogen børn, der vil mig noget. De beder mig åbne en dør eller låse et skab. Det er jo nemt at kalde på mig, for de kender mit navn”, siger +60 årige Morten From, der også nyder godt af sine bekendtskaber i sine pænt mange gårdvagter.

”Jeg kan godt lide at være ude i frikvarteret. Så får jeg snakket med mange, og jeg kan godt lide den friske luft”, siger han. 

De mange møder uden for klasseværelset skaber en slags opsparing på relationskontoen, der minder om den, lærere oplever, når de har været med deres elever på sommerkoloni. Den gentagne kontakt, det nære kendskab og de fælles oplevelser er aktiver, som man kan trække på resten af skoleåret. 

I anden del af artiklen fortæller Lars, Marianne og Morten om mødet med nyuddannede kolleger på lærerværelset og daglige skuffelser over uvidende politikere, der ødelægger skolen for eleverne og lærerne. Læs med i næste uge.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.