Trivsel og tidlig indsats har været fokuspunkter for Jesper Christensen som socialborgmester, og det vil det også være som ny børne- og ungdomsborgmester. Og så vil han lytte til lærerne.

 

I København er borgmesterposterne ved at falde på plads efter kommunalvalget i tirsdags. Ud over posten som overborgmester kunne Socialdemokratiet vælge endnu et ressort, og valget faldt på børne- og ungdomsområdet, som de senest havde, da Anne Vang var områdets politiske leder indtil for godt fire år siden.

Anne Vang stoppede uventet som politiker, og hun blev dengang afløst af Jesper Christensen, der var mangeårigt medlem af Børne- og Ungdomsudvalget, indtil det efterfølgende kommunalvalg. Og netop i dag er samme Jesper Christensen, socialborgmester gennem de sidste fire år, med både bopæl og valgkreds i Tingbjerg, blevet udpeget som ny borgmester for børne- og ungdomsområdet og dermed skolernes politiske leder på Rådhuset.

”Børnene og ungdommen er et af de store og allervigtigste velfærdsområder for en kommune. Som socialborgmester har jeg mange gange set, hvor betydningsfulde de unge år er. I Socialudvalget har vi blandt andet snakket meget om tidlig indsats, og hvad vi kan gøre for at sikre børnene en god opvækst og vellykkede år i børneinstitutioner og skole”, siger Jesper Christensen, der formelt udpeges som børne- og ungdomsborgmester i løbet af fredagen. 

Sikre trivsel og forebygge fravær

Skolernes nye borgmester nævner, at som socialborgmester har det stående spørgsmål hele tiden været, hvad der på den ene side skal til for at give unge mennesker en tro på sig selv, så de kommer videre i deres liv på en god måde, og på den anden side hvad det er, der bevirker, at nogle ryger ud i en udsat løbebane.

”Hele forløbet i børneinstitutioner og op gennem skolen er simpelthen altafgørende for, hvad det er for en fremtid, man får”, fastslår Jesper Christensen. 

Bærer du nogle erfaringer med fra din tid som socialborgmester, som du kan bruge på skoleområdet?

”Ja, så  tænker jeg i første omgang på at holde fokus på trivsel. Trivsel er grundlaget for en god skolegang, og derfor skal vi have et skarpt blik på, hvad eleverne har brug for for at kunne klare sig i skolen. Vi skal også have fokus på fravær, for vi ved, at der er rigtig mange københavnske skoleelever, der har et højt fravær. Det er vi nødt til at se på sammen og finde ud af, hvad årsagerne er til det. Fravær er en af de meget konkrete indikatorer på, at noget er ved at gå skævt, og hvor vi ved, at hvis det vokser, så bliver det rigtig svært at rette op på.” 

”Nogle af de børn og unge, der har en sag i socialforvaltningen og som går i folkeskolen, mister ikke usædvanligt et års skolegang. Jeg tror, det er nemt at forestille sig, hvad det betyder for deres fremtidsmuligheder, at de har mistet et helt års undervisning.”

”Derfor skal vi have fokus på trivsel, elevtrivsel. Men jeg tænker også på lærertrivsel. Vi skal overveje, hvordan vi laver en skole, hvor det er rart at være for både elever og lærere, og hvor der er vilje til at løse eventuelle udfordringer med trivslen, hvis der er noget, der ikke helt er, som det skal være.” 

Bedst muligt inden for rammerne 

Lærerne løber meget hurtigt og underviser mere end før, har du ønsker om at forbedre deres vilkår og deres forberedelsesmuligheder?

”Jeg ved, at der for ikke så længe siden er lavet en aftale, og det er dér, vi er i dag. Jeg vil selvfølgelig meget gerne inden for de rammer, der er, være med til at skabe de bedste betingelser for lærerne. Men vi har jo et budget, og det er jo ikke sådan, at jeg har en pose penge, som jeg kan dele ud af”, siger Jesper Christensen og henviser til, at kommunen også er presset på økonomien. 

”Heldigvis har vi fået tilført flere penge på grund af den demografiske udvikling. Der er flere elever, og stigningen tager en betragtelig del af kommunens økonomi. Der bliver rigtig mange flere københavnerbørn, som vi skal tage vare på både i institutionerne og i skolerne. Alene det trækker rigtig meget på kommunens økonomi.”

Skolernes nye borgmester nævner også, at hvis vi skal få forældre og elever til at vælge folkeskolen frem for privatskolen, så skal vi forbedre folkeskolens kvalitet, og det ser han som et fælles projekt for alle involverede.

”Jeg tror, at et stærkt forældresamarbejde er vigtigt. Vi skal udnytte forældrenes engagement i deres børns skoledag. Det er helt afgørende uanset, hvilken baggrund de har. Det spiller en meget vigtig rolle i forhold til børnenes skolegang”, fastslår Jesper Christensen.

Vi skal fortsat arbejde med tillid

Hvordan vil lærerne opleve, at borgmesterens partifarve skifter fra blå til rød?

”Det tør jeg ikke sige endnu, men vi vil selvfølgelig tage nogle socialdemokratiske kerneværdier med for eksempel i forhold til tillid. Jeg oplever iøvrigt, at der allerede har været arbejdet en del med tillid. Decentralt ligger der et stort ansvar her, og det stiller selvfølgelig store krav til ledelse. Vi skal have fokus på, at vi har de ledere, vi har brug for, og at de også går op i, hvilken undervisningskvalitet, vi leverer. Det har forældrene også fokus på, og det er jeg helt enig i”, siger Jesper Christensen. 

Har du planer, der retter sig direkte mod lærerne?

”Det er for tidligt at sige, men altså trivsel er et gennemgående tema, og det omfatter også lærerne. Det er klart. Det vil jeg være meget optaget af. Jeg vil stikke fingeren i jorden, før jeg ruller mere ud. Jeg synes, at vi med det nye budget med udskolingspakken også kigger på, hvordan man kan tilføre noget energi og nogle ressourcer til de steder, hvor der er brug for det”, siger den nyudnævnte børne- og ungdomsborgmester og tilføjer:

”Og ellers vil jeg lytte til, hvad lærerne selv siger, der skal til.”

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.