8,8 % er et godt resultat, hører vi fra mange. Det er faktisk bedre end overenskomsten i 2008 (som var rigtig god), bliver det også sagt. Kan man så være uenig i det? Ja, det kan man godt.

Når man sammenligner OK08 med 12,8 % over tre år og OK24 med 8,8 % over to år, kan man da godt forledes til at tro at OK24 er lidt bedre, men husk lige at sammenligne med den bagvedliggende inflation.

 

Nuvel, det siges at vi ikke forhandler OK på baggrund af inflationen, men for at følge lønudviklingen i det private. Derfor er en af de vigtige ting i vores overenskomst også reguleringsordningen. Det er i reguleringsordningen aftalt, at lønudviklingen på det offentlige område skal følge lønudviklingen i det private. Hvis lønudviklingen i det private er bedre, end den er i det offentlige, reguleres det offentlige op med 80 % af forskellen i udviklingen. Er det modsatte tilfældet, reguleres der tilsvarende nedad.

 

Jeg har hørt Nicolai Wammen citeret for at sige, at han ikke vil være den første finansminister der forhandler en ramme, der ligger over den forventede lønudvikling i det private. Derfor kunne rammen ikke blive højere end 8,8 %, selv om de offentlige forhandlere startede med at melde ud, at man gik efter en tocifret ramme.

1,74 % kommer fra reguleringsordningen, hvilket efterlader 7,04 som reel udvikling på det offentlige område. Står det virkelig så sløjt til med lønudviklingen for de privatansatte? Nej, det gør det ikke. Allerede i tredje kvartal 2023 forudså Dansk Arbejdsgiverforening, DA, en lønudvikling for deres område på 4,9 % for 2023, som også viste sig at holde. Burde man så kun forvente yderligere lønudvikling på 2,14 % i det private for 2024? DA gør i hvert fald ikke. I deres seneste prognose forventer de en lønudvikling på 5,3 % for 2024. Der er altså en stigende lønudvikling for det private område.

Så er det jo meget godt, at der er aftalt at indgå ekstraordinære forhandlinger i september 2025, som der står i aftalen:

”For at understøtte balancen mellem den kommunale og den private lønudvikling er parterne enige om at optage forhandlinger i september 2025 med henblik på i indeværende overenskomstperiode ekstraordinært at håndtere en evt. ubalance (positiv såvel som negativ) mellem den kommunale og den private lønudvikling. Forhandlingen baseres på skøn for udmøntningen fra reguleringsordningen pr. 1. oktober 2026.”

Bare ærgerligt at forhandlingen baseres på reguleringsordningen, når det så kun bliver 80 % af forskellen i udviklingen.

Jeg siger ikke, at man kunne have forhandlet en større ramme. Det kunne man sikkert ikke. Jeg har bare svært ved at forstå, hvor begejstret nogle er for de 8,8 %.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.