Stillingen som konsulent i KLF viste sig at være en eftertragtet stilling, hvor 44 ansøgere søgte jobbet. Ansættelsesudvalget valgte fem kvalificerede kandidater ud til samtale, og det var her, at Nina Boertmann viste sig at være den bedst egnede til stillingen i lærerforeningen.
Formand Jan Trojaborg, der deltog som bestyrelsens repræsentant i ansættelsesudvalget, begrundede valget af Nina Boertmann for KLF’s bestyrelse og ansatte i sekretariatet mandag formiddag:
”Nina har nogle stærke bud på, hvordan vi styrker tillidsrepræsentanternes rolle, og hvordan vi styrker fællesskabet ude på skolerne. Derudover kommer hun med en stærk faglig baggrund, som vi ser frem til at få gavn af i foreningen.”
Det var en glad Nina Boertmann, der mandag fik at vide, at bestyrelsen bakkede op om ansættelsesudvalgets indstilling til, at hun skulle tilbydes stillingen.
”Jeg ser frem til at bruge min politiske erfaring fra bestyrelsesarbejdet i den direkte medlemskontakt i sekretariatet,” siger Nina Boertmann, som håber, det kommer både sekretariatet og medlemmerne til gavn, at hun kommer direkte fra skolehverdagen og kan bidrage med input fra lærernes virkelighed ude på skolerne.
Nina Boertmann udtræder af KLF’s bestyrelse pr. 1. august. Dermed indtræder 1. suppleant Eva Stemann fra Sortedamskolen som bestyrelsesmedlem frem til bestyrelsesvalget i 2018. Eva Stemann har tidligere været medlem af KLF’s bestyrelse i perioden 2012 – 2015. I den mellemliggende periode har hun, udover lærerjobbet på Østerbro, været kongresdelegeret og deltaget aktivt i forskellige aktiviteter i KLF-regi, senest ved Folkemødet på Bornholm.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere