Skal folkeskolen være målbar eller holdbar?

Der har gennem tiden været flere store tænkere, der har brugt tid på at tænke over pædagogik, læring og uddannelse. Nogle af dem har haft direkte indflydelse, mens andre har været med til at lægge fundamentet. Et fundament, vi stille og roligt er ved at ødelægge, med alle mulige forskellige og vidt pegende pile om i hvilken retning skolen skal udvikle sig. Nedenstående hurtig og let gennemgang af nogle af dem, der har tænkt mange og gode tanker om børns udvikling, læring og dannelse – primært med fokus på læring og hvordan skolen eventuelt kunne udvikle sig.

I det følgende vil jeg tage jer med rundt i min tolkning af de store tænkeres syn på uddannelse, og dermed også rumme overskriften på denne artikel. I den forbindelse er det væsentligt at få Martin Luther (1483–1546) på plads. Luthers synspunkter om uddannelse var knyttet til hans religiøse reform idéer. En af Luthers teorier var ”Uddannelse for alle”, idet Luther var af den overbevisning at alle både drenge og piger, og ikke kun præster og munke skulle have adgang til uddannelse. Han så det som en pligt for staten at sikre, at alle børn fik en grundlæggende uddannelse.

Den næste, jeg vil bringe i spil, er Jean-Jacques Rousseau (1712-1778), schweizisk-fransk filosof. En af hans teorier om læring siger, at i stedet for at fokusere på boglig viden og udenadslære ville børn naturligt drage nyttige konklusioner, hvis de fik mulighed for at opdage verden på deres egne præmisser. Altså læring gennem erfaring. Rousseaus uddannelsesfilosofi påvirkede bl.a. Dewey og har haft stor indflydelse på moderne pædagogik. Hans idéer om, at barnets individuelle udvikling og frihed bør være i centrum for uddannelsen, står i modsætning til mere autoritære og disciplinære systemer.

Den næste tænker på papiret er gode gamle Kant (1724–1804), tysk filosof med holdninger, der rækker langt i den efterfølgende tid. Kant så uddannelse som en gradvis proces og mente, at mennesket gennemgår flere stadier i sin udvikling. Udover disse stadier i både dannelse og uddannelse markerede Kant sig bl.a i sin holdning i forhold til strenghed og frihed i uddannelse. Der skulle være en balance mellem disciplin og frihed i uddannelsen. Disciplin var nødvendig for at forme barnets karakter, og forhindre det i at handle uansvarligt. Samtidig var frihed vigtig for at tillade barnet at udvikle sin egen fornuft og moralske dømmekraft.

Så kommer vi endelig til vores egen Nikolaj Frederik Severin Grundtvig (1783–1872), en af Danmarks mest indflydelsesrige tænkere, præst og digter, som fik en massiv indflydelse på dansk uddannelse, især gennem sin vision om folkeoplysning, livslang læring og et uddannelsessystem, der fokuserede på af være mere frit og menneskeligt orienteret, baseret på det enkelte individs personlige og kulturelle udvikling - end blot på faglig kundskab.

Her er et par af de vigtigste punkter af Grundtvigs syn på uddannelse.

Grundtvig anså folkeoplysning som central for et levende demokrati og for et menneskes personlige udvikling. Han mente, at uddannelse skulle være tilgængelig for hele folket. Hans idéer dannede grundlaget for den danske folkeskole og folkehøjskolebevægelsen. Grundtvigs pædagogiske filosofi var revolutionerende for sin tid.

Den næste og sidste, jeg vælger at nævne i forbindelse med debatten om folkeskolen og dens videre færd, er John Dewey (1859-1952), en af de mest indflydelsesrige amerikanske filosoffer og pædagoger fra det 20. århundrede. Han havde en revolutionerende tilgang til uddannelse. Hans pædagogiske filosofi lagde grundlaget for progressiv uddannelse, der fokuserede på elevernes aktive deltagelse, erfaring og kritiske tænkning frem for passiv indlæring. Hans ideer var dem, der bl.a udgjorde det pædagogiske grundlag for den danske folkeskole, og er nok mest kendt for sætningen ”Learning by Doing”.

Deweys filosofi fremhævede en uddannelse, der ikke var lineær eller statisk, men en dynamisk proces, der krævede samarbejde mellem elever, lærere og samfundet. Han så skolen som et demokratisk rum, hvor børn kunne udvikle sig som hele individer – ikke kun intellektuelt, men også moralsk og socialt. Hans pædagogik har haft enorm indflydelse på moderne undervisningspraksis.

Og nu er vi tilbage ved start, fundamenter der vakler – der skal gøres noget omkring skolevægring, uro, inklusion og de stærkt udadreagerende elever, samt den aldrig stoppende lærerflugt, som af en eller anden grund konstant undre vores politikere.

Sidste gang, der blev rørt i gryden, var Folkeskolereformen fra 2014, der har haft betydelig indflydelse på både dannelsesbegrebet og læringsmetoderne positiv og negativt i den danske folkeskole. Den har styrket nogle aspekter af dannelse og læring, men også ændret andre på en måde, der har skabt debat om, hvorvidt reformen har fremmet eller hæmmet en helhedsorienteret uddannelse.

Et af de mest markante skift i folkeskolereformen var indførelsen af målstyret undervisning, hvor lærernes arbejde i højere grad blev fokuseret på klare læringsmål, og dermed resultater der kan måles. Der blev lagt vægt på, at eleverne skulle løfte deres faglige niveau – især i de såkaldte kernefag som dansk og matematik og gøres uddannelsesparate til blandt andet gymnasiet.

For Dewey og Grundtvig var læring og dannelse en livslang proces, som ikke kunne måles gennem eksamener eller testresultater. For dem handlede læring og dannelse om at udvikle hele mennesker, som kunne deltage aktivt i samfundet, tænke selvstændigt og forstå deres kulturelle rødder. I en test baseret skolekultur er der fare for, at denne brede tanke træder i baggrunden.

Hvis den nuværende og udskældte folkeskolereform skal ændres, er der flere centrale områder, der bør overvejes for at sikre, at folkeskolen kan udvikle sig på en måde, der både tager hensyn til faglige resultater og samtidig genopretter fokus på helhedsorienteret læring, dannelse, trivsel og elevens personlige udvikling.

Og er det med trivsel egentligt et problem?

VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd udgav 24. oktober en rapport, der viser, at næsten hver fjerde folkeskoleelev har behov for støtte / hjælp til at håndtere forskellige problemer. Man har valgt at spørge på 12 forskellige parametre bl.a udover de målbare faglige parametre fx håndtering af vrede, fastholde skolegang, undgå sociale problemer, socialt samspil, overskue skoledagen. Man har fået ca. 530 besvarelser. Undersøgelsen viser, at støttebehovet er størst til de rent undervisningsrelaterede spørgsmål og ikke til støtte i at fastholde skolegang eller hjælp til at håndtere vrede og udadreagerende adfærd, hvilket jo kan virke underligt, da medierne og forældre samt andre aktører på området hæfter sig ved uro, manglende undervisere og en hård skoledag på stort set alle årgange. Så det skaber et paradoks i forhold til, hvorledes folkeskolen har det i dag – hvem der ser på folkeskolen og hvordan diverse undersøgelser udformes.

Men hvordan kunne folkeskolen komme videre og få fast grund under fødderne. Her nogle forslag set fra mit perspektiv.

Man kunne reducere antallet af obligatoriske tests eller gøre dem mere formativt orienterede. Fokus kunne flyttes fra at bruge tests som præstationsmål til at bruge dem som redskaber til at evaluere elevernes udvikling og behov for støtte. Fx fokusere mere på fleksibel undervisning og differentiering.

Skolen kan genoprette fokus på de dannelsesværdier, som tidligere var en grundpille i folkeskolen. Det kunne indebære en genovervejelse af skolens formål, hvor det at udvikle elevernes sociale, kulturelle og personlige kompetencer vægtes lige så højt som de faglige resultater. Her kan inspiration trækkes fra både Grundtvigs tanker om folkelig dannelse og Deweys idéer om skolen som et demokratisk fællesskab.

Et andet skridt kunne være, at skolen også kan være et sted, hvor eleverne trives og udvikler sig socialt og følelsesmæssigt. Trivslen skal gå hånd i hånd med det faglige, da trivsel er afgørende for, at eleverne kan lære og udvikle sig.

Der er sikkert flere håndtag, der kan drejes på, hvis folkeskolen ikke bare skal være målbar, men mere holdbar. Men hvad er det så, der mangler, når det hele stadigvæk er noget rod med skolevægring, mange lærerskift, ufaglærte, der underviser, og sidst men ikke mindst et nyt ordensregulativ, der skal gøre det lettere at hjemsende og straffe eleverne? Man kunne i stedet overveje at give eleverne og lærerne mere magt over folkeskolen. Ved fx

• flere ressourcer og frihed til at tilpasse undervisningen til elevernes individuelle niveauer og læringsstile.
• tid til ordentlig forberedelse og evaluering.
• større frihed til at vælge, hvordan de vil undervise i overensstemmelse med elevernes behov, i stedet for at følge stramme læringsmål.

Lad de to parter, lærerne og eleverne – det er jo deres arbejdsplads og 2. hjem – komme med nogle kvalificerede betragtninger om, hvordan den danske folkeskole skal udvikle sig, uden den evigt tilbageværende indblanding fra alle dem, der ikke har deres hverdag i folkeskolen og har deres børn på privatskoler.