’Undervisningen er motiverende og interesseskabende, og eleverne oplever succes. Skoleledelsen møder elever, der klager over, at alle stole på første række er taget, hvis de ikke står klar foran lokalet længe inden, timen begynder’.

Sådan beskriver Novo Nordisk Fonden naturfagenes situation på Rådmandsgades Skole, når Tove Christensen har time.

Tove Christensen, en hæderspris for sin pædagogik, det er vel det højeste, man kan opnå som lærer, hvordan er det?

”Ja, det er da lidt underligt. Hvordan kan man mon vurdere det? Men det er da dejligt at få”, lyder det fra prisvinderen, der underviser i biologi, kemi, fysik, matematik, natur/teknologi og faktisk også engelsk i Rådmandsgades Skoles overbygning i den tidligere rugbrødsfabrik, der ligger i Heimdalsgade i nord-vest.

Da Tove Christensen startede med at undervise i folkeskolen opdagede hun hurtigt, at hvis hun skulle have eleverne til at blive interesserede i naturfag, så skulle hun først lave forsøg og eksperimenter, for så havde de noget at snakke om. Det vakte elevernes nysgerrighed, og det gav dem forudsætninger for at deltage aktivt og arbejde med stoffet.

Man kan måske sige, at metodens anvendelighed kendte hun fra sig selv, for med 22 års erfaring som eksperimentel naturforsker i private virksomheder var den kraft, der driver et menneske videre for at få mere viden, en del af hende selv. Tove Christensens professionelle løbebane ligner ikke de fleste folkeskolelæreres: cand.scient. i biokemi, ph.d. i molekylær biologi, 22 år som DNA-forsker, læste fuld læreruddannelse om aftenen mens hun arbejdede i laboratoriet om dagen, første lærerjob på Enghøjskolen i Avedøre Stationsby og de seneste ni år på Rådmandsgades Skole.

Vi skal vende det den anden vej rundt

Det helt afgørende punkt i Tove Christensens naturfagsundervisning er at gøre eleverne lydhøre og modtagelige.

”Når vi laver forsøg, er eleverne meget opmærksomme, og vi snakker om, hvad vi kan se, og hvad det er, vi gør. Sideløbende kan jeg bygge lidt teori på, og så kan vi lave nye forsøg, der udvider begreberne”, fortæller Tove Christensen.

Når et nyt emne er præsenteret måske fra flere sider og debatteret med eleverne, først da deler Tove faglige tekster ud om emnet.

Er det usædvanlig pædagogik?

”Ja, men det burde det ikke være, vel? Jeg oplever, at mange naturfagslærere starter med at læse i bøgerne, og først derefter laver de nogle forsøg, der hører til. Jeg har selv designet mange simple forsøg og fundet flere andre steder. Hver gang spørger jeg, hvad gjorde vi. Hvad så vi? Hvad skete der her? Hvordan kan det være? Har I nogen ideer? Og derefter kan man tage fat i de ideer, der kommer fra eleverne, kvalificere dem og udbygge dem ud fra det, eleverne foreslår og langsomt bygge nogle modeller op om, hvad vores emne består af.”

Tove Christensen nævner som eksempel, at hvis emnet er magnetisme, så starter hun med at give eleverne nogle magneter, og hurtigt bliver der brug for ord som tiltrækning og frastødning, nord- og sydpoler. Nu får eleverne en magnetnål, som de kan få til at dreje rundt og rundt, og det plejer at sætte alle i godt humør. Eleverne skal nu fortælle, hvad de ser, og nye ord som tiltrækning og frastødning bliver vigtige værktøjer i beskrivelsen. Derefter skal der føres journal. 

Eleverne fører journal over arbejdet 

Alle Tove Christensens elever skal føre journal eller logbog. De starter i 7. klasse og fortsætter til slut i 9. klasse. Alle dokumenter fra egne notater og tegninger til kopier fra Tove samles i deres journal, der med tiden vokser til en diger A4-mappe. Alt hvad de har lavet i faget, er beskrevet her.

”Vi slår ofte tilbage og tjekker op på et emne. Deres journal gennem tre år er altså, hvad de går til eksamen i. Jeg holder fuldstændig styr på journalerne, og de får ikke lov at tage dem med hjem før sidst i 9. klasse, hvor de kan passe på dem. Men da elsker de dem så højt, at de ikke tager dem med hjem.” 

Magter alle eleverne at føre journal?

”Jeg bruger meget tid på at få dem til det. De laver dem i timerne, og jeg går rundt ved bordene og hjælper. Ja, så har jeg travlt. Jeg skriver materialerne på tavlen især i 7. klasse, hvor de ikke kender de faglige betegnelser. Jeg skriver også svære ord op, og vi snakker om dem. Men selve beskrivelsen af, hvad de laver, den skal de selv udføre, så de får noget sprog med.”

Du har valgt en skole, hvor en del elever har sproglige udfordringer – var det et særligt ønske?

”Sådan var det også i Avedøre Stationsby, og jeg har ikke prøvet andet. Det var oprindelig lidt et tilfælde, men jeg blev rigtig glad for det. Jeg synes, at lige netop naturfagene er rigtig gode fag, fordi de dansk-danske elever mangler altså også mange ord. Naturfagene åbner en ny verden, og jeg synes, at de sprogligt svage elever får meget ud af dem. De lærer mange nye ord.”

Reading to learn og forforståelse 

Gennem en kollega blev Tove Christensen via Nationalt Videnscenter for Læsning inddraget i arbejdet med ’reading to learn’, en metode som en australsk forskergruppe har stået for. Hun kom med i et pilotprojekt, fordi pædagogikken svarede til den måde, Tove selv griber undervisningen og faglig læsning an på.

”Her lærte jeg mere om metoderne, men jeg har modificeret dem, fordi de blev for tunge og langsomme til os. Min basis hviler stadig på reading to learn, men jeg har trukket nogle grundlæggende dele over i noteapparatet.” (Se efter artiklen link til youtube-video om emnet).

”Et hovedpunkt i metoden er, at man aldrig spørger elever om noget, de ikke ved noget om. Det gælder især denne elevgruppe. Når man skal præsentere et emne fx løver, kan man fortælle og vise film, så alle eleverne har en baggrund for at sige noget. Ellers er det kun de tre elever, der har været i Zoo flere gange med deres forældre, der kan sige noget.”

”På læreruddannelsen hedder det, at man altid skal afdække forforståelsen, men hvordan gør mange lærere det? De spørger ud i klassen, ’hvad ved I om løver?’. Ofte har få mulighed for at sige noget om et nyt emne, og flere kan sidde og føle sig udenfor. Man skal tænke sig godt om, når man vil afdække forforståelsen. Alle eleverne skal som udgangspunkt have noget præsenteret, så de kan snakke med.”

Ingen pixi-udgaver, alle får den nødvendige tekst

I videoen på youtube siger du, at du ikke tilbyder elever letlæsningsudgaver om et emne – ’for alle skal klare den nødvendige tekst’. Kan alle det?

”Ja, letlæsningsbøger findes jo også i naturfagene. I reading to learn-metoden er hele ideen, at jeg vælger en tekst, der ikke skal være for let. Når vi læser, så starter jeg med at fortælle, hvad der kommer i det følgende afsnit. Så læser jeg det og spørger, hvad det var, jeg læste. Jeg trækker også særlige ord frem, og på den måde får vi endevendt teksten. På den måde bliver nye ord efterhånden en del af elevernes ordforråd. Når vi er færdige med teksten, skal eleverne skrive noter om den.”

Tove Christensen tilføjer, at hun veksler mellem flere metoder. Nogle gange får eleverne en faglig tekst, og så er opgaven at finde noget i teksten, som de ikke vidste. Eleverne har altid et formål med at læse en tekst.

”Jeg kan også finde på at give dem to tekster og sige, at nogle informationer findes i begge tekster, andre i kun den ene eller den anden. Det skal eleverne så dokumentere. Og for resten, hos mig kan men ikke læse en faglig tekst uden at have en blyant i hånden. Det må man ikke, og det kan man ikke. Man skal også bruge den til noget, fx til at understrege. Nogle gange skal eleverne understrege, hvad de vidste i forvejen, og de skal altid markere, hvis der er ord, de ikke forstår.”

”Mit mål med min undervisning er, at eleverne ved afslutningen af 9. klasse selvstændigt kan læse faglige tekster med forståelse, og at de kan tage gode, meningsfulde noter, så de kan indsamle og strukturere ny viden”, lyder det fra Tove Christensen.

Hvad skal vi med naturfagene?

”I min verden skal eleverne have noget viden om den verden, de er en del af. Jeg er rigtig ked af, at vi foranlediget af undervisningsministeriet kommer meget over i kompetencetænkningen. Selvfølgelig er kompetencer vigtige, men hvis vi skal forstå verden, kræver det viden. Man kan ikke bare gå ud og opfinde alt muligt, hvis man ikke ved noget. Jeg synes, viden skal højere op.” 

”Min erfaring er, at børn elsker at få noget at vide. De kan godt lide at vide noget. Jeg vil hellere undervise i viden og ad den vej erhverve undersøgelseskompetence og modelleringskompetence, altså færdigheder til at forstå en model, som ministeriet skriver ud, at vi skal vurdere eleverne på. Jeg vil hellere give dem noget viden, og undervejs får eleverne de ønskede kompetencer.” 

”Det handler om at opbygge modeller af verden, og det gør naturvidenskabsfolk hele tiden. En neutron ser jo ikke ud som en lille rød kugle som i lærebogen, men det drejer sig om at kunne bruge modeller til at forklare virkeligheden med.”

Tove Christensen har talt sig varm, og illustrerer i disse minutter til fulde, hvorfor hendes elever forsøger at få en plads på første række. At formidle viden og at modtage viden er tilsyneladende begge kilder til glæde og nysgerrighed. Måtte flere ligesom Novo meritere, når pædagogikken har luft under vingerne. Tove Christensen slutter denne ode til naturfagene:

”Nu har vi lige haft coronaen, og mine elever har haft fordel af, at de vidste, hvad DNA og RNA er, og de har prøvet at forstå, hvad der foregår. Jeg har set mange elever blive rigtig høje af den tanke, at hvis vi ser rigtig langt ud i rummet, så ser vi tilbage i tiden. Det er da i sig selv interessant at vide. Astronomerne kan se 13,6 milliarder år tilbage i tiden. Det er da mind blowing!” 

”Det er da også interessant at vide, at alt liv har den samme opskrift, DNA. Det gælder alt liv, regnormen, bøgetræet, elefanten og mennesket. Er det ikke spændende?”

Novo Nordisk Fondens naturfagslærerpris

uddeles årligt til to lærere, én i Østdanmark og én i Vest. Prisen er på 250.000 kr., hvoraf 50.000 går til prismodtageren og 200.000 kr., som skolen kan investere i naturfagsundervisningen.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.