Sammen om skolen - er det stadig den rigtige strategi?

På de enkelte skoler er situationen ikke meget mere opløftende. Hver tredje lærer har ikke den rette uddannelse, og medierne er lige for tiden fyldt med historier om skoler, hvor arbejdsmiljøet er så dårligt, at det påvirker både lærere og elever. Der ses desuden en stigning i voldelige overfald. Grimme tilråb, spyt, slag og spark er blevet en del af hverdagen mange steder.

De netop afsluttede OK-forhandlinger efterlader ikke lærerstanden med de forventede forbedringer hverken lønmæssigt eller arbejdsmæssigt. Der må og skal gøres noget.

Samarbejdssporet

Strategien har været, at forfølge et samarbejdsspor. ”Sammen om skolen” har været udråbt som det, der skulle bane vejen for bedre arbejdsforhold. Samarbejdssporet skulle sætte en stopper for den frugtesløse diskussion om for eller imod folkeskolereformen, og i stedet løse de udfordringer der er i skolen, udtalte den daværende undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil. Samarbejdssporet blev lanceret i en kronik i Berlingske Tidende den 28. maj 2021. Der skulle være arbejdsro i folkeskolen, og de store udfordringer skulle løses i fællesskab, blev der udtalt. Inklusionen var en af de udfordringer, der blev nævnt, samt det faktum at alt for mange drenge og piger ikke var gode nok til at læse og regne. På sigt skulle samarbejdssporet gerne højne anseelsen og tiltroen til folkeskolen. Flere unge skulle derigennem gerne have lyst og mod til at give sig i kast med det vigtige og givende job at være Folkeskolelærer.

Set i lyset af de seneste tal for optagelse til læreruddannelsen, historier om fejlslagen inklusion samt dårlige resultater i PISA-undersøgelsen, må man begynde at spørge sig selv, om missionen er på rette vej. Man må begynde at spørge sig selv, om samarbejdsstrategien har båret frugt? Har den givet de nødvendige resultater? Er der skabt arbejdsro i folkeskolen? Lige nu arbejder partnerne i ”sammen om skolen” med en fornyelse af folkeskolens fagplaner. Som lærer tænker vi dog heller ikke, at dette arbejde rummer svaret på folkeskolens store udfordringer.

I vores optik må man derfor begynde at spørge sig selv, om prisen for samarbejde ikke har været for høj? Om vi er blevet for indadvendte og konfliktsky? For hvad har vi som lærere i virkeligheden opnået. I perioden har vi til tider fremstået passive og handlingslammede. Vi har ikke udadtil kunnet fremvise resultater eller sejre. Tværtimod. Antallet af lærerstillinger falder stødt. Mismodet og ligegyldigheden dukker op overalt på lærerværelserne. Vi spejder efter lyset for enden af tunnellen. Mange kollegaer har opgivet. De er stoppet eller har fået andre job.

Selvfølgelig skal tillidsfolk i DLF på alle niveauer samarbejde med ledere, embedsfolk og politikere om alt der er godt for folkeskolen og lærerne. Men har samarbejdssporet gjort os for indadvendte? For stiltiende overfor den nedskæringspolitik der efterhånden ser helt automatisk ud?

Efter tre år, hvor vi som fagforening helhjertet har arbejdet for fælles løsninger og samarbejde, skal vi efter vores mening kunne fremvise resultater eller i det mindste delresultater. Kan vi det? Hvis ikke er vi nødt til at spørge os selv, om det er den rigtige strategi vi har valgt.