Den målrettede indsats for at forringe velfærden i Danmark mødte modstand, da et par tusind især offentligt ansatte i København samledes til demonstration foran KLs bygning på Amager. Kravet fra de demonstrerende var, at KL skal afvise Venstre-regeringens såkaldte omprioriteringsbidrag, der vil forringe kommunernes økonomi med et par milliarder hvert år. Konsekvenserne vil være katastrofale for børneinstitutioner, skoler, syge, gamle og alle, der opretholder livet med offentlig bistand.
’Omkostningsbedrag’ og ’omkostningestyveri’ var mere ærlige ord, blev det nævnt, som betegnelse for regeringens plyndringer af kommunekasserne. For en københavnsk gennemsnitsskole for eksempel vil omkostningsbidraget betyde ikke mindre end otte færre lærere til de stadigt stigende opgaver.
KLF-start på SKIB
De københavnske lærere tog afsæt til demonstrationen fra en tryg hjemmebane på Skolen på Islands Brygge og gik i samlet flok til KL-bygningen. Her tog en intens sanger, Lone Selmer med kvartet, imod med fine numre af danske oldies fra ’De binder mig på hånd og mund’, ’Ensomhedens gade’ over Sebastian til Kim Larsen. Et smukt spillende og syngende band, der så ud til at fange alle segmenter på pladsen.
Mellem de musikalske indslag var der taler af flere fagforeningsfolk og to borgmestre. Viceborgmester Simon Pihl Sørensen, Lyngby-Taarbæk, lagde ud med at henvise til valgkampen i USA, hvor de taler om den danske model som noget særlig attraktivt, mens regeringen herhjemme er i gang med at nedprioritere den for at bruge pengene til skattelettelser.
”Hør her, det er ikke et omprioriteringsbidrag – det er et bedrag. Og hvem er det, der skal gennemføre det? Det er os ude i kommunerne, for regeringen tør ikke selv”, sagde viceborgmesteren og tilføjede:
”Regeringen er ved at afskaffe den universelle danske velfærdsmodel til fordel for en liberalistisk model. Det er det, de har gang i. Det er det, der er det rigtig alvorlige ved det, der foregår.”
”Jeg har været i kommunalpolitik i 26 år, og jeg har ikke bestilt andet end at spare og spare på det kommunale budget, mens skattetrækket på min lønseddel blev mindre og mindre. Vi har en enestående velfærdsmodel, vi skal bevare – nu må vi sige stop for flere besparelser”, sagde Simon Pihl Sørensen.
Ikke mig-mig, men os
Også sundheds- og omsorgsborgmester, Ninna Thomsen, SF, angreb regeringen for at skære ned på trygheden og skrue op for besparelser. Som kommunalpolitiker takkede hun forsamlingen for støtten til at gå imod regeringens nedskæringspolitik. ”Jeg har brug for jeres hjælp, jeg har brug for jeres protest. Vi skal råbe Christiansborg op, ellers skærer de 2,4 milliarder hvert år de næste par år”, sagde hun.
”Den her demonstration handler ikke om mig, mig, mig, men om os, os, os. Om fællesskabet og at vi ønsker et stærkt velfærdssamfund”, sagde Ninna Thomsen og sendte anerkendende ord til alle de offentligt ansatte, der hver dag gør en indsats for store og små børn, syge, gamle og socialt udsatte.
”Vi går ind for udvikling, men vi afviser afvikling”, fastslog hun.
Velfærdsalliancen vokser
Bjørn Hansen, hovedstyrelsesmedlem i DLF, skosede også regeringen for at sætte kommunerne til at lave det beskidte arbejde, for det er en uærlig måde at føre politik på.
”Vi ønsker, at pengene bliver i kommunerne til gavn for alle borgeres velfærd. Kommunerne har i flere år effektiviseret sig gennem en masse besparelser, men nu går den ikke længere. Nu må det være slut, ellers bliver konsekvensen afskedigelser, ringere arbejdsvilkår, utryghed, dårligt arbejdsmiljø og sygdom. Den kommunale service er allerede i dag på et lavpunkt. Ønsker vi sådan et samfund?”, spurgte Bjørn Hansen og fik et langt ’neeeeej’ fra tilhørerne.
Jan Hoby, næstformand i Landsforeningen af Socialpædagoger, rundede talerne af ved demonstrationen foran KL-bygningen:
”Skillelinjen i dansk politik er klar. Den går mellem dem, der vil velfærd, og dem der vil minimalstat. Mellem dem der vil have kampfly, og dem der vil have omsorg. Mellem dem der vil have skattelettelser, og dem der vil have skatteindtægter.”
”Nu vil vi ikke høre mere på, at for at få råd til velfærd, så må vi fjerne velfærden. Grundlæggende er der råd til det”, sagde Jan Hoby og præciserede, at ’Velfærdsalliancen’ er en bred bevægelse for alle. Den er ikke kun for offentligt ansatte og fagforeninger. Den er for forældre- og handicaporganisationer, ældreråd, pårørendegrupper, boligforeninger og alle, der prioriterer velfærd.
Vi ses snart igen
Jan Hoby gav også den københavnske børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev (Venstre) og kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) et fur for at være bagmænd for omkostningsbedraget. ”Det er ikke værdigt for borgmestre i vores by”, fastslog Jan Hoby og sluttede:
”Vi skal bygge alliancer op, og 12. maj indkalder vi til 98 demonstrationer i alle landets 98 kommuner. Vi skal have et folkeligt oprør alle steder, hvor folk lever, bor og arbejder”.
Så altså, hold jer klar 12. maj til en stor manifestation imod nedskæringer og for velfærd.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere