Debat: Når ligegyldigheden bliver et arbejdsvilkår!

Debatindlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk.

”Vi søger lærere der kan og vil stå i, at børn ikke altid gør, hvad vi siger”. Sådan er teksten i et jobopslag, hvor man søger lærere til en dansk folkeskole.

Min mave reagerede med det samme, og den sagde tydeligt NEJ! Jeg vil da aldrig acceptere, at børn ikke gør, hvad jeg siger. Netop den formulering indeholder opgivenhed, ligegyldighed og en accept af, at det er et vilkår, vi må leve med.

Det provokerer mig som uddannet lærer, da ingen lærere har den tilgang til børn, at de BARE gør, som man siger! Jeg har faktisk læst til lærer i fire år. Jeg har haft pædagogik og didaktik. Derfor er det en latterlig og nedgørende formulering i et jobopslag. Omvendt er der forhåbentlig heller ingen lærer, der accepterer at arbejde i et miljø, hvor der ikke bliver lyttet til det, de siger? Derfor er det tusind gange mere relevant at kigge på årsagerne til, hvorfor børn ikke lytter til, hvad du siger? Hvorfor børn løber væk fra undervisningen? Hvorfor de ikke deltager i fællesskabet? For deres handling er et råb om hjælp! Det er et signal om, at der er noget, vi må gøre anderledes!

Overalt i landet oplever man nemlig, at børn i stigende grad ikke deltager i den fælles undervisning. De løber væk og opholder sig i stedet på gangene, i skolegården, i puderum, uden for skolen osv. De kaldes driftere eller gangløbere. Som lærer føler man sig magtesløs. Man har jo ansvaret for, at børnene gennem undervisningen trives både fagligt og socialt. Man har ansvaret for, at den enkelte elev oplever at have værdi for fællesskabet. Man har ansvaret for, at de ikke kommer til skade. Grundforudsætningen for at kunne lykkedes med denne opgave er dog, at børnene er til stede i undervisningen, og at de lytter til de ting, man siger. Det må og skal være en fælles opgave at skabe stærke, rummelige arbejds- og klassefælleskaber, hvor vi insisterer på, at vi er sammen om problemerne. Ingen ejer et problem alene!

Virkeligheden er dog en helt anden. I virkeligheden føler man tit, at man ejer problemet alene. Man føler sig alene som barn, hvis man driver rundt på gangene uden værdi for fællesskabet. Man føler sig alene som lærer, når man skal løse opgaven at få et fællesskab til at lykkedes, uden at ressourcerne eller de målrettede strategier er til stede. Man føler sig alene, når man for af vide, at man skal sætte ambitionerne lidt ned eller acceptere, at eleverne ikke (altid) lytter til, hvad du siger.

Kan man så overhovedet tillade sig at søge hjælp, når børnene ikke gør, hvad man siger? Værnet bliver ligegyldighed. Børn, der er ligeglade med, hvad de voksne siger, og som løber væk i afmagt. Og voksne, der bliver ligeglade med de stigende antal børn, som ikke deltager. Som en kollega sagde til mig, så var det jo nemmere at undervise, når gangløberne ikke var der, og de lyttede jo alligevel ikke til, hvad hun sagde. I længden fører ligegyldigheden til mistrivsel og angst. På endnu længere sigt udgør ligegyldigheden et demokratisk problem. Vi må ikke blive ligeglade med hinanden.

Jeg ville personligt hellere arbejde på den skole, der i sit jobopslag skriver: ”sig til, når der er problemer, så forsøger vi at løse dem sammen”.

Personligt ville jeg hellere arbejde i en folkeskole, hvor politikerne levede op til deres politiske ansvar, og gjorde noget ved de rammer og vilkår, vi arbejder I, så hverken børn eller voksne mistrives. Men de lytter ikke altid til, hvad jeg siger!