Sløjd med faglig stolthed

KLF Longreads (længere artikel)

Oktober og november er de ordinære generalforsamlingers måneder. Hvilken lærerforening kan mønstre 50 procents fremmøde til den årlige ordinære generalforsamling år efter år? Det kan Københavns Sløjdlærerforening. Sidste år var fremmødet over 50 procent af medlemstallet, men i år var den lige under, fordi sekretæren var på rejse. Tænk, hvis Københavns Lærerforening kunne opleve et tilsvarende fremmøde til den ordinære generalforsamling.

Københavns Sløjdlærerforening har 13 medlemmer, og de 6 tilstedeværende ved årets ordinære generalforsamling kunne nyde et par indholdsrige timer omkring formandens spisebord i Valby. Dagsordenen var udsendt i rette tid før mødet, blev det konstateret, og evt. indkommende forslag skulle tilsendes formanden de vedtægtsbestemte antal dage før mødet. Dem var der dog ingen af.

”Vi starter altid med at spise lidt”, annoncerede formand Lars Johansen, tidligere Kirkebjerg Skole, da klfnet’s udsendte spurgte, om vi måtte være med ved begivenheden. ”Ja, selvfølgelig. Du er velkommen”, var det imødekommende svar. Generalforsamlingen var annonceret på KLF’s hjemmeside, klfnet.dk, men skønt hjemmesidens digitale kommunikationsform i høj grad er inspireret af den unge generations opvækst og vaner med skærme og digimedier, var der ingen ungdommelige delinger eller likes til begivenheden. Det var lutter kendte ansigter, der dukkede op på fastsat tid og sted, og sådan har det været i en årrække.

2-3 medlemmer af Sløjdlærerforeningen pr. skole

At det sluttede selskab rundt om formandens spisebord ikke er et dækkende billede af den faglige forening, gjorde dens revisor, Keld Jørgensen, rede for. Han har i øvrigt sin jævnlige gang hos KLF på Frydendalsvej, hvor han er intern revisor og har været det i en årrække. Som tidligere sløjdlærer husker han 1960erne og begyndelsen af 70erne med stolthed. Dengang var der 160 medlemmer af Sløjdlærerforeningen, dvs. gennemsnitligt 2-3 lærere pr. skole, og fagets betydning illustreres af, at eleverne var til fire timers statskontrolleret prøve, én for træsløjd og én for metalsløjd.

”Ude på Tingbjerg Skole, hvor jeg var, havde vi tre sløjdlokaler, ét til metal, og to til træsløjd, og de var altid besat af elever”, fortæller Keld, der også bidrog til foreningens eget forlag, ’Modeludvalget’, der blev startet i 1938. Modeludvalget udgav hvert år syv arbejdstegninger med instruktioner, der blev sendt ud til de københavnske skoler som vejledning til årets arbejder i sløjdsalene. Det gode initiativ rygtedes endda ud på den anden side af Valby Bakke, og på et tidspunkt havde forlaget tusind abonnerende skoler uden for København inklusiv Grønland og Sydslesvig, der alle betalte for modeltegningerne, så forlaget var faktisk økonomisk ret velpostret i en årrække. 

Et feminiseret fag

”Hvem er på valg? Skal vi ikke bare skrive genvalgt?”, spørger foreningens kasserer, Peter Thorsen, vist i spøg, men lidt upassende, for mødet er jo dårligt begyndt. Han er vist den blandt de tilstedeværende, der er gået senest på pension og har måske derfor på egen krop oplevet de senere års effektiviseringsræs i arbejdslivet. Peter har været sløjdlærer i 39 år på Rådmandsgades Skole, men hans effektiviseringsfremstød på generalforsamlingen får ikke lov at passere. Formand Lars Johansen finder sin beretning frem. Han har allerede luftet, at den vist ikke afviger meget fra de foregående år. Som udenforstående kan man mistænke den for at være et genoptryk, men det gør den på ingen måde mindre relevant.

”Det er med stor bekymring, at jeg må konstatere, at faget sløjd, såvel i København som på landsplan, er stærkt vigende på den ugentlige arbejdsplan,” indleder han og refererer til en artikel fra 2011 om sløjdfagets nye navn, ’materiel design’. Han beretter, at de lærerstuderende, der vælger faget, overvejende er kvinder, som ellers ville have valgt håndarbejde, ”hvilket understreges af, at kun seks af de 39 uddannede i materiel design vil arbejde i hårde materialer”.

Det skal ikke forstås som en anerkendelse fra sløjdlærerforeningens formand. Han er selv uddannet grovsmed, før han læste til lærer, og særdeles fortrolig med det, der kræver mange kræfter. 

Finn Jørgensen, tidligere sløjd-, fysik- og kemilærer på Grøndalsvængets Skole, der sidder med ved spisebordet, finder, at faget bliver stadigt mere feminiseret. Fagets nyeste hippe navn, ’håndværk og design’, antyder da også noget i samme retning. Der har allerede været artikler fremme om noget så spændende som designprojekter på computeren, 3D printere og andet nips, der ligger langt fra sløjdfagets håndværksmæssige faglighed. Finn har i øvrigt skabt sig en ny bemærkelsesværdig karriere, efter at han blev pensioneret.

Fra lærer til vognstyrer

På den årlige sommerudflugt med Københavns Lærerforenings pensionistafdeling i 2005 blev Finn inspireret af et besøg på Sporvejsmuseet Skjoldnæsholm, hvor rundviseren spurgte, om nogen kunne tænke sig at prøve at være vognstyrer på den vogn af Düsseldorf-modellen, der blev afprøvet på linje 2’s rute i 1957. Det kunne han godt, og siden har han arbejdet med sporvogne i museets sommersæson.

”Jeg har gået hele vejen fra konduktør til vognstyrer, og nu er jeg kørelærer for kommende vognstyrere. I år har jeg været på museet 50 dage i sommersæsonen”, fortæller Finn, og John Christoffersen, hvis fremmeste kvalifikation ifølge de øvrige generalforsamlingsdeltagere rundt om spisebordet er, at han har nedlagt to skoler, Sankt Hans Gade og Nørre Allé, på hans sidste skole, Holbergskolen, gik den ikke – den overlevede. Han fortæller, at hvis noget af det svungne træ i de gamle sporvogne går i stykker, så er Finn den, der kan lave en ny del magen til, samtidig med at han som fysiklærer også har indgående kendskab til mekanikken.

Finn er på den anden side ikke nogen kompromisløs stivstikker, og han holder meget af maleren Hundertwasser, for hos ham er intet i lod, vatter eller vinkel, modsat i sløjdfaget.

Finn har helt tilfældigt et par brochurer med om Sporvejsmuseet, hvis nogen skulle have glemt sporvejenes kulturhistoriske betydning for udviklingen af velfærdssamfundet. Skjoldnæsholm er et meget søgt ekskursionsmål for skoleklasser, og derfor er der lav entré i ugen før og efter sommerferien, hvor lærere erfaringsmæssigt gerne vil give eleverne lidt medvind. Her sidst det var tilfældet, gav en stor pige sin egen evaluering efter besøget, så alle kunne høre den, fortæller Finn, der stod ved siden af hende: ’Hvor var det sjovt at se alle de gamle mænd gå rundt og lege med sporvogne’, var hendes kommentar.

Store personligheder i sløjdlærernes hænder

Lars Johansen fortsætter sin beretning. Det er ikke nogen jubelsang for faget eller uddannelsen. Sløjd siver lige så stille ud af folkeskolen, og uuddannede overtager nogle ikke særlig fagligt funderede forløb i håndens arbejde og andre sysler. Nogle skoler undlader helt at skemalægge faget og endnu oftere uden en sløjdlærer til at læse de få og sjældne skemalagte lektioner. ”Disse forhold kan nemt blive fagets endeligt”, fastslår han.

De triste forudsigelser om fagets fremtid styrker nærmest sammenholdet rundt om formandens spisebord, og de sjove anekdoter fra årtier i de kommunale sløjdsale står i kø for at blive fortalt. 

Erik Houlberg Hansen, der er alderspræsident ved bordet, ville gerne have fortalt noget om sin (voksne) søns latinlærer i gymnasiet, men nu kan han ikke huske latinlærerens navn, og det er bare surt. Det ville mange andre nok ikke have taget personligt anstød af, men anderledes er det for Erik, for han er Sløjdlærerforeningens omvandrende arkiv. Han husker årstal og vist også datoer og klokkeslæt på enhver begivenhed i foreningen, og spørg ham fx om slibehonorarernes udvikling fra 1950erne til de blev afskaffet sidst i 80erne, og du får den økonomiske kurve beskrevet minutiøst.

Erik Houlberg var sløjdlærer på Gerbrandskolen fra 1954 til 91, og han holder, som han siger, sølvbryllup i år som pensionist. Han er i øvrigt stadig fast deltager på KLF’s ordinære generalforsamlinger, var formand for Sløjdlærerforeningen fra 1972 og 19 år frem, og mødes stadig med fagligt ligesindede hver anden onsdag i en ’nedslidt og misligholdt’ sløjdsal på en skole i Gladsaxe. Det faglige fællesskab bliver der værnet om, og man måtte finde et nyt mødested, da Sløjdskolen på Værnedamsvej for nogle år siden blev lukket efter at have været fagligt uddannelsesfyrtårn i 110 år. 

Apropos det med latinlæreren, hvis navn stadig ikke vil dukke op, så var det ham, der skrev tekster til de årlige revyer på Trørødskolen i Nordsjælland til en af skolens lærere, den blandt lærere særdeles bekendte skuespiller og stand-upper Flemming Jensen, som Erik krydsede spor med dengang. Og i det hele taget har man som sløjdlærer gennem en menneskealder haft mange børn og unge i sine hænder, der måske modsat det indtryk, de gjorde i skolen, har udviklet sig til et eller andet som voksne. På Gerbrandskolen havde Erik fx i 1968 en lærerkollega ved navn Kim Larsen, ja ham. Og før ham var både Willi Jønsson og Franz Beckerlee elever på skolen. 

Første skridt til at normalisere lærerne

Formand Lars Johansen præciserer for en ordens skyld, at generalforsamlingen i øjeblikket debatterer formandens beretning, og hvis ikke der er indvendinger imod det, vil han anse den for godkendt. Den på alle måder fyldestgørende beretning bliver enstemmigt vedtaget med akklamation – og så tilbage til det skelsættende år 1991, hvor Erik Houlberg valgte at gå på pension. 

Netop det valg fik kraftig medvind af den ret nyvalgte overborgmester Jens Kramer Mikkelsen, der på grund af nedgang i elevtallet og deraf følgende skolenedlæggelser, havde brug for at tilbyde ældre lærere en fordelagtig aftrædelsesordning. Dertil kom, at Erik ikke havde den mindste lyst til at underkaste sig den U-F-Ø-arbejdstidsaftale, der truede. Den var et af de første skridt til en normalisering af lærerne.

”Men tænk, hvad vi scorede på den ordning”, udbryder formand Lars, og de øvrige bekræfter. Umiddelbart efter U-F-Ø-overenskomsten oplevede Finn Jørgensen fx, at skoleinspektøren spurgte, om han kunne lave nogle edb-borde, for der var brug for dem til de nye maskiner. Finn spurgte straks, hvad han ville få for det, og nu gjorde inspektøren store øjne, for sådan noget havde Finn altid bare fixet i pauser eller efter skoletid. Det var jo bare en del af lærerlivet.

John Christoffersen minder om alle de flytbare teaterscener, som sløjdlærere har bygget rundt om på skolerne i deres fritid. Der har altid været bud efter sløjdlærerne, når revyer og skolekomedier nærmede sig. Mens sløjlærerne til daglig følte sig en smule oversete og altid måtte kæmpe hårdt for penge til faget, så oplevede de under featureuger, at de var vanvittig eftertragtede, ja ligefrem afholdte, og at alle materialeudgifter i den forbindelse nok skulle blive dækket – ingen problemer.

Kompetent formand griber ind

”Indtil 1975 var det faginspektøren i sløjd, der bestemte, hvor mange penge den enkelte skole skulle have til faget”, præciserer Erik Houlberg fra sit mentale arkiv. Derefter var det kampene på lærerrådsmøderne, der gjorde udslaget. I december var der altid særligt pres på sløjdsalene, for så skulle en masse elever have lavet julegaver til forældrene i en fart. Det kostede træ og ret mange glødetrådsbrændere.

Vi er nu nået til, at kasserer Peter Thorsen fremlægger Sløjdlærerforeningens regnskab. Der er både overført kassebeholdning fra sidste år og kontingentindtæger, der årligt ligger på mindelige 125 kr. pro persona. Men hvad er nu det? Bankgebyrerne løber op i hele 1.06,75 kr. Står der 106 kr.? bliver der spurgt. Revisor Kelds og kasserer Peters blikke mødes hen over kaffekopperne og smørkringlen. Hvad er nu det?

Efter en kort time out, som man jo kender fra håndbold og mange andre situationer i livet, forklarer Peter, at der mangler et nul. Der skulle stå 1.006.75 kr. Men også det er der råd for i en både løsningsorienteret og omstillingsparat forening. Formand Lars skærer igennem: ”Det er i orden at rette i et regnskab, hvis man sætter en lodret streg ned gennem det forkerte tal og skriver det rigtige ovenover”, fastslår han myndigt. Og sådan gør alle. Bankgebyrer er blevet vildt dyre. Regnskabet er revideret og godkendt. Der klappes.

Nu er der kun valgene tilbage, og der er udbredt enighed rundt om spisebordet. Den siddende bestyrelse har gjort det godt igen i år, og denne gang undgår Peter Thorsen en reprimande for sit forslag om genvalg til alle. Hans forslag vedtages ganske vist, men timingen er også bedre denne gang. Tre af de tilstedeværende genvælges til deres tillidsposter og affinder sig gerne med deres fortsatte status.

Husker du stemningen med svævestøv i sollyset?

Nu er generalforsamlingen nået til punktet eventuelt, og det er tid til at runde af. Formand Lars Johansen:

”Den snigende ufaglighed vedrørende sløjd kan vi jo desværre også se i foreningsarbejdet, da der på trods af vores initiativer i de forgangne år ikke er den medlemstilgang, som ville være naturlig. Så kære medlem: Fortæl dine unge sløjdkolleger, hvor vigtig en faglig forening er for faget!” 

Formandens opfordring er hermed givet videre til jer ude på skolerne. Sløjdlærerforeningen er nu ikke den eneste faglige forening, der i disse år kæmper med stærkt vigende medlemstal og -deltagelse. Flere foreninger har lukket og slukket, andre kører på pumperne. Politikerne ønsker ikke mere den inkarnerede lærer, der har gjort sit job til en livsform 24 timer i døgnet. Erik Houlberg:

”Faget blev for alvor slået i stykker i 1975, da timetallet blev nedsat drastisk. Det skete med Ritt Bjerregaards hånd som undervisningsminister. Indtil da havde alle klassetrin sløjd i 2 timer om ugen”.

John Christoffersen husker den stemning og det lys, der var i hans sløjdsal, når solen stod ind ad vinduerne og støvet fra 30 save svævede rundt i lokalet.

Finn og Erik minder hinanden om de fejder, der var mellem tilhængere og modstandere af brugen af sandpapir på sløjdsalen – det handlede om hygiejne. Også færdigheden i at kunne save med begge arme for ikke at trække kroppen skæv, blev der taget vare på.

Og Erik Houlberg husker den ideologiske strid mellem på den ene side ’Askovlinjen’, der gik ind for en faglig progression med stadigt sværere modeller, som eleverne skulle udføre, ’de startede med at snitte en blomsterpind’, som han siger. Mens på den anden side ’Skolesløjd’ tog udgangspunkt i værktøjet og udviklede elevernes brug af det trin for trin. Dengang var der faglighed og faglærere, de var ikke læringsfunktionærer.

Til allersidst kaster generalforsamlingsdeltagerne et blik ud i fremtiden. Alle opfordres til at være på stikkerne om et par dage, når billetsalget åbner til KLF’s julefrokost for pensionister. Her gælder nemlig først-til-mølle-princippet, og billetterne plejer at blive revet væk. En dag for Sløjdlærerforeningens egen julefrokost berammes også, men her er der vist plads til alle rundt om formandens spisebord.

Mødet er hævet, tak for i dag, kom godt hjem.