Shabanas rejse

Syv år tidligere lå Shabanas liv mildest talt i ruiner. Dengang gik hun i 5. klasse, var i konflikt med alt og alle både i skolen og i hjemmet, slog sine mindre søskende og sin mor, havde et bekymrende råt sprog og var fagligt slet ikke niveausvarende. Hendes forældre greb interesserede al den hjælp, som skolen og omgivelserne forsøgte sig med. Men problemerne virkede endeløse og tårnede sig op.

En dag efter sommerferien kom Shabana ikke i skole. Vi fik uklare svar på spørgsmålet om, hvor hun dog var henne. Det viste sig, at hun var blevet sendt væk til familiens hjemland. Det var forældrenes desperate forsøg på at hjælpe deres datter ud af vanskelighederne 

Så gik der tre år. En dag dukkede Shabana op foran mig på skolen. Et hoved højere end sidst. Klar til at komme tilbage i sin gamle klasse. Vi talte sammen om hendes liv i de år, der var gået siden sidst. Det viste sig, at hun stort set ikke havde gået i skole. Så her sad jeg overfor en pige, der var 15 år gammel, men fagligt og sprogligt slet ikke ville kunne begå sig med sine jævnaldrende. Som testresultaterne også viste. Hun ville ikke have en chance. Vi ville tabe hende på gulvet, hvis hun kom tilbage til sin klasse. Så hvordan skulle hun hjælpes til at få skolekundskaber, så hun senere kunne begå sig i en ungdomsuddannelse og få et godt liv? Vi fandt en løsning – erhvervsklassen på en af naboskolerne.

Erhvervsklassen var blevet etableret for at hjælpe udskolingselever i faglige og sociale vanskeligheder. Hjælpe dem til at komme videre. Her skulle Shabana ansøge om at få plads. Hun skulle være indstillet på at knokle for at nå både faglige og sociale mål. Der var få elever i klassen, så undervisningen var tilpasset hver enkelt. Her kunne hun finde ro og være sammen med jævnaldrende uden at falde igennem. Og der var flere voksne omkring hende. To dage om ugen var til bogligt arbejde, de øvrige til skolens produktionskøkken og til praktikforløb i virksomheder. Et praktiksted som eleverne selv var med til at vælge. Det gjorde dem topmotiverede.

Før starten på en praktikperiode var der et intensivt forløb med at klæde eleverne på til opgaven. De skulle lære at begå sig, at give hånd og hilse med god øjenkontakt. De skulle lære at smile med imødekommenhed og arbejde med attituder og kropssprog. Jakken skulle hænges på en bøjle i stedet for at blive kylet over i den nærmeste stol. Der var tæt kontakt i hele forløbet mellem skole, virksomheder, elever og forældre. 

Projektlederen for erhvervsklassen havde knyttet virksomhedskontakter over hele byen, hvor eleverne kunne komme i et praktikforløb som fx frisør, tømrer, servicemedarbejder i et supermarked eller i en af nærområdets børnehaver eller klubber. Shabana valgte Føtex. Hun havde mod på at stable dåserne med flåede tomater fra Beauvais, at hjælpe kunderne med at få appelsiner i poserne og at trimme hylderne med julesmåkager.

Shabanas selvtillid fik et boost og den anerkendelse, hun så hårdt havde brug for. 

Moderen sender sine to mindre børn ind i klassen med et kys på hver kind. ”Jeg er så glad for, at min datter fik hjælp af jer den gang”. 

I dag er erhvervsklassen lukket. Det var ikke længere muligt at finansiere den.