Mandag den 1. december afholdt Københavns Lærerforenings pensionistafdeling den traditionsrige julefrokost med luciaoptog, taler og underholdning. I år var der lagt op til en særlig markering, fordi pensionistafdelingen har eksisteret i 50 år og derfor kan fejre jubilæum.

 

KLF’s for- og næstforperson, Katrine Fylking og Janne Riise Hansen, åbnede festlighederne med en sang til de fremmødte, og Katrine Fylking talte til forsamlingen.

”Det er et særligt år, fordi KLFs pensionistforening fylder 50 år, og det har vi glædet os til at fejre. Man er lærer hele livet fra den dag, man starter på læreruddannelsen og træder ind i det professionelle fællesskab. Og man holder ikke op med at være lærer, når man holder op med at arbejde. Og man er medlem af KLF hele livet. Jeg er stolt over, at I er så synlige og aktive og en vigtig del af KLF,” sagde Katrine Fylking.

”Jeg er taknemmelig over jeres aktiviteter og det store arbejde, bestyrelsen gør. Tak til jer og til jeres formand og næstformand. Vi glæder os til de næste 50 år – uden jer ville KLF ikke være det samme.”

Pensionisternes formand, Dorrit Ljungstrøm, havde kigget tilbage i arkiverne og kunne fortælle, at det første møde i foreningen var blevet holdt den anden tirsdag i januar 1976 med 17 deltagere. Til gengæld havde det ikke været muligt at finde navnet på den første formand. Dorrit Ljungstrøm orienterede om aktiviteterne i året, der var gået, og kunne også fortælle, at forårsturen er faldet på plads. Den går til Alanya i Tyrkiet.

Dagen blev afsluttet med et underholdende indslag af Flemming Jensen og Torben Kjær.

185 gæster havde valgt at deltage i det årlige julearrangement og kunne dermed bevise, at pensionistafdelingen lever i bedste velgående og er still going strong …

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.