I år kan Kolonierne fejre 125-års jubilæum. Men måske er det snart slut, for hvis det står til et flertal i Børne- og Ungdomsudvalget (Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Venstre), skal tilskuddet til Kolonierne reduceres med 4,7 mio. kr. næste år. Det svarer til 37 %.
”På Kolonierne får børnene oplevelser og sociale fællesskaber, der ikke er styret af mål og præstationer. Det er samværet og fællesskabet, der er kernen i koloniopholdet, og det har enorm betydning – ikke mindst for elever, der har svært ved at trives i folkeskolens hverdag,” siger Christoffer Søe, leder af Kolonierne.
125-års jubilæum
Kolonierne har eksisteret i 125 år og startede som en svagbørnskoloni, hvor børnene kunne få frisk luft og god mad. Den sociale bevidsthed og engagementet er stadig drivkraften, når mange vælger at bruge en eller flere uger af deres sommerferie som personale på Kolonierne.
Katrine Fylking, formand for Københavns Lærerforening, siger:
”Værdien af et godt koloniophold kan mærkes langt ind i folkeskoleåret. Børnene danner nye relationer på kryds og tværs, oplever stærke fællesskaber og lærer at stå på egne ben. Det vil være en katastrofe at reducere tilskuddet med 4,7 mio. kr.”
Drift, vedligeholdelse og lønninger
Tilskuddet fra Københavns Kommune er med til at dække drift, vedligehold og lønninger til personalet på kolonierne.
Christoffer Søe, leder af Kolonierne, fortæller:
”Vi har store udgifter til vedligeholdelse af koloniernes bygninger og arealer. Nogle af dem er over 100 år gamle, og vi er nødt til at vedligeholde dem for at forlænge deres levetid. En yderligere besparelse vil få konsekvenser for vedligeholdelsesniveauet og opdateringen af bygningerne.”
Kolonierne har også væsentlige merudgifter som følge af stormskaderne i oktober 2023, hvor fire kolonier blev ramt af skader. Skaderne dækkes desværre ikke af forsikringen.
Også besparelser sidste år
Sidste år blev tilskuddet til Kolonierne reduceret med 1 mio. kr. For at kompensere for det reducerede tilskud hævede Kolonierne deltagerbetalingen fra 1445 kr. sidste år til 1795 kr. i år.
I år forventes antallet af deltagere på sommerkoloni i 2024 at være 10 pct. lavere end sidste år. Dvs. at der kommer ca. 300 færre børn på koloni, efter at deltagerbetalingen er blevet sat op.
I det vedtagne besparelsesforslag for 2025 foreslås det at øge deltagerbetalingen yderligere til 2.850 kr. for familier med en indkomst på mere end 765.000 kr. og 1.950 kr. for familier med en indkomst mellem 565.00 og 765.000 kr.
Med den nuværende deltagerbetaling på 1.795 kr. ligger Københavns Kolonier i forvejen højest sammenlignet med andre kommuner med sommerkoloni. Og en endnu højere deltagerbetaling vil med stor sandsynlighed få konsekvenser for forældres tilvalg af sommerkoloni til deres barn. Hvis antallet af børn på sommerkoloni falder til 2.000 eller 1.500 med en sådan justering af deltagerbetalingen, vil antallet af børn, der fremover tager på sommerkoloni, blive halveret på bare tre år.
Den manglende deltagerbetaling ved færre børn vil forværre den økonomiske situation for Københavns Kolonier yderligere. Falder antallet af børn til 2.000 mistes indtægter på 2,6 mio.kr. Falder antallet af børn til 1.500 mistes indtægter på 3,8 mio.kr. De løbende udgifter til drift og vedligehold af kolonierne falder dog ikke med antallet af børn – og derfor er det kun børnenes sommerferie, der kan spares på.
Det kan betyde, at antallet af koloniuger vil blive reduceret betragteligt. Det vil forventeligt ikke være muligt at oprette mere end knap halvdelen af de 78 koloniuger, som Kolonierne forventer at gennemføre i år, hvis antallet af børn falder til 1.500.
Høj deltagerbetaling sammenlignet med andre kommuner
Københavns Lærerforenings Kolonier har hørt en række andre kommuner om niveauet for deltagerbetaling. Ingen kommuner har en deltagerbetaling i nærheden af det foreslåede niveau. Af de kommuner, som Københavns Lærerforenings Kolonier har haft kontakt med, har kun Gentofte Kommune en deltagerbetaling, som er lige så høj som Københavns Lærerforenings Koloniers nuværende deltagerbetaling på 1.795 kr. Andre kommuner – f.eks. Odense, Silkeborg eller Gladsaxe - har alle væsentligt lavere deltagerbetaling. I Aarhus Kommune kommer 240 børn hvert år gratis på sommerkoloni.
Københavns Kommunes endelige budget bliver vedtaget senere på året.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere