Ved det årlige åbent hus-arrangement torsdag eftermiddag for KLF’s tillidsrepræsentanter blev vinderskolen udtrukket i konkurrencen om en vaskeægte 1950’er pølsevogn til næste personalefest. Se hvem vinderen blev.

December byder på mange hyggelige traditioner, som er værd at holde fast i. En af dem foregår i Københavns Lærerforening, hvor tillidsrepræsentanterne hvert år inviteres til åbent hus med julehygge og den nok så vigtige julegave, der i år består af tre skåle fra Royal Copenhagen. 

Mere end hundrede tillidsrepræsentanter lagde vejen forbi foreningens hus på Frydendalsvej til glögg, æbleskiver og vaniljekranse – dog uden vanilje. Som et af de vigtige højdepunkter torsdag eftermiddag var den længe ventede lodtrækning blandt de arbejdspladser med mere end 25 medlemmer, der nåede op på en stemmeprocent på 80% eller derover til det netop afsluttede hovedstyrelsesvalg. Skolerne modtager hver 1000 kr. i præmie til den lokale KLF-afdeling, men er samtidigt med i konkurrencen om en smuk, københavnsk 1950’er pølsevogn med betjening til en kommende personalefest. 

Vinderen er …

Formand Lars Sørensen indledte seancen med at takke tillidsrepræsentanterne for deres betydningsfulde indsats for at få deres kolleger til at stemme til hovedstyrelsesvalget. Dernæst lykønskede han Katrine Fylking, der modtog stor applaus fra de fremmødte tillidsrepræsentanter og beklagede, at det ikke lykkedes for KLF at få Inge Thomsen og Kjell Nilsson ind i DLF.

Herefter gik formanden videre til lodtrækningen med assistance fra næstformand Inge Thomsen.

Se videoen, hvor vinderen udtrækkes:

Den heldige skole, der snart kan mæske sig i lækre gourmetpølser og bøfsandwich blev Heibergskolen på Østerbro. Til stede blandt tillidsrepræsentanterne var skolens egen TR, Peter Bugge, der spontant jublede og stolt modtog den lille slip med skolens navn på.

Peter Bugge oplevede herefter en stor interesse fra sine TR-kolleger, der både tilbød sig som venskabsskoler eller underholdning til den kommende pølsefest.

KLFnet.dk vil forsøge at dække begivenheden tæt, når den sker.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere. 

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.