Der er efter min mening meget på spil i dette forår i forbindelse med OK18 og forhandlingerne om en ny arbejdstidsaftale. En aftale kræver gensidighed ellers hedder det et diktat.
Hvis lærerne skal kunne se sig selv i en ny aftale, må KL komme aktivt til forhandlingsbordet, og vise at man vil indgå en reel aftale. En ny aftale, kunne være starten på en ny udvikling, hvor tillid, samarbejde og demokrati reelt forplanter sig i hele folkeskolen - fra KL, den enkelte kommune, skoleledelse, lærerforsamlinger og helt ind i klasselokalet.
Desværre har erfaringerne fra de sidste mange år, været præget af en ganske anden dagsorden. En dagsorden, der har efterladt folkeskolen i en kaotisk situation. Den situation befinder vi os i ikke mindst på grund af manglende vilje eller evne til at være i dialog med os lærere og vores fagforening.
Med lockouten blev vores krav for alvor negliceret og kørt over. Vores fagforening var nu ikke længere en part, man ville forhandle med. Lov 409 fastlagde alle vilkår for lærernes arbejde og arbejdstid - i stedet for en forhandlet aftale med DLF.
Med bogen “Søren og Mette i benlås” er det nu blevet dokumenteret for en bredere offentlighed, at der var tale om aftalt spil. Forhandlingerne inden lockouten var et spil for galleriet, der skulle give offentligheden indtryk af, at der fandt “reelle forhandlinger” sted. Bogen påviser, at der var tale om pseudoforhandlinger. Man tilsidesatte fuldstændig det aftalesystem, vi har her i landet - “Den danske model”. Det blev understreget af, at folketingets flertal tog dette skridt og ensidigt ophøjede KL’s og statens krav til lov.
Optakten til lockouten, fra KL og Moderniseringstyrrelsens side, blev nærmest til en ideologisk kamp mod lærerne. En mediekamp fuld af myter og fordomme om vores arbejde og vores arbejdstid. Væk var respekten for lærernes faglighed og indsats. Nu skulle der igen effektiviseres, og vi skulle arbejde “smartere”, og der skulle centraliseres. Væk var lærernes indflydelse på en aftale om arbejdets tilrettelæggelse.
Vi underviser nu et større antal timer om ugen og har langt mindre tid til at forberede undervisningen. Der er ingen sammenhæng mellem mængden af opgaver og den tid, der er til rådighed. Og læg dertil, at en stor del af forberedelsestiden går med møder – hvor lærerne skal lære at arbejde mere “effektivt”. Den centrale styring af lærernes tid presser den konkrete forberedelsestid (både i teams og individuelt).
Den situation stiller lærerne over for valget mellem at være dårligt forberedte eller at arbejde mere end den tid, der er til rådighed. Alt for mange tager arbejdet med hjem - og arbejder langt ud over den tid de har fået til rådighed. “Det grænseløse arbejde” er en realitet og et vilkår for alt for mange lærere i folkeskolen.
Vedtagelsen og gennemførelsen af Lov 409 i kølvandet på lockouten - har brudt tilliden og sat dybe spor samt stillet os overfor et kæmpe demokratisk problem.
Dette på trods af, at loven blev vedtaget af et flertal i folketiget og på trods af reformens mere ædle formål om bl.a. at mindske betydning af social baggrund i forhold til faglige resultater (bryde den sociale arvs onde cirkel).
Det demokratiske problem er mangesidet. For det første blev lærerne og vores fagforening bogstavlig talt lukket ude fra indflydelse. For det andet var vi med lov 409 og lockouten ikke længere en forhandlingspart, og vi var uden overenskomst.
Tabet af indflydelse, har efterladt alt for mange lærere med en følelse af afmagt, desillusion eller vrede. Det sætter lærerne i det besynderlige dillemma, at vi skal undervise i og uddanne eleverne til demokrati, men vi har selv tabt indflydelse på demokratiet i hverdagen - på vores arbejdsplads.
Resultatet er blandt andet:
- At alt for mange lærere og elever har forladt folkeskolen
- At folkeskolen har svært ved at ansætte uddannede lærere til ledige stillinger.
- Det har påvirket arbejdsmiljøet i negativ retning, hvilket er med til at skabe stress og udbrændthed
Vi og vores fagforening har en kæmpe opgave i at omsætte afmagten og disillusionen og vreden, til en fælles erfaring og viden, der skal omsættes i faglig aktivitet.
Vi har heldigvis stædigt bevaret vores fællesskab, og har formået at stå sammen. Vi har en meget høj organiseringsgrad. Vi har fået skabt alliancer på tværs af de faglige organisationer.
Vi ønsker ikke pep-talks eller skingre udsagn om at tage ja-hatte på. Eller endnu værre nye pseudoforhandlinger –“Søren og Mette i benlås del 2”.
Vi kræver realitetsforhandlinger nu. KL må komme til forhandlingsbordet og vise, at man vil indgå en reel aftale, hvor man imødekommer lærernes krav og ønsker. Så tillid, samarbejde og demokrati bliver det, der er styrende for folkeskolen. Fra KL, kommune, skoleledelse og helt ind i klasselokalet.
Peter Jensen TR Christianshavns Skole og kandidat til bestyrelsesvalget i KLF
Debatindlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere