Sådan kan du understøtte dine minoritetsetniske elever

Egentlig handler dét at undervise minoritetsetniske elever om det samme som med andre børn, siger Laila Colding Lagermann, der er lærer, cand.pæd. og ph.d. i pædagogisk psykologi: Det drejer sig om at tage udgangspunkt i den enkelte elev.  Dertil kommer, at man skal man være ”kritisk farvebevidst”, som Laila Colding Lagermann kalder det. Mere om farvebevidsthed senere. Først giver Laila Colding Lagermann et illustrativt eksempel på vellykket pædagogik fra sin nye bog ”Farvede forventninger”, som hun for kort tid siden har udgivet:

I 9. klasse skal eleverne skrive digte. Ibrahim vil skrive om sin storebrors død. Han kan ikke rigtig komme i gang. Han vipper på stolen og forstyrrer de andre elever med kommentarer. Da han endelig får skrevet et par linjer, siger læreren, at det ser godt ud. Mens hun er ude på gangen, kommer en anden dreng hen til Ibrahim. De begynder at rappe højlydt sammen.

Da læreren kommer ind i klassen igen, gør hun lidt store øjne over larmen, men griber deres initiativ og siger straks, at de meget gerne må fremlægge deres digte som rap. Drengene bliver synligt glade, giver hinanden high fives og går hver til sit.

Ibrahim tager earplugs på og lægger begge fødder op på bordet. Han vipper på stolen, mens hans fødder slår takt til musikken i hans ører – men han er koncentreret om sit arbejde, hvilket læreren noterer sig. Ved fremlæggelsen præsenterer Ibrahim et meget personligt og stilrent rap.

”Eksemplet viser, at læreren har succes med at arbejde med bevægelige rammer i sin undervisning – og held med at tage udgangspunkt i Ibrahim og hans forudsætninger. Hun griber situationen og har positive forventninger til ham. Hun tror grundlæggende på, at hver enkelt elev har et udviklingspotentiale, og hun bygger bro mellem det faglige og eleven”, siger Laila Colding Lagermann.

”Ibrahim kan ikke læne sig ind i det, som læreren havde tænkt sig, nemlig at skrive et digt, men så opdager hun, at han kan deltage på sin egen måde. At skrive et digt, giver ingen mening for ham, han kommer fra et uddannelsesfremmed hjem og har måske ikke fået læst Halfdan op derhjemme - men et rap genkender han fra sin hverdag”, tilføjer Laila Colding Lagermann.

Altså en pædagogik fra den reformpædagogiske tradition, som danske lærere er blevet undervist i på læreruddannelsen, hvor læreren kommer eleven i møde og respekterer eleven som et unikt, medbestemmende menneske, der har indflydelse på sin egen læring.

To pædagogiske fælder

Så enkelt og velkendt er det. Men! – for der er et men, når det drejer sig om undervisning af minoritetsetniske elever, påpeger Laila Colding Lagermann: Man falder ofte i to fælder. I stedet for at respektere den enkelte elev som et unikt menneske i egen ret har mange lærere en – ubevidst – tilbøjelighed til at bundte elever efter etnicitet, ofte på en fordomsfuld måde, for bedre at kunne håndtere undervisningen og elevmassen. Laila Colding Lagermann giver et eksempel på denne fælde:

En minoritetsetnisk pige i 3.g fik en depression på grund af stress. Ifølge pigen forklarede de fleste af hendes lærere det med, at forældrene nok pressede pigen. ’Folk har opfattelsen af, at indvandrerpiger bliver presset hjemmefra til at gøre det godt og få gode karakterer’, som pigen selv siger. Men pigen følte sig ikke presset af sine forældre, hun følte sig presset af gymnasiet.

Farveblindhed

Den anden fælde kaldes i forskningen ’farveblindhed’, siger Laila Colding Lagermann. Af et godt og tolerant hjerte lader mange lærere, som om alle elever er ens, for eksempel 9.-klasselæreren Julie, der under et feltarbejde fortalte Laila Colding Lagermann, at ’i det øjeblik, jeg går ind i klassen for at undervise, så ser jeg faktisk ikke forskellige nationaliteter, og det er lige meget, hvor de kommer fra. Det, synes jeg, er den eneste værdige måde at være på over for eleverne'.

”Julies vægt på farveblindhed var sikkert godt ment, men den kom til at skygge for den underliggende ulighed, som flere af især drengene i klassen fortalte mig, at de oplevede både i og uden for skolen”, siger Laila Colding Lagermann.

Og da det kom til stykket, var Julie alligevel – måske imod sin vilje – fordomsfuld. Hun forklarede således Hakims manglende motivation i fransktimerne med, at han kun gik til fransk, fordi han stammede fra Libanon, ’og så giver det prestige at gå på franskholdet’, mente Julie. Men som Laila Colding Lagermann observerede det, havde Hakim simpelthen svært ved at forstå de opgaver, som Julie gav ham, også i engelsk, som ellers var hans yndlingsfag.

”Julie kom til at kategoriforklare frem for at situationsforklare de problematikker, hun oplevede, der knyttede sig til Hakims adfærd i timerne”, forklarer Laila Colding Lagermann.

”Folk siger: ’Jeg har da ikke fordomme’ – men de fleste har en forforståelse, som de ikke er bevidste om. I forskningen siger vi, at de er farveblinde. De siger: ’jeg ser ikke elevernes nationalitet; det er det mest respektfulde’. Men eleverne kan ikke aflyse, hvor de kommer fra. De oplever det hver dag i bussen, når andre passager kikker på dem. En pige, der smed et tomt kaffekrus i affaldsspanden ved et busstoppested, måtte finde sig i, at en mand sagde: ’Nå, det er nok en bombe’. Den slags oplever de hele tiden”, tilføjer Laila Colding Lagermann.

Bryd med farveblindheden

Derfor må lærere prøve at se virkeligheden i øjnene, mener Laila Colding Lagermann. Anerkende, at der er forskel på elever, også hvad angår hudfarve.

”Det er et vigtigt skridt at bryde med den farveblindhed - ved at anerkende, at elevernes hår- og hudfarve har en betydning for, hvordan de placeres i forskellige kontekster. Og så prøve at bryde med det ved at forholde sig kritisk til, at det er sådan, det er. For eksempel ved at tilbyde eleverne nogle andre positioner i klasserummet”, siger hun.

”Det er svært at sætte på formel, hvordan lærere kan gøre det pædagogisk, men eksemplet med Ibrahim kan vise en vej. I stedet for at blive sur over, at han har benene oppe på bordet, og i stedet for at blive irriteret over, at han ikke skriver et digt, når det nu er det, hun har forberedt, griber læreren situationen, da hun ser ham rappe med en ven, og siger: ’hey, jeg kan se, at I er optaget af rap, skriv en rap i stedet for et digt’”, tilføjer Laila Colding Lagermann.

Man kan også inddrage og respektere eleverne på en anden, særlig måde, mener Laila Colding Lagermann: Når elever laver ballade og er umotiverede, kan læreren se det som et signal om, at undervisningen rammer ved siden af, og det kan læreren så bruge som inspiration til en justering af undervisningen.

”Inddrag børnene i det arbejde her; de har en særlig vinkel på praksis, som kan bidrage med viden om, hvor udfordringerne ligger for dem - og dermed kan de give et fingerpeg om, hvor vi skal sætte ind som voksne”, siger Laila Colding Lagermann.

Kritisk farvebevidsthed

Førhen skulle lærere være klassebevidste, så elever fra arbejderhjem ikke faldt igennem i skolen, nu skal de også være farvebevidste, mener Laila Colding Lagermann.

”Jeg vil anbefale, at man som lærer er kritisk farvebevidst. Det vil sige, at man bevidst anerkender, at hudfarve spiller en rolle. Vi kan ikke bare lade det ligge i skolen, for hvis vi skubber etniske minoritetselever ud af skolen, så skaber det også fremtidsproblemer – ikke blot for den enkelte elev, men også samfundsmæssigt”, siger Laila Colding Lagermann.

Så: Tag udgangspunkt i den enkelte elev og hans eller hendes forudsætninger. Hav positive faglige forventninger til eleven. Og vær kritisk farvebevidst.

”Farvede forventninger” er udkommet i serien ”Pædagogisk rækkevidde”, som Aarhus Universitetsforlag udgiver i samarbejde med Danmarks Lærerforening. Som medlem af Danmarks Lærerforening kan du gratis downloade bogen via Min side på dlf.org (kræver NemId).

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.