Politikerne skal ikke fedte ansvaret af på os

Der er politisk konsensus om, at folkeskolen skal have mere frihed. Tak for det. Holdningen deles heldigvis bredt blandt de fleste politiske partier, i kommunerne og også hos skolens praktikere – lærere og ledere. Det er et godt udgangspunkt. Men der er også grund til at få afklaret, hvad vi mener, når vi taler om frihed.

Der er ingen tvivl om, at mange års forsøg på at styre indholdet i folkeskolens undervisning centralt fra Folketinget har taget overhånd. En opgørelse viser, at lærerne skal opfylde 215 mål, 866 færdigheds-og vidensområder og dertil 3.170 vejledende færdigheds-og vidensmål i fagene. En forenkling og begrænsning af den form for styring, så lærerne kan bruge deres kræfter og tid på det, eleverne har behov for – i stedet for på hvad Christiansborg har behov for – vil blive hilst velkommen på lærerværelserne. Og heldigvis ser det ud til, at der er bred politiske enighed om at forenkle folkeskolens læreplaner og begrænse omfanget.

God undervisning tager altid udgangspunkt i den enkelte elev og den enkelte klasse ud fra lærerens professionelle vurderinger på baggrund af uddannelse og erfaring.

Debatten om frisættelse af den offentlige sektor er ikke ny. Helt tilbage i 1980’erne talte Schlüterregeringen om at »afbureaukratisere« den offentlige sektor. Poul Nyrup ville gøre op med »systemtænkning«, og Anders Fogh talte imod »topstyring«. Gennemgående for den slags politiske slogans har været ønsket om at få mere offentlig service for de samme penge. Men det er ikke altid, der er sammenhæng mellem de flotte ord og den virkelige politik.

Helle Thornings-Schmidts regering lancerede i 2013 en såkaldt »tillidsreform«, hvor det erklærede mål bl.a. var, at »ledelse og styring skal tage afsæt i tillid og ansvar«. Det skete mindre end to måneder efter regeringens indgreb i lærernes overenskomst. Frihed og tillid kan være vanskeligt at praktisere, når man mener at have behov for at vise politisk handlekraft.

Hvis man ser på den offentlige debat om folkeskolen siden Mette Frederiksens erklæring om at sætte skolerne fri, har den f.eks. handlet om, hvor meget og hvordan der skal undervises i emner som Mohammed-tegninger eller Holocaust. Og om i hvilket omfang mobiltelefoner og skærme må spille en rolle i undervisningen. Når politiske snuptagsløsninger giver point i medierne, har det været svært at holde fast i ønsket om skolernes og lærernes frihed. Til gengæld er der langt mellem de politiske udmeldinger om at sikre et vist serviceniveau i skolen og resten af den offentlige sektor. Her er frihedsdagsordenen mere bekvem.

Jeg hilser de politiske udmeldinger om frihed velkommen. Men jeg mener også, at vi skal holde fast i, at folkeskolen er fællesskabets skole, og at der er behov for politikere, der tager et ansvar for skolen på tværs af landet, både hvad angår det overordnede indhold i undervisningen og de økonomiske rammer for folkeskolens virke. Så alle elever får et godt undervisningstilbud, uanset hvor de kommer fra både geografisk og socialt.

I Københavns Kommune oplevede vi før ferien, at det blev lagt ud til den enkelte skole at beslutte, hvordan ekstraordinære besparelser på årets budget skulle udmøntes. Det er muligvis en nemmere politisk løsning, men det er ikke den form for frihed, vi efterspørger, hvis målet er at styrke kvaliteten i undervisningen.

Jeg kan godt frygte, at den frihedsdagsorden, som italesættes af politikere både på Christiansborg og i kommunerne – herunder på Københavns Rådhus – ender med at blive en øvelse, hvor ubehagelige beslutninger skubbes ud på den enkelte folkeskole. Mens politikerne skyder til højre og venstre med krav om, hvordan lærerne skal undervise i Mohammedtegninger og frikadeller.

Folkeskolen er vores vigtigste samfundsinstitution og en væsentlig udgiftspost på de kommunale budgetter. Det er intet mærkeligt i, at alle aktører har en holdning til, hvad skolen skal. Til gengæld vil vi som professionelle kræve, at det bliver overladt til vores faglige dømmekraft i forhold til den elevgruppe, vi står overfor, at afgøre, hvordan vi gør det. For så kan mere frihed til skolerne virkelig gøre en forskel.