Det måtte komme: Vores gamle formand har sendt sig selv til tælling. Heldigvis har vi en ny, stærk og dygtig formandskandidat! Katrine Fylking. Katrine har flere erfaringer fra hovedstyrelsesarbejdet i Danmarks Lærerforening, men hun har ingen erfaringer som formand for Københavns Lærerforening og samarbejdet indenfor kommunen. Derfor har hun brug for en garvet næstformand til at supplere sig på posten, så vi, medlemmerne, får mest muligt for vores 25-øre.

 

Debatindlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk.

Af Monica Edelmann, koordinator for modtageklasserne på Bavnehøj Skole

To næstformandskandidater. En af dem skal vælges

Jeg anbefaler at stemme på Inge Thomsen som næstformand fordi, vi skal have både noget nyt og noget gammelt i formandskabet. Inge er erfaren, kender forhandlingssystemet og er vant til at forhandle arbejdstid. Hun er rutineret i at samarbejde med kommunen om de store områder, vi har fælles interesse i at få belyst og finde løsninger på: Inklusion, tosprogsområdet, byggesager, skolesammenlægninger etc. Så er Inge en dreven koordinator i vores samarbejde mellem de faglige organisationer: LFS, BUPL, akademikerne og socialrådgiverne. Hun tænker strategisk og har i mange år været optaget af at kæmpe for gode rammer for lærere og børnehaveklasselederes arbejdsliv. Hun har utrætteligt arbejdet for organisering og medlemsinvolvering og har et stort engagement i og viden om skolens hverdag.

Jeg har gennem flere år samarbejdet med Inge om forskellige konkrete sager fra skolens dagligdag. Inge er flittig, lyttende og løsningsorienteret. Jeg kender Inge som et ordentligt menneske og vil fortsat gerne have hendes kvaliteter, viden og store erfaring på næstformandsposten i KLF. Derfor får hun min stemme.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.