Et merforbrug i Børne- og Ungdomsforvaltningen rammer i første omgang de københavnske specialskoler og specialklasserækker, der tilsammen skal spare 8,2 millioner kroner i de resterende måneder af 2019.

Flere elever i den almene folkeskole og en markant større andel af specialskoleelever presser økonomien i Børne- og Ungdomsforvaltningen. De øgede udgifter betyder nemlig, at skolerne bruger flere penge, end man har budgetteret med. Det rammer nu de københavnske specialskoler.

BU-udvalget på Københavns Rådhus vedtog 14. august, at besparelserne blandt andet skal hentes på ledelse og administration på specialskolerne, mens 4,9 millioner kr. skal findes i den almindelige drift af specialskolerne og i specialklasserækkerne samt 0,8 millioner kr. på dagtilbud. Samtidigt går almenområdet fri af foreløbige besparelser, selvom Børne- og Ungdomsforvaltningen havde lagt op til ekstraordinære besparelser på samlet 30 millioner kroner.

De voldsomme besparelser, der nu rammer specialskolerne, skal ses i lyset af en stor stigning i antallet af elever på specialskolerne, som for andet år i træk presser skolernes økonomi udover det budgetterede, vurderer Inge Thomsen, næstformand i Københavns Lærerforening. 

”Det er helt urimeligt, at skolerne midt i skoleåret skal stå med så voldsomme ekstraordinære besparelser. Skolerne har lagt et budget inden skoleårets start, som de skal overholde, så er det jo uholdbart, at forvaltningen kommer og tager nogle af de midler, som man holder skole for,” siger Inge Thomsen.

LÆS OGSÅ: Vellykket inklusion kræver tilstrækkelige ressourcer

”Det er en dybt problematisk måde at forvalte skolerne på. Mange af skolerne risikerer at stå tilbage med stort underskud. Så skal skolerne enten optage flere elever eller afskedige noget personale. Det bliver en forringelse, som rammer eleverne i sidste ende.”

Find pengene i den store fælleskasse

Inge Thomsen mener, det er er glædeligt, at flere og flere forældre vælger den københavnske folkeskole til, men når udgifterne til de mange nye elever skal dækkes, bør pengene i stedet tages fra den store kommunekasse: 

”Pengene skal findes i den store fælleskasse i stedet for at sende regningen for det stigende antal elever til børne- og ungeområdet. Det er et fælles problem. Det er tydeligt, at hele området er underfinansieret – i de sidste to år, har man skullet spare ekstraordinært, og det er uholdbart.”

Blandt de skoler, der rammes hårdest af besparelserne, er Skolen i Charlottegården og Frejaskolen. Førstnævnte skole skal i alt spare 1.2 millioner kroner i indeværende kalenderår, mens Frejaskolen skal spare ca. 800.000 kr.+ 415.000 for Frejaskolens afdeling i Valbyparken. Det er især kategori 3-specialskolerne, for elever med ADHD og autisme, der mærker de pludselige besparelser. Her vil forvaltningen samlet hente 3 millioner kroner af de i alt 8,2 millioner kroner.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.  

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.