Tillidsrepræsentanter i KLFs specialnetværk ser muligheder i professionel kapital.

Professionel kapital består af tre begreber: social kapital, human kapital og beslutningskapital. Tre begreber, der er centrale for udviklingen af skolernes kerneopgave, styrkelsen af lærernes dømmekraft og deres evne til at træffe fagligt velbegrundede beslutninger.
Begreberne er dagligt i brug på specialskolerne i arbejdet med at lave en god skole for eleverne og en god arbejdsplads for lærerne. Afdækningen af skolernes professionelle kapital og den efterfølgende indsats vil styrke det gode arbejde, der allerede er foregår på skolerne.


Teamsamarbejdet og samarbejdet med andre faggrupper er afhængigt af tillid og retfærdighed

Professionel kapital afdækker den sociale kapital, den humane kapital samt de alle ansattes beslutningskapital.

På specialskolerne har lærerne et tæt samarbejde med pædagoger, som er med til at skabe et skole- og fritidstilbud, hvor eleverne oplever en sammenhæng mellem skole og fritid. Derfor er det oplagt at arbejde med at højne den professionelle kapital på specialskolerne, da det er påvist, at skoler med høj professionel kapital har højere trivsel, lavere stress blandt de ansatte og større tilfredshed med ledelsen. Derudover har det vist sig, at skoler med høj professionel kapital har en højere grad af samarbejde omkring kerneopgaven.

På specialskolerne er de ansatte helt afhængige af et godt, trygt og tillidsbaseret teamsamarbejde, hvor relationerne blandt de ansatte er gode og solide. I en klasse på en specialskole vil der altid være to eller flere lærere og/eller pædagoger til stede i undervisningen. Her er det vigtigt, at alle er afstemte, og at der er klare aftaler for undervisningen og den enkelt elev.

Derfor er det vigtigt, at alle i oplever retfærdighed i teamsamarbejdet og har indflydelse på de aftaler, der indgås. Det er også vigtigt, at der er tillid til, at teammedlemmerne efterlever de aftaler, der er indgået. Her er den sociale kapital afgørende.

Gensidig tillid og klare aftaler mellem ledelse og teamene på skolen er essentiel for, at de ansatte kan træffe fagligt velbegrundede beslutninger. I løbet af en skoledag opstår der mange situationer, der både er forskellige og komplekse. Det kan for eksempel være et barn, der i affekt slår en klassekammerat, her er der brug for hurtig og professionel handling. I sådanne situationer er det vigtigt, at beslutningerne er afstemte, baseret på systematiske erfaringer og faglig dømmekraft og ikke den enkeltes holdninger eller humør.

 

Professionel kapital og elevernes sociale udvikling

En stor del af arbejdet på en specialskole er arbejdet med elevernes personlige og sociale udvikling. Arbejdet søger blandt andet at udvikle barnets sociale selvbevidsthed og at forstå andres intentioner og perspektiver. Ligesom der systematisk arbejdes med børnenes kommunikation og evne til at give udtryk for deres ønsker og behov.

En central del af folkeskolens opgave er at højne elevernes humane kapital. Human kapital er eksempelvis dømmekraft, empati og de erfaringer, der besiddes i en gruppe.

For at arbejdet med elevernes humane kapital skal lykkes optimalt, er det vigtigt at skabe rammerne for, at lærerne har mulighed for og overskud til at investere deres humane kapital i undervisningen og den gode relation til eleverne. Hvis vi skal lykkes med børne- og ungdomsudvalgets pejlemærke “Alle børn og unge skal trives og opleve stærke fællesskaber”, er det en forudsætning, at der arbejdes systematisk med dette.


Vi anbefaler en afdækning af den professionelle kapital

Erfaringerne fra de 300 skoler i 21 kommuner, der har fået afdækket deres professionelle kapital har været entydig og positive. Lærerne på skoler med høj professionel kapital oplever højere kvalitet i undervisningen og højre kvalitet i samarbejdet omkring kerneopgaven. Derudover bliver færre lærere ramt af stress, der er større tilfredshed med ledelsen og højere trivsel blandt de ansatte.

Alle skoler i København har netop modtaget trivselsundersøgelse 23. Vi ser det som oplagt, at opfølgningen bliver en afdækning af skolernes professionelle kapital.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.